Læsetid: 3 min.

Skandinaviens største filmprojekt

29. maj 1998

Svenskeren Richard Hobert, prisbelønnet af Ingmar Bergman, har påtaget sig at lave syv film om dødssynderne. Det er forløbig blevet til fem stykker, der tegner et skarpt billede af Sverige i 1990'erne

FILM
Richard Hobert er ikke hr. hvemsomhelst blandt svenske filminstruktører. Man kan kalde ham Sveriges udgave af Kieslowski, for så vidt som han laver film i klynger efter bibelske forskrifter og målbevidst forfølger en plan om at give et bredt billede af tingenes tilstand i sit land.
Hele syv bliver det til, når Hobert er færdig om et par - et tal, der svarer til de syv dødssynder. Men ingen af de syv film har en entydig synds-etikette påheftet. "Det med synderne skal være en slags trampolin for fantasien, et stof til videre diskussion om filmene, " siger Hobert.
"Man skal gætte hvilken synd, der hører til den enkelte film, og det kan man også, ud fra en central drivkraft i handlingen, men jeg har ikke sat det skematisk op," siger Hobert.

Bergman-belønnet start
Dødssynds-serien startede mere end lovende med den charmerende Glædeskilden i 1994, der egentlig var en tv-film, men blev blæst op og placeret i biograferne. Og fire film senere har Hobert fået Ingmar Bergman-prisen og en del lokal, omend endnu (?) ikke international anerkendelse.
Glædeskilden, som Ingmar Bergman særlig værdsatte, er en varm, underfundig komedie om tre generationer og nødvendigheden af at finde sine rødder. Og flere af de samme personer går igen i seriens fjerde film, Spring for livet, der i dag har premiere i Grand.
"Jeg skrev i starten syv korte synopser, og den længste var ikke på mere end syv sider. Bare for at se om der var basis for det store projekt. Siden har jeg så udviklet hvert manuskript ét efter ét, som en slags filmsymfoni i syv satser, men med bibeholdelse af den oprindelige kerne-historien," fortæller Hobert.

Tre generationer
Göran Stangertz og Camilla Lundén, der dannede par i Glædeskilden, går igen i alle filmene, nogle gange som hovedpersoner (som i Spring for livet), andre gange placeret ude i periferien. Og fra Glædeskilden til Spring for livet har de forandret sig så radikalt, at det kan være svært at genkende dem.
"Personerne udvikler sig hele tiden fra film til film, men hele bygningens fundament blev lagt i Glædeskilden og centrerer sig om tre generationer: den gamle folkhems-generation, rock-generationen med tyngdepunkt i 1968 og de unge 25-årige, som allerede har mange erfaringer, men også mange huller i deres viden om tingene. Det er disse tre generationer, der går i alle filmene og belyser 1990'ernes tidsånd i Sverige.
Glædeskilden rummer både det tragiske og det komiske. Og det gør de øvrige film også - der er et politisk drama som Spring for livet, en thriller som Hænderne - og så Efterår i Paradis, som nærmest er en komedie."
Richard Hobert har netop færdiggjort film nummer fem i sin serie, Øjet, hvor Lena Endre spiller samme rolle som i Spring for livet, den idealistiske sygeplejerske, der engagerer sig i kampen for Sveriges af myndighederne jagede flygtninge. Men Øjet er en lidenskabelig kærlighedshistorie. "Det bliver et passionsdrama, af en ret ubehagelig og voldsom art", fortæller Lena Endre - en af de mest talentfulde nyere skuespillernavne i skandinavisk film og herhjemme bedst kendt for fremragende præstationer i Bille Augusts Den gode vilje og Jerusalem.

Svensk selvtægt
Hvad angår Spring for livet, så garanterer både Lena Endre og Richard Hobert for dens realisme i skildring af af modstandbevægelsen mod den myndighedernes flygtningepolitik.
"Jeg kender flere instruktører, der er med, og også i kirkekredse og andre steder er der underjordiske hjælpeorganisationer," siger Endre, og Hobert bedyrer, at han nærmest har måttet dæmpe virkelighedens dramatik for at gøre filmen troværdig.
"Jeg kender læger, journalister og teaterfolk, der går sammen om at hjælpe flygtninge i nød, og der er både lokale og landsomspændende netværk. Mange flygtninge må jo leve skjult under usle vilkår, uden at kunne få lægehjælp og ordentlig forplejning. Og atter andre tvinges til at leve i lejre, hvor de passiveres totalt, fordi de ikke må få lov til at arbejde," siger Hobert.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her