Analyse
Læsetid: 5 min.

Ruslands tikkende bombe

27. maj 1998

Strejker og blokader i Rusland genspejler en dyb krise i statens finansliv - og for første gang en reel risiko for social uro

I ti dage var Ruslands infrastruktur skåret over, fra vest til øst, fra nord til syd, fordi strejkende minearbejdeere blokerede jernbanelinierne.
I weekenden blev de vigtigste blokader på den transsibiriske jernbane afblæst, efter at en af de nye russiske vice-ministerpræsidenter, Oleg Sysujev, havde lovet de strejkende en snarlig betaling af deres lønrestance, og at man skulle tage situationen op igen den 1. juli.
På et møde i det russiske Sikkerhedsråd mandag gav man den den tidligere Tjernomyrdin-regering, der blev fyret den 23.marts, skylden for kulminearbejdernes miserable forhold, men besluttede også at retsforfølge initiativtagerne til blokaderne.
Imens fortsætter strejker og blokader i Vorkuta, minebyen i den nordlige polarregion, og togforbindelsen til Moskva er afbrudt.
Det spørgsmål, man straks må stille, er: Hvor vil den russiske regering hente pengene til minearbejderne? For endnu før sidste weekend erklærede både ministerpræsident Sergej Kirijenko og hans to udsendte til blokadeområdere, Oleg Sysujev og Boris Nemtsov (der blev sendt til Syd-Rusland), at der nok var penge til rådighed, men at de skulle bruges til noget andet. Og præsident Jeltsin sagde i sin ugentlige radiotale fredag, at minearbejderne ikke skulle have fortrin frem for andre trængende grupper i det russiske samfund.
Regeringschefen Sergej Kirijenko sagde allerede, da blokaderne begyndte, at man ville hente penge til kulminearbejderne gennem offentlige besparelser, en stigning af beskatningen på alkohol og fra de kommende salg af statslige virksomheder.
Disse punkter er siden ikke blevet nævnt igen, vel nok fordi der umiddelbart inden og under minearbejdernes aktioner har vist sig mørke skyer over de russiske statsfinanser. Kursen på den russiske rubel falder langsomt, men konstant, den russiske nationalbank har været nødt til at foretage støtteopkøb, og der er hele tiden rygter om en devaluering.
Denne mulighed har nationalbankens direktør Sergej Dubynin skarpt tilbagevist - men samme Dubynin kom for en uge siden med en anden skinger advarsel:
I de kommende år vil statens renter og afdrag på de lån, man har optaget i Vesten, heriblandt de lån man har overtaget fra sovjettiden, stige - og hvis der ikke meget snart sker meget store forbedringer i de russiske statsfinanser, vil der i år 2001-2002 opstå en uoverskuelig krise. Med andre ord - et finanskrak og en statsbankerot.
Hertil kommer, at der alene i maj i tre omgange har været kursfald på de russiske aktiemarkeder, hvilket skaber nervøsitet for, at inden- og udenlandske aktieejere trækker sig, at udenlandske investorer holder sig ekstra tilbage, og at begge grupper veksler rubler til dollar, og anbringer dem i vestlige banker.
Også obligationskurserne faldt, og Nationalbanken valgte at forhøje diskontoen, og forhøje den ledende rente fra 30 til 50 procent. I går kom så rygtet om, at regeringen vil ansøge Verdensbanken om nye lån for at indfrie sine lån hos russiske banker, dvs. købe sine statsobligationer tilbage. Dette er i går aftes af den russiske regering blevet kaldt et ondsindet rygte. Men også dette rygte, hvis det er et rygte, siger noget om klimaet i den russiske finansverden for tiden.
Kirijenko-regeringen har brugt de samme forklaringer på krisetegnene som den tidligere regering: Den sydøstasiatiske finanskrise og de lave oliepriser på verdensmarkedet, foruden vanskelighederne ved at inddrive skatter. Skatterne udgør kun 10 procent af det russiske bruttonationalprodukt, hvilket er ret enestående for et industrialiseret land.

De nævnte forklaringer er plausible nok, men de viser også, hvor følsom den russiske økonomi er for påvirkninger. I sidste uge var Verdensbankens direktør James Wolfensohn i Moskva, da der skulle laves aftaler om udbetaling af en ny rate på 675 mill. dollar fra det lån på 10 milliarder dollar, som Rusland har at trække på, hvis landets økonomi ellers arter sig.
Over for parlamentet, Statsdumaen, erklærede Wolfensohn, at der ikke var problemer med den nye rate, men i søndags rejste han hjem efter en erklæring om, at der foreløbigt ikke ville blive tale om en udbetaling, da man først ville se nærmere på Kirijenko-regeringens økonomiske planer, og allerede nu mente, der blev lagt for megen vægt på begrænsninger i statens udgifter og gjort for lidt for at skaffe større indtægter.
Men hvad er Kirijenko-regeringens udspil for at forbedre de økonomiske problemer? Det har vi hidtil, to måneder efter at Jeltsin udnævnte den nye regeringschef, hørt meget lidt om, og kun i form af slogans: Staten skal tiltage sig en større rolle som initiativtager til at højne produktiviteten; handelsbalancen skal forbedres gennem importbegrænsninger, og den gentagne hovedoverskrift lyder: Større statslige indtægter, færre udgifter, altså det samme som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond siger i disse dage.
En af besparelserne ligger i at nedlægge kulminer, for udvinding af kul er nu til dags urentabel sammenlignet med brug af olie og gas. Her er der i dagens Rusland en nøje parallel til situationen i Polen for tiden og til Storbritannien under Margaret Thatcher i midten af 1980erne.
Men denne omlægning er endnu ikke forberedt i Rusland, hverken hvad angår omlægningen af energisystemerne i deres helhed, inkl. en medfølgende social sikring, omskoling m.m. og en privatisering af de resterende miner.
Så ganske småt er man dog i gang, og de sidste ugers kulminearbejderes aktioner drejede sig også om, at tidligere arbejdere på nedlagte miner ikke har fået deres fratrædelsesbonusser. En gennemarbejdet plan for omlægningen af kulindustrien siges at have været ministerpræsident Kirijenkos flotte mesterstykke i de fem måneder, han var energiminister. Men indtil nu har man ikke set meget til planen. 'Posmotrim', som man siger i Rusland - "vi får se".

Hvad der end kommer til at ske i de kommende uger og måneder, er det meget afhængigt af de russiske medier, og de ejes af storfinansen. Efter Sikkerhedsrådets møde i mandags videregav Jeltsins talsmand Sergej Jastrsjembskij præsidentens opfattelse, at de russiske medier, og især de elektroniske, havde givet et fordrejet billede af de aktionerende kulminearbejderes levevilkår, og herved havde overskredet "fornuftens regler."
Dét har forståeligt nok fået Moskvapressen og de elektroniske medier op på mærkerne, med beskyldninger om, at Jeltsin er i gang med at stække den frie presse.
Senere på dagen talte Jeltsin på en international kongres om pressen. Her gav han generelt megen ros til de russiske medier, men beskyldte også de finansmagnater, der ejer eller dominerer de store tv-selskaber for at udføre censur af værste slags, og det vil sige - koncentrere sig om kritik af regeringen. Det blev derpå meddelt, at han i morgen, torsdag, vil holde møde med direktørerne for de tre største tv-selskaber, og på fredag et møde med russiske finansfolk og bankierer - netop dem, der har stor indflydelse på medierne, og bl.a. ejer det meste af Moskva-pressen.
Jeltsins opfattelse af de russiske massemedier er ikke forkert. Mere afgørende er spørgsmålet: Hvordan er ensretningen, den ene eller anden vej opstået? Det gjorde den, da Jeltsin under præsidentvalgkampen i 1996 slog sig sammen med storfinansen og mediemogulerne. Pludseligt hørte man ikke noget om krigen i Tjetjenien, om løn- og pensionsrestancer. Nu er Jeltsin sur på sine tidligere, oligarkiske partnere, fordi de udførligt har berettet om minearbejdernes forhold og deres reaktioner.
Jo, det indviklede russiske politiske liv ligner sig selv, også syv år efter kommunismens fald.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her