Læsetid: 8 min.

Det siddende menneske og højsædernes forfald

9. maj 1998

En kritisk kommentar til temaet på Snedkernes Efterårsudstilling: At ro
skulle være luksus. Og forresten: Hvorfor vipper Jeppe?

STOLE
Når Snedkernes Efterårsudstilling er henlagt til foråret fortæller det noget om den skødesløse og suveræne holdning til tiden, man kan tillade sig at have, når man med sine udstillinger har været fødselshjælper for det tidløse i moderne dansk møbelkunst.
Snedkerlaugets årlige mø-beludstillinger begyndte i
foråret 1927 og stoppede brat i 1966, men blev så genoptaget i efteråret 1981 - derfor det nye navn. Men uanset navnet er udstillingen i år et ægtefødt barn af de møbeludstillinger, som fik standset snedkerhåndværkets kurs mod afgrunden og den danske møbelindustris totale æstetiske deroute, og ikke mindst fik indskrevet dansk møbeldesign i designhistorien. Alle de store og nu verdenskendte navne i dansk møbelkunst er et resultat af Snedkerlaugets udstillinger og konkurrencer.
Med arkitekterne som brobyggere, blev der slået bro over kløften mellem håndværk og industri. Møbeludstillingerne bragte arkitekter, møbelsnedkere og møbel-industrien sammen til det måske lykkeligste møde i dansk industris historie med en enorm møbeleksport og masser af stole til følge: lænestole, barstole, gyngestole, liggestole, flugtstole, klubstole, skrivebordsstole spisestuestole, dagligstue-stole, dæk-stole, hvilestole, havestole, klapstole, stabel-stole, caféstole, karmstole etc.
Aldrig har så mange siddet så meget på så mange stole. Og mange - de bedste af dem - er danske.
Hver dansker, ja enhver vesterlænding råder i gennemsnit over to dusin stole. Men drag ikke forhastede konklusioner af disse enkle kendsgerninger. Ganske vist sidder de fleste af os ned hele tiden, men det er ikke ensbetydende med, at vi stadig tilhører arten homo sedens - det siddende menneske.
At sidde eller ikke sidde - det er ikke spørgsmålet. Derimod: Hvordan sidder vi? - det er spørgsmålet. Har vi overhovedet lært at sidde? Spørgsmålet kan synes helt overflødigt i en kultur, hvor al opdragelse kan koges ned til det 11. bud: 'Du må ikke vippe på stolen'. Men hvorfor vipper Jeppe?
Selvfølgelig fordi stolen, den profanerede, demokratiserede stol, er et disciplineringsredskab, og kun i den forstand et civilisatorisk gode. Stolen står for tugt og tortur, for eftersidning og bordskik, for tredjegradsforhør og fastspænding til den elektriske stol i verdens mest civiliserede land.

Fra højsæde til klapstol
Vi nedstammer alle fra nomaderne, og de kender ikke til stole. Inderst inde er vi alle nomader. Vi har fødder, ikke rødder. Den udbredte fremmedangst har sin rod i det forhold, at vi i mødet med den fremmede i skikkelse af flygtningen, vagabonden eller sigøjneren i virkeligheden møder vor egen atavistiske fortid. Strømmen af mennesker uden fædreland åbner et sår i os. Vi ihukommer svagt en tabt paradisisk urtilstand uden stole.
I denne stoleløse urtid finder vi oprindelsen til det møbel, vi i dag kalder en stol. Det er offerbænken eller offerstenen. For at formilde guderne ofrede de nomadiske stammer mennesker på offerbænken. Tandlægestolen og den elektriske stol er moderne udgaver af offerbænken. Måske vil nogle også regne skolestolen til denne kategori.
Med alle de stole, vi betjener os af, er det næsten utænkeligt at vore forfædre ikke var siddende mennesker. Men det er en etnocentrisk fordom, at mennesker behøver stole. Selv i dag sidder mindre end halvdelen af jordens befolkning på stole. Og går vi bare 100 år tilbage i vores egen historie, støder vi på stoleløse mennesker i massevis, ja hele almuen.
I Salmonsens Leksikon kan man læse følgende: "Hvor sjældne stole var i deres første borgerlige tid, så man i øvrigt helt frem til vore dage i bondestuer. Der stod kun en enkelt stol til højre for indgangsdøren i krogen ved bilæggeren."
Da mennesket første gang slog rumpen i sædet var det ikke for at bringe sig selv i en sløvende position midt mellem søvn og vågen tilstand. Det var for at indtage en position mellem himmel og jord. Stolen skulle hæve mennesket fra jorden og gøre det til et overmenneske, en gud, en konge, en herremand, en husfader. Stolen træder ind i verdenshistorien som højsæde, og stolens historie kunne afhandles under overskriften: Højsædernes forfald - med undertitlen: fra kongetrone til taburet.
Da den islandske sagabonde Halstein Thorolfsson skulle bygge en ny gård, ofrede han sin søn til Thor, for at guden skulle skaffe ham tjenligt træ til at bygge højsædet af. Stolen var en hellig ting.
Men det går selvfølgelig med stolen som med alle andre hellige fænomener. Med tiden verdsliggøres og profaneres de og ender som varenumre i det gigantiske supermarked, alle højtudviklede, moderne samfund uvægerligt ender som. Vejen fra højsæde til klapstol og taburet går over middelalderens gejstlige bænke, f.eks. benediktinermunkenes korstole fra det 10. århundrede. Den går over reformationens uddeling af stole til enhver kirkegænger - katolikkerne måtte faktisk stå op i endnu 100 år - og stolens historie er i dag nået frem til bilsædet og flysædet, som måske betegner enden på historien, da disse sæder jo på en måde bringer den urgamle strid mellem de stoleløse nomader og de bestolede bofaste til en lykkelig afslutning. Fastspændt til sædet er vi samtidig undervejs. Bilfirmaet Jaguar tilbyder nu sine legendariske autolædersæder som kontorstole.

Den sekulariserede stol
Vi er som en rullende kugle på tidens linje. Vi er hele tiden undervejs, fra sæde til sæde. Den permanente revolution blev til det permanente sædeskifte. Vi sidder på kontoret, i bilen, foran fjernsynet og computeren, når vi spiser, når vi underholdes, ja selv når vi er undervejs, og vi sidder næsten altid på stole. Vi er besat af stole.
Hvornår blev det oprejste menneske til det siddende menneske? Det tog millioner af år for de firbenede væsener at blive tobenede. Men der gik ikke mange tusinde år før det stående menneske satte sig ned, og således atter blev firbenet.
Det firbenede menneske er det civiliserede menneske. Stole ligner mennesker så meget, at da van Gogh i 1888 maler sin egen og Gaugins tomme stole, kan man ligefrem tale om et portræt af de fraværende.
Jeg vover en dristig hypotese. Da det lykkedes modernisterne at sekularisere stolen til bunds og dermed afskære enhver forbindelse tilbage til stolens religiøse oprindelse som henholdsvis offerbænk og tronstol, var det i den grad en torn i øjet på designerne, at stolen lignede et firbenet menneske. De satte derfor alle kræfter ind på at rense stolen for antropomorfe træk. Det skete ved at opløse den klare opdeling af stolen i fod, ben, sæde, ryg og arme.
Marcel Breuer og Mies van der Rohe og danskeren Mogens Lassen ophævede med deres stålrørsstole den optiske forskel på sæde og understel ved at udforme dem som var de lavet af et eneste stykke stålrør. Storm P. sagde om stålrørsstolene, at "de bliver først rigtig hyggelige, når der kommer varme i rørene".
Og han havde ret, for stolene skulle netop hverken være hyggelige eller gemytlige, hverken bekvemme eller magelige. De skulle bare være smukke, geometriske skulpturer i rummet. De var manifester skrevet i stål og læder. Foruden skønhedens idé var disse elegante, fremskridtsdrukne high-techstole, gennemsyret af frihedens idé, men frihed forstået som bevægelsesfrihed.
Med deres fjedrende stel var disse stålrørsstole slet ikke stole. De var heller ikke siddemaskiner, men snarere affyringsramper for det moderne menneske, som ikke længere er et siddende menneske, men godt på vej til at generobre sit nomadiske urvæsen.

Personer i bevægelse
Da digteren og kulturfilosoffen Ernst Jünger i 1960 rejser spørgsmålet: "Hvor står vi i dag?" slår det ham, at det spørgsmål jo først kan besvares, når vi har besvaret modspørgsmålet: "Står vi i det hele taget?"
Jünger når selv frem til, at mennesket i dag hverken kan opfattes som en stående eller en siddende skabning. Beviset på, at det forholder sig sådan, finder han i kunsten. Hvornår har mennesket sidst været fremstillet som det vellykkede menneske, der hvilede frit i sig selv? Ville det i dag være muligt at rejse statuer af vor tids statsledere, feltherrer eller digtere? Nej, for det ville kræve, at mennesket med rette kunne opfatte sig som verdens metafysiske centrum.
Den klassiske statue, der pryder renæssancens og barokkens pladser, står stille, fastfrosset i sin bevægelse, trukket ud af tiden med sin glatte overflade og ideale fremtoning. Da Rodin laver sine statuer i slutningen af forrige århundrede har de forladt soklen og er på vej gennem livet. Og hos Giacometti har tidens tand gnavet så godt og grundigt i figurerne, at nogle ligner tændstikmænd. Det er vores vilkår at være personer i bevægelse. Vi er skubbet ind i tiden. Jeg bevæger mig, men jeg er ikke selv ophav til bevægelsen. Det er derfor, jeg kan bevæge mig i siddende.
I middelalderen sagde mystikeren Meister Eckhart: "Den som sidder, er i stand til at frembringe klarere ting, end den som går eller står. At sidde betyder ro."
I slutningen af forrige århundrede skrev Friedrich Nietzsche: "At sidde på sin flade røv er at synde mod den hellige ånd. Kun de tanker man har gået sig til har værdi."
Det hedder jo også "tankegang". Nietzsche var i øvrigt inspirationskilde for nogle af dette århundredes største og mest avancerede stolemagere:
I dag sværger mange igen til Meister Eckhart. De råber "stop verden, jeg vil af" og udnævner ro og fordybelse til vor tids luksusgoder.
"Omvend dig!", står der i Johannes Åbenbaring, "så skal du få plads sammen med Jesus på hans trone, hvor du kan sidde til evig tid."
Da det siddende menneske trådte ind i historien - og det skete i slutningen af 1500-tallet - var det med løftet om at få foden under eget bord. Dette løfte er endnu ikke blevet indfriet, derfor er de mest utålmodige nu begyndt at råbe: Omvend dig! Sæt dig ned og lad roen falde på dig.
Der står vi så i dag. Valget synes at stå mellem den ubevægelige Meister Eckhardt og vandringsmanden Nietzsche. Måske skulle vi i stedet trodse alle advarsler og sætte os mellem disse to stole.

*Ovenstående er filosoffen Arno Victor Nielsens tale ved åbningen af Snedkernes Efterårsudstilling i går på Kunstindustrimuseet i Kø-benhavn. Udstillingen kan ses frem til 7. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu