Læsetid: 12 min.

Fra Santiago til Amsterdam

30. maj 1998

Pilgrimstanker om EU-nationalisme og de mange fejlslagne forsøg på at forene Europa i historien - fra middelalderens korstog til vore dage

Overalt langs vejen står de. Fire meter høje skilte, der markerer "Camino de Santiago" med en stiliseret muslingeskal, pilgrimssymbolet, over EU's 12 stjerner og underskrevet med Consejo Cultural de Europa, Det Europæiske Kulturministerråd.
For hver eller hver anden kilometer, helt fra Pyrenæerne og de tusinde kilometer til Santiago de Compostella, står de ved den gamle pilgrimsvej til Skt. Jacobs grav i det regnfulde Galicien. Ja, de står også ved vejen fra Madrid og fra Portugal i syd.
Skiltene er et udtryk for, at EU igennem de sidste ti år er gået massivt ind for at genoplive vejen til Santiago som Europas åndelige hovedvej - men hvorfor? Hvad har en 900 år gammel pilgrimsvej med det moderne europæiske fællesskab at gøre?
Jeg bliver nødt til at invitere jer med på en lille omvej i Europas historie...
Da pave Urban II i år 1095 på synoden i Clermont i en flammede tale proklamerede det første korstog, havde han måske kun en svag anelse om, hvilken epokegørende historisk proces han satte i gang. Tilhørerne sluttede enstemmigt op om tanken og råbte taktfast Deus lo volt, Gud vil det - og året efter kunne omkring 400.000 korsfarere fra store dele af Europa sendes afsted for at befri Den Hellige Stad fra kaliffen af Ægypten, som få år før havde annekteret Palæstina og Jerusalem.
Men Urban II indså også, at det kunne bringe samling på det splittede Europa at definere et fælles mål og en fælles ydre fjende. Omkring 100 år senere begyndte Inkvisitionen så at tage sig af de indre fjender.
Korstogene blev en slags voldelig pilgrimsfærd til Den Hellige Stad, som da allerede i et par hundrede år havde været valfartssted. Men der var også opstået andre hellige steder, hvortil pilgrimme i stigende grad søgte, bl.a. Peterskirken i Rom, Maria Magdalenes relikvier i Vézelay og så et nyt sted, Skt. Jakobs grav i Galicien.

Maurerdræberen
Her ved den fjerne atlanterhavskyst havde den fromme eneboer Pelayo i år 813 set et syn, en stjernevej over himmelen, og sammen med biskop Theodomir fulgte han den til et tilgroet gravsted med romerske søjler og gulvmosaik. Bi-skoppen var straks sikker i sin sag: Dette måtte være apostlen Jakobs sidste hvilested. Jakob Zebedæus var en af de tre store apostle og broder til Johannes. Jakob blev som den første martyr halshugget af Herodes i år 44, men hvad havde han lavet i den halve snes år, siden han, Simon og Johannes faldt i søvn ved Jesus' grav i Getsémane have?
Der er flere forskellige sagn fra omkring 700-tallet, som fortæller, at Jakob missionerede i Spanien i syv år. Det kan være tilfældet, men i så fald er gerningen ikke faldet særligt heldigt ud, for han tog tilbage til Jerusalem. Her fortæller en anden legende, at han havde fantastiske oplevelser med en troldmand, og det gjorde jøderne så sure, at Herodes Agrippa for at tækkes dem kappede hovedet af Jakob.
Alfonso den Kyske var i 791 blevet konge i Galicien, og han havde tidligt allieret sig med Frankerkongen, Karl den Store, der i 777 havde forsøgt sig med et felttog for at befri det nordlige Spanien fra Maurerne. I felttoget, hvor i øvrigt også Holger Danske deltog, havde Karl ifølge billedfrisen på hans sarkofag i Aarchen, fulgt en stjernevej mod vest (ligesom biskop Theodomir). Men felttoget i Spanien endte resultatløst, og på tilbagetoget over Pyrenæerne faldt bagtroppen i et baskisk baghold i Roncevalle passet, hvor bl.a. den sagnomspundne ridder Roland blev dræbt.
Alfonso så på den baggrund straks mulighederne i biskop Theodomirs gravfund, og i løbet af få år opstod legenden om, at Jakob og hans hoved efter halshugningen var blevet gravet op af nogle disciple, ført til havet og bragt om bord i en båd. En flok engle førte båden til Galiciens kyst, og efter endnu flere genvordigheder blev han endelig stedt til hvile på den "stjernemark", hvor Theodomir efter 800 års glemsel havde genfundet graven. Alfonso byggede en kirke og en by, Santiago (Sankt Jakob). Han udråbte Jakob til den skytshelgen, der skulle inspirere de kristne til sejr over muslimerne i Spanien, og mirakler begyndte at ske.
I 843 vandt Alfonsos efterfølger Ramiro I en kneben sejr over maurerne ved Calvijo nær Santiago de Compostella, og han lod kundgøre, at sejren skyldtes, at Sankt Jakob havde vist sig som en prægtig ridder på en hvid hest, der havde trådt ikke mindre end 70.000 maurere under fode. Den hellige Jakob fik nu også tilnavnet Maurerdræberen, Santiago Matamoros.

Myter flytter folk
Myter har der været utallige af, men når netop disse sagn overlevede og blev nedskrevet til en samlet Jakobslegende omkring år 1100 - samtidig med korstogenes begyndelse - var det selvfølgelig, fordi de var brugbare og gjorde historien meningsfuld.
Galicien var sammen med dele af Asturien og Baskerlandet de eneste dele af Spanien, som holdt sig nogenlunde fri af den muslimske erobring i 700-tallet. Her holdt de oprindelige gæliske (keltiske) folk stand sammen med en blanding af de nordiske folkeslag, som tidligere havde skabt riger på den iberiske halvø og i Nordafrika - gotere, svebere og vandaler, som nu var trængt tilbage til Galiciens regntunge bjerge. Med Jakobsmyten blev dette forblæste land ved Verdens Ende pludselig interessant for resten af Europa. (Kap Finisterra på Atlanterhavskysten ud for Santiago var jo faktisk det yderste punkt af den kendte verden, indtil Columbus fandt land på den anden side af oceanet 400 år senere.)
Her befandt sig nu de jordiske levninger af en af Jesus' nærmeste, og her stod man hårdt presset af den samme hovedfjende, som korstogene var rettet imod, de vantro muslimer. Ved erobringstogter, lokale oprør, alliancer, giftermål og trusler skabtes kristne småriger langs de Kantabriske bjerge og de vestlige Pyrenæer på hele strækningen fra Roncevallepasset via Pamplona, Burgos og Leon til Santiago, som paven i året for det første korstog, 1096 gjorde til bispesæde og gav tilnavnet, Compostella (Stjernemarken).
Så da den glødende prædikant cisterciensermunken Bernhard af Clairvaux den 31. marts 1146 opflammede masserne på pladsen foran Sankt Magdalenekirken i Vezélay til det andet korstog, var det allerede lykkedes den nye biskop i Santiago de Compostella, Diego Gelmirez at kanalisere en stor del af korstogsbegejstringen i retning af Sankt Jakobs grav. Som en anden turistchef havde han udbredt kendskabet til Santiago. Som hærfører havde han sikret pilgrimsruten gennem Nordspanien. Som politiker havde han fået et nært samarbejde med datidens åndelige centrum, klostret i Cluny. Og som bygherre havde han fuldført bygningen af den store katedral over Jakobskrypten i Santiago - i næsten den form vi finder den i dag.
Strømmen af pilgrimme voksede kolossalt i disse år, og igennem 400 år vandrede millioner af mennesker den lange og ikke altid ufarlige vej ud til dette såkaldte Vestens Jerusalem. Og først i begyndelsen af 1500-tallet, efter Columbus rejse i 1492 og maurernes endelige fordrivelse fra Granada samme år, begyndte valfartsstrømmen på Camino de Santiago at aftage. Men da var den kristne enhedskultur i Europa også ved at gå i opløsning.

Kristen enhedskultur
Korstogene og pilgrimsfærdene handlede om, at skabe en samlende kristen enhedskultur i Europa. Romerne havde udbredt Pax Romana til store dele af Europa, Mellemøsten og Nordafrika omkring Jesu fødsel, men blev væltet over ende af folkevandringerne fra Østersøområdet efter år 400.
Frankerkongen, Karl den Store havde omkring år 800 samlet et enormt rige i Vesteuropa, men måtte, som tidligere den romerske kejser Augustus, opgive at trænge længere frem end til Ejderen - til Danske-marken. Frankerriget blev hærget udefra af de nordiske vikinger og gik i indre opløsning af splid og kiv mellem Karl den Stores efterfølgere. Central- og Sydeuropas herskere bekrigede hinanden uafladeligt og Nordeuropas folkeslag elskede at rejse og at slås. Det forstod pave Gregor VII, som udtænkte en strategi for at kæde udlængsel og krigslyst sammen med fromme steder og relikvier. Og det var den strategi hans efterfølger Urban II førte ud i livet ved at proklamere korstoget til Jerusalem i 1095 og ved året efter at helliggøre Sankt Jakobs by med tilnavnet Compostella.
Vil folk vandre, så lad dem for himlens skyld vandre til de hellige steder med Gud i tankerne. Og vil folk slås, så lad disse udskud drage ud og blive banket af muslimerne i kampen for Den Hellige Grav.
"Europa fryder sig over at blive af med dem, og Palæstina over at de kommer," som Bernhard af Clairvaux kynisk udtrykte det.
Millioner drog afsted i syv store og flere mindre korstog, bl.a. det uhyggelige børnekorstog. Ikke mange kom tilbage. Mange er de heltemodige beretninger, men målet, Jerusalems befrielse blev ikke nået, og muslimerne blev blot endnu mere uvenligt stemt over for valfarter til Det Hellige Land. Efter det syvende korstog i 1290, var der i 1300-tallet stadig kræfter, der arbejdede på endnu et korstog, men snart fik Europa travlt på egen boldgade. Osmannerne fejede det byzantinske rige til side og trængte frem gennem Balkan og op i Østeuropa, og snart kom der religionsstridigheder mellem Nord- og Sydeuropa.
På sin vis lykkedes Pave Gregor VII's projekt, at få sluset en stor del af Europas vildskab ad kanaler, der gavnede kirken. Man fik skabt nogle fælles symboler, korset, sværdet og pilgrimssymbolerne og defineret nogle fælles roller, korsridderen og pilgrimmen. Man fik udbredt det fælles sprog, latin, og man fik en masse mennesker til at rejse rundt, møde hinanden, vandre og kæmpe sammen og lære hinandens og fremmede kulturer at kende.

Sammenbruddet
Som for Romerriget holdt det i omkring 400 år, så kunne det store projekt ikke holde sammen længere. Energiudladningen havde skabt sine egne banemænd.
Muslimerne var blevet hærdede af korstogskrigene og faldt ind i Europa. De korsriddere, som kom hjem igen, brugte deres kamperfaringer og broderskaber til at skabe småstater nogen steder og konspiratoriske organisationer andre steder. Rejseaktiviteten medførte også, at sygdomme som byldepesten og den sorte død spredte sig lettere, og de mange pilgrimme kom med egne øjne til at se problemerne i Europa. I deres diskussioner med hinanden begyndte nye og kritiske tanker at opstå. Inkvisition, kirken og pavebuller kunne ikke modstå trykket.
I 1492 smuldrede den hidtil kendte verden. Ideen om Guds verdensstat under pavens ledelse var luftkasteller. Tanken om en fælles kultur inden for det store kors fra Santiago i vest til Jerusalem i øst og fra Nidaros i nord til Rom i syd gik op i røg. Og verdensbilledet udvidedes efterhånden som opdagelsesrejsende fandt nye verdensdele. Da Columbus opdagede Amerika på den anden side af Atlanten, var Kap Finisterra lige pludselig ikke Verdens Ende mere. Her havde alle pilgrimme til Santiago ellers vandret de sidste kilometer ud, dels for ved stranden at hente deres pilgrimstegn, Ibskallen, (Jakobstegnet er en muslingeskal), og dels for at kunne komme hjem og fortælle, at de havde vandret til Verdens Ende og tilbage igen.

Vej og folkelig modvilje
Hermed er vi tilbage på pilgrimsvejen, Camino de Santiago, hvor vi startede. For EU's kulturministerråd har trådt i Pave Urban II's fodspor og har udnævnt Camino de Santiago til Europas Kulturvej nr. 1, den åndelige kulturvej. Stadig flere går ad ruten, med muslingeskaller på rygsækken, som de gamle pilgrimme, men stadig færre gør det med Vorherre og Skt. Jakob i tankerne. Og hele tiden mødes de af skilte, som gør opmærksom på den fælleseuropæiske tanke.
Santiago-vejen er kun en af i alt seks kulturveje, som EU har udvalgt, og kulturvejene er kun en del af et omfattende kulturprojekt, der, som i salig Urbans tid, går ud på at skabe en fælleseuropæisk identitet og kultur, begyndelsen til en europæisk nationalisme. Symbolet er ikke længere korset, men det blå flag med de 12 gule stjerner.
Projektet handler om at skabe fællesfølelse hvor der ingen er. EU-Kommissionen satsede fra midt i 80'erne på store kampagner, kulturbyer, kulturruter og bogværker om Europæisk Kulturhistorie. Nu satser man også på at skabe et Museum for europæisk Kultur og Civilisation, som skal ligge i vor kulturs vugge, Grækenland. Fire områder er især vigtige for at skabe en nationalfølelse: Fælles flag, fælles mønt, fælles pas (identitetskort) og en nationalhymne (Beethovens ode, Til Glæden).
Men hvordan reagerer de europæiske folk på denne strategi. Amsterdam-valget viste, som tidligere EU-valg, en udbredt betænkelighed ved EU-projektet. Men det er ikke kun danskerne, som er EU-kritiske. I 1992 svarede flertallet af de adspurgte EU-borgere i en undersøgelse, at de ikke følte nogen fælles europæisk identitet ud over deres nationale identitet. Tillige erklærede 35 pct. sig utilfredse med demokratiets vilkår.
Europa-nationalismen er åbenbart vigtig for EU til at overbevise befolkningerne om Unionen, og samme år (1992) svarede Europaparlamentet i en betænkning: "Ud over de fire prioriterede områder ... er det vigtigste aspekt af fællesskabsaktionen evnen til at forbinde, incitere og fremme netværker, at skabe eller styrke de bindeled, som i dag er endnu mere nødvendige end i går, hvis man vil bekæmpe lukkede holdninger, indesluttethed, modvilje, nationalistiske tendenser eller intolerance..."

Europas kludetæppe
Virkelighedens Europa er ikke en samlet historisk og kulturel helhed. Europa har siden folkevandringernes tid været et broget kludetæppe af kulturer, en babylonisk forvirring af sprog og en kakofoni af styreformer, ideologier og økonomier.
Siden Romerrigets fald er alle forsøg på et forenet Europa under såvel pavevælde, som frankisk, tysk-romersk, napoleonsk, tysk-østrigsk, nazitysk eller sovjetrussisk hegemoni endt i katastrofer. Som ovenfor skitseret var det måske Pavens forsøg fra 1100 til 1500, der mest minder om vore dages EU-nationalisme i dag med sit ideologiske, fredelige oplæg (i hvert fald indadtil i Europa). Kirken, korstogene, klostrene og de kutteklædte pilgrimme forlenede middelalderen med en fernis af kristen enhedskultur. Men 'genfødslen', renæssancen, var hård, den udryddede over halvdelen af befolkningen i religionskrige, sorte død og heksebrændinger. Som i middelalderen er det 'samlende' fjendebillede ved at blive muslimerne, repræsenteret ved Iran, Irak og Libyen især og ved fundamentalister i al almindelighed. Gang på gang stiller vi op til krig eller trusler om krig i Mellemøsten. Internt i Europa maner den indre svinehund i form af tabloidpresse og højregrupper et stadig tydeligere billede frem af 'de fremmede' som årsag til problemerne. Og Schengenaftalen om ydre grænse- og politisamarbejde er ved at skabe et lukket 'Fort Europa'.
De hidtidige forsøg på at forene Europa er altid kommet ovenfra og har indeholdt nogle af de samme fælles-nationalistiske eller ideologiske elementer. Men 'genfødslen' har altid været hård og blodig og har resulteret i anarki og mafiavælder inden balancen er fundet. Historien har en tendens til at gentage sig, og det er bl.a. de historiske erfaringer med at samle Europa fra oven, har gjort mange betænkelige ved hele EU-konstruktionen. Ikke mindst over for den del af EU-nationalismen, der peger i retning af en Europa-stat.
EU er blevet skabt som svar på anarkiet efter Anden Verdenskrig. Men stadig flere erkender, at EU er en proces, der, med EU-bureaukratiets logik, bevæger sig mod stadig større integration. EU-bureaukratiets dynamik er logisk nok en omdannelse af Europa i deres billede. Spørgsmålet er, om de demokratiske institutioner, græsrods- og kulturbevægelser er stærke nok til at sikre at EU-bureaukratiets Europa-nationalisme ikke resulterer i et nyt brag på et eller andet tidspunkt.
For vi folk i Europa vil gerne vandre ad vejen til Santiago de Compostella, møde nye ansigter og dyrke gæstevenskaber, men vi gider ikke møde store skilte med EU-propaganda og blive påduttet ydre og indre fjender.

Søren Plum er journalist, rejsende og tidl. højskoleforstander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu