Fra sit grå kontorliv blev min far kastet ud i en verden, hvor hvert ord fra hans mund havde vægt
Derude
Jeg har altid været meget glad for rejseparlører.
Jeg tror, det hænger sammen med, at når mine forældre tog ud at rejse, så tog de aldrig os børn med. Helt i overensstemmelse med resten af vores 50'er-barndom. Dengang nøjedes de voksne med at sætte os i verden, og så måtte vi ellers selv se at få tiden til at gå.
Men engang imellem tog min far og mor så en tur til udlandet. Og da de ikke var særlig gode til sprog, kom der efterhånden til at stå en hel lille samling rejseparlører på min fars boghylde.
Det var her jeg fik mine første bevidsthedsudvidende oplevelser, for selv om (eller netop fordi) jeg aldrig kom med på rejserne, så slugte jeg hver eneste side i hver eneste parlør.
Et mylder af små inspirerende situationer og rollespil, hvor jeg naturligvis ikke kunne lade være med at forestille mig min far og mor i hovedrollerne. Og hvad de dog ikke kom ud for! Fra sit hjemlige, grålige kontorliv blev min far pludselig kastet ud i en verden, hvor hvert ord fra hans mund havde vægt:
Den rejsende: 'Drager! Her er min Kuffert'. 'Tag min Bagage'. 'Her er min Bagageseddel'. 'Maa jeg faa en Droske', 'Chauffør! Grand Hôtel, Boulevard des Capucines!'
Eller:
'Den rejsende: 'Er det et roligt Værelse?'
Jean: 'Ja, det er. Boulevard des Capucines ligger paa den anden Side. Her er Deres Nøgle, og derhenne er Ringeapparatet: ring een Gang efter Stuepigen, to Gange efter Tjeneren, og tre Gange efter Karlen'.
Det hele krydret med en stribe situationer, der antydede en lille flirt mellem min far og min mor:
'Lad os gaa i Biografteatret.
Hvad gaar der i Dag?
Det er en Film med din Ven Maurice Chevalier. Lad os gaa derhen!
Jeg holder meget af Maurice, han er altid saa munter!'
Det kan nok være, de var ude og slå sig løs. Jeg var egentlig ikke misundelig, dertil var det hele alligevel for vildt og overstadigt, jeg nød bare scenen med mine forældre på Grand Hôtel, Boulevard des Capucines med tre forskellige signaler på ringeapparatet. Og så selvfølgelig tanken om, at min far på flydende fransk inviterede min mor i biografen og kom med små underfundige bemærkninger om hendes lidt flyvske følelsesliv.
Selvfølgelig prøvede jeg også at læse de franske sætninger, men jeg har vel været ti år og må have haft mine problemer. 'C'est un film avec ton ami Maurice Chevalier. Allons-y!' kan jeg sagtens sige i dag, hvor jeg er blevet fransklærer, men det er nu ikke noget simpelt udsagn, med tre nasalvokaler og tre overtrækninger.
Bjæfferier
Mine forældres gamle parlør er skrevet i 1933. Forleden fik jeg så fat i Berlitz' franske parlør fra 1997 for at tjekke, om området har udviklet sig.
Det har det. Hvis vi starter med den kultiverede flirt mellem muntre ægtefæller, så er den blevet erstattet med et ret ubehageligt afsnit, der hedder 'Stifte bekendtskab'. Syntaksen virker abrupt og reduktiv, og det samme kan man roligt sige om tankegangen:
'Venter De på nogen?' 'Vil De have en cigaret?' 'Er De ledig i aften?' 'Hvornår går Deres sidste bus?' 'Bor De alene?' 'Må jeg sige du?' 'Lad mig være i fred!'
Men dette lidt skarpe, lidt skurrende tonefald løber også som en rød tråd gennem resten af bogen. Engang imellem bliver der lige plads til et enkelt s'il vous plaît, men det karakteristiske er, at situationerne aldrig får lov til at udfolde sig i en samtale mellem to mennesker med stil.
Hotelsektionen f.eks. er domineret af sætninger som 'Vi har meget travlt', 'Jeg er nødt til at rejse straks', 'Jeg tror, De har lavet en fejl på regningen' osv. Folk bjæffer ad hinanden.
Brok, brok, brok
Og så er der et helt afsnit om, hvordan man brokker sig: 'Fjernsynet fungerer ikke', 'Bidet'et er stoppet', 'Vinduet binder', 'Rullegardinet sidder fast'. Ikke hvad jeg forstår ved en parlør: et katalog over, hvad man kan klage over, når man er i udlandet.
Der er også nogle hemningsløst lange afsnit om apoteker og specialklinikker, hvor man kan henvende sig, hvis man har det lidt skidt. Som om bogen bevidst satser på mine børns generation, som er vant til at tingene fungerer, og som hele tiden vasker sig og tager hovedpinepiller:
'Hvor er badeværelset?' 'Er mit vasketøj færdigt?' 'De lovede det til i dag'. 'Hvor er frisørsalonen?' 'Kan De få fat i en babysitter?' 'Kan De skaffe mig en læge?' 'Jeg føler mig deprimeret'. 'Jeg vil gerne have nogle sovepiller'. 'Hvor ligger det nærmeste apotek?' 'Jeg vil gerne have noget mod tømmermænd'.
Bange anelser før VM
Man kan have sine bange anelser her op til fodbold-VM, hvor tusinder af unge danskere vil valfarte til Frankrig. Med en forventning, ja et krav, om at tingene bare fungerer. Det er jo udmærket, at de kan gå på apoteket og sige 'Jeg vil gerne have noget mod tømmermænd'. Eller til øjenlægen og sige 'Jeg vil gerne have kontrolleret mit syn'. Men dér, hvor jeg tror, det vil begynde at kikse, er når de kommer til afsnittet om sport, hvor de to første sætninger lyder: 'Jeg vil gerne se en fodboldkamp. Kan De skaffe mig to billetter?'
Her synes jeg, der mangler et lille afsnit i parløren, nemlig de betingelseskonstruktioner, som Scherfig havde sit hyr med i Det forsømte forår, og som eleverne stadig døjer med i mine fransktimer:
1: Den realistiske mulighed: 'Hvis De giver os to billetter, kan vi se kampen mellem Frankrig og Danmark'.
2: Den blot tænkte mulighed: 'Hvis De gav os to billetter, kunne vi se kampen mellem Frankrig og Danmark'.
3: Den forspildte mulighed: 'Hvis De havde givet os to billetter, kunne vi have set kampen mellem Frankrig og Danmark'.
Måske fulgt op af en enkelt spørgesætning: 'Hvor er der et fjernsyn?'
