Læsetid: 3 min.

En rig mand

4. maj 1998

I solidaritetens navn udbyder jeg min gærklump til højstbydende og skænker beløbet til de strejkende

SYVENDE DAG
Jeg har aldrig været formuende. Det bliver man ikke i min branche (dokumentarfilm), hvis man da ikke lige hedder Jørgen Leth. Men lige nu føler jeg mig faktisk velhavende, og det kan jeg takke storkonflikten for.
I forvejen var jeg kisteglad ved at opleve danske arbejdere sige fra over for et forhandlingsresultat, der må have fået arbejdsgiverne til at slå sig på lårene af grin, og forbundsformændene til at luske rundt i skyggerne. Fri Juleaften!
Nå, men at konflikten skulle få en signifikant betydning for mig personligt, det havde jeg dog aldrig regnet med.
Det startede med, at jeg daskede hen i den lokale Brugs om lørdagen, dagen efter konflikten var varslet, men to dage før den skulle træde i kraft. Jeg skulle bare købe lidt ind til weekenden, men befandt mig hurtigt i et kaos af mennesker, der med paniske øjne flåede alt ned fra hylderne og op af frysediskene.
Faktisk skulle jeg bare have lidt brød og nogle kartofler, men måtte nøjes med en pakke pølsebrød og ingen kartofter. Jeg stillede mig op i en af de lange køer ved kasserne og betragtede måbende de indbyrdes skænderier og gensidige tyverier fra de bugnende indkøbsvogne. Damen foran mig havde scoret de sidste 15 liter mælk. Da en ung pige stilfærdigt bad om at måtte købe en enkelt til sit lille barn, fik hun et iskoldt blik til svar.
Rystet, og dog glad over det trods alt ikke var tredje verdenskrig, der var brudt ud, drog jeg hjemad med mine pølsebrød, spændt på denne nye variant til frikadellerne, da jeg passerede en lille grønthandler. En venlig pakistansk sjæl vejede de eftertragtede knolde op, og så skete det.
Han tilbød mig en pakke gær!
Helt ærlig, så har jeg faktisk aldrig bagt et brød og aner intet om denne kunst. Men en indre stemme bød mig tage imod det generøse tilbud, og jeg kunne stolt præsentere min familie for både kartofler og 50 gram gær.
Min kone og datter var tilfredse med kartoflerne, men totalt uinteresserede i gæren. De skulle blive klogere, og de skulle lære at værdsætte det mandlige instinkt for en god forretning.
Allerede dagen efter kunne man læse om kampen om gæren og prisernes himmelflugt. Der var simpelthen ikke mere gær i Danmark, og jeg havde en pakke.
Triumferende besluttede jeg at gøre 1. maj, arbejdernes internationale kampdag, til min personlige sejrsdag og inviterede gode venner på frokost i Krøgers gamle familiehave på Pile Allé.
Lene og vennerne insisterede imidlertid på, at vi skulle i Fælledparken i solidaritetens navn (scenerne i Brugsen strejfede mig), og mødtes under de røde faner på Blågårds Plads.
Der var nu ikke så mange arbejdere, men en masse unge mennesker der tilsyneladende havde det fedt, og ikke interesserede sig overvældende for de flammende taler, men dansede ivrigt til de smukke gamle arbejdersange. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg helt kan følge med, når man svinger sig til tonerne af Når jeg ser et rødt flag smælde, men jeg er jo også en gammel revolutionær. Så jeg nøjedes med at hæve den knyttede næve.
Vi gik med i demonstrationen mod Fælledparken, men listede af ad Sct. Hansgade og strøg med lynets fart til sildene og fadøllerne i den gamle familiehave.
Jo, vi havde da dårlig samvittighed, men trøstede hinanden med, at vi jo ville kunne høre alle talerne i radio og tv.
Men såvel de 'gamle' autonome Folke og Ingrid, som Lange - TV-3's enfant terrible - Lene og mig selv var dog enige i, at min gær-spekulation overtrumfede selv 1. maj-institutionen.
Aprospos min kostbare gærklump! Da jeg nu snød lidt den 1. maj, så er jeg villig til at bøde for dette. I solidaritetens navn vil jeg sælge klumpen til højstbydende, og skænke beløbet til de strejkende.

* Danske kunstnere skriver hver dag strejkedagbog i Information: Bent Vinn Nielsen (28.4.), Lotte Tarp (29.4.), Malene Vilstrup (30.4.), Peter Bay (1.5.), Vagn Lundbye (2.5.). Ib Makwarth er filminstruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her