Læsetid: 4 min.

Et særdeles uheldigt medlemskab

18. maj 1998

Peter Stræde har fået afslag på at blive optaget på Sergentskolen. Efter al sandsynlighed, fordi PET har registreret hans medlemskab af ungdoms-organisationen Rebel

INTERVIEW
"Det var ikke en heldig organisation, De der havde valgt Dem, Stræde."
Sådan lød beskeden en morgen i begyndelsen af 1996 fra en sergent i Livgarden. Med de ord meddelte han den dengang 20-årige Peter Stræde, at han ikke kunne blive optaget på Sergentskolen.
Esbjerggenseren Peter Stræde var dengang i Livgarden, i færd med at aftjene sin 12 måneder lange værnepligt, og havde søgt ind på Sergentskolen - på opfordring fra sin sergent. Men Peter Stræde var også politisk aktiv. Han var - og er stadig - medlem af ungdomsorganisationen Rebel, en venstreorienteret, men fuldt ud lovlig politisk organisation.

Ingen garanti længere
I går aftes medvirkede Peter Stræde i det tredje afsnit af Fak2erens Den Hemmelige Tjeneste, som et eksempel på, at der i dag ikke er meget tilbage af regeringserklæringen fra 1968:
"Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske borgere alene på grundlag af medlemskab af lovlige politiske organisationer, ikke længere må finde sted."
At blive optaget på Sergentskolen kræver en sikkerhedsgodkendelse. Den forestås af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE - men det er PET, der indhenter oplysninger om den pågældende.
Peter Stræde gav selv sin tilladelse til, at der blev søgt oplysninger om ham.
Men hvad får overhovedet en ung, venstreorienteret mand til i første omgang at aftjene sin værnepligt i Livgarden og siden at søge optagelse på Sergentskolen?
"Medens jeg var i Livgarden, fandt jeg ud af, at jeg egentlig var ret god til de ting, man skal - jeg blev for eksempel hurtigt stueformand," fortæller Peter Stræde til Information.
Sit medlemskab af Rebel holdt Peter Stræde dog for sig selv.
"Jeg tænkte: 'Lad dem lære mig at kende først - så kan jeg smide bomben senere'," siger han.
"Alle de ting, folk normalt bedømmer hinanden på, var jo væk: Lige fra den første dag får man ens grønne kedeldragter og ens joggingsko på. Så man er temmelig ens. Man starter med at lære hinanden at kende den første aften, hvor alle ligger og fortæller vittigheder og prutter om kap," fortæller Peter Stræde.
"Jeg havde det godt med, at de andre kunne lære mig at kende, lære min personlighed at kende, før de fik at vide, hvad min politiske overbevisning var," siger Peter Stræde, der dog ikke lagde skjul på sine meninger.
"Dem på min stue kendte mine holdninger. For eksempel spurgte de, om jeg havde været med i RiBus-konflikten, og så forklarede jeg, at jeg var imod privatisering. Men det var dét. De vidste ikke, at jeg var politisk aktiv," siger han og fortsætter:
"Hvis nogen havde haft kendskab til det, ville de have smidt det i hovedet på mig - det gjorde de jo senere..."

Ved du, hvad Rebel er?
"Senere" var den dag, Peter Stræde fik afslag på at blive optaget på Sergentskolen.
I ventetiden avancerede han til sergentaspirantelev, og efter nogle uger oprandt dagen, hvor han skulle til den endelige samtale om optagelsen.
"Det var et ganske almindeligt interview: Jeg skulle angive mine stærke og svage sider og sådan noget," fortæller Peter Stræde om samtalen, hvor han sad foran "de høje herrer" fra sit regiment: En oberstløjtnant, en kaptajn og så videre.
Men med ved bordet sidder også "en lidt ældre mand", siger Peter Stræde:
"Jeg har aldrig set ham før, ved bare, at han er seniorsergent eller noget i den stil. Men han sidder med nogle papirer foran sig og spørger mig så pludselig, om jeg ved, hvad Rebel er..."

Kan ikke melde sig ud
Peter Stræde får "fremstammet lidt om, at vi er socialister, kæmper for frihed og lighed og sådan noget."
"Hvordan vil du forene dét med en militær karriere?" spørger seniorsergenten så Peter Stræde.
"Jeg var fuldstændig uforberedt, men sagde, at det kunne jeg ikke se nogen problemer i. Det kunne jeg virkelig ikke, og det kan jeg ikke den dag i dag," siger Peter Stræde og forklarer:
"Selv om man er venstrefløjsaktiv, er man jo nødt til at omgås det samfund, man lever i. Man kan jo ikke bare melde sig ud og sige, at man ikke gider betale skat og så videre. Det herlige ved det danske samfund er jo, at det er 'justeret' til alle typer. Man kan gøre, hvad man vil - næsten."
Peter Stræde fik ikke spurgt sine foresatte, hvorfra de vidste, at han var medlem af Rebel.
I udsendelsen Den Hemmelige Tjeneste i går sagde justitsminister Frank Jensen om PETs registrering af Rebel-medlemmer: "Nu øh ved jeg ikke... jeg kender ikke den pågældende organisation. Men jeg kan sige det sådan, at hvis man skal lave en registrering, så skal det være på baggrund af, at man laver, eller er under mistanke for at lave ulovligheder.", siger Frank Jensen.
Hertil siger Peter Stræde til Information:
"Hvis PET mener, at jeg er voldelig - ja så bliver jeg sgu fornærmet. Tværtimod, vil jeg sige, jeg ville jo ikke på nogen måde kunne gå ind for vold."
Dagen efter interviewet kom Peter Strædes sergent ind på stuen og gav ham den kortfattede besked:
"Det var ikke en heldig organisation, De der havde valgt Dem, Stræde."
"Så sagde jeg bare 'javel', jeg gad ikke sige mere, for jeg syntes, det var så lavt. Alle de andre hørte det - pludselig stod der 30 mennesker rundt om mig og spurgte, hvad det var for noget. "
"Dét var uacceptabelt: At alle andre fik det at vide. det er jo en krænkelse af retten til at organisere sig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her