Anne-Lise Gabolds opsætning af Euripides' Bakkantinderne er båret af dramatisk holdning, flot scenografi, original stil og en tekst der handler også om lige nu
TEATER
Øjnene er ikke sådan at slippe af med igen. Skuespillerne ser på publikum, når de taler. Mange af dem har hvidsminkede ansigter - andre har andre nuancer. Men øjnene er gjort til det centrale punkt, og ikke kun øjnene men iris. Øjnene har en mandelagtig form, linierne kraftigt optrukket.
Jeg kan ikke afgøre, om der er lagt et farvestof ind på selve øjenæblet, eller om det er den gyldne kvalitet i lyssætningen, der giver illusionen af guld-pupiller. Øjnene er ikke danske og blå, men helt sikkert de øjne man ser på vaser i den græske samling på Glyptoteket.
Historien er Bakkantinderne - den anden nye og danske opsætning af en tekst af Euripides (ca. 485-ca. 405 f.v.t.) i København inden for en måned. Fønikerinderne går fortsat på Det kgl. - Bakkantinderne spiller i Kanonhallen.
På Det kgl. har man valgt at spille i moderne kostymer. Scenografien er en meget stor opgang i et betonbyggeri med affaldssøjler. I Kanonhallen er tonen en ganske anden. Scenografien er et stort bagtæppe og halv snes sidetæpper, der hænger vinkelret på scenen. Lyset giver skiftende farver og dybde. Kostymerne er eksotiske og klassiske - sammensat af en blanding af græske og fjernøstlige elementer. Guldbælter, guldtoner - men også kostymerne i konstant samspil med lyset. Vi har at gøre med professionelle folk, der ved alt om, hvordan man med bevidst enkle midler bygger et teaterrum, der har katedralens alvor.
Vin, dans, sex
Historien: Den androgyne glædens og beruselsens og ekstasens gud, Dionysos (spillet af Puk Scharbau) er ankommet til Theben, hvor han/hun har fået især kvinderne til at gå amok. De følger ham/hende i begejstrede flokke, hengiver sig til vin, dans og sex.
Den strenge, afholdende kong Penteus (Bo Carlsson) føler, at magten er ved at glide ham af hænde, og han tager kampen op. Men hvordan tager et menneske kampen op mod en gud? Og det bliver ikke spor nemmere af, at guden har valgt at antage menneskeskikkelse.
Konflikten mellem det løsslupne og det målrettede, mellem anarki og disciplin, mellem kultur og natur, mellem mand og kvinde eller skal vi sige det mandlige og det kvindelige - den kræver sine ofre. Da det er en græsk tragedie, er der hverken sparet på blod eller gys. Men det er ikke en konflikt der kan bilægges hverken ved mægling eller folkeafstemning.
Som alle store myter bærer også Bakkantinderne mange historier i sig. Stykket handler i hvert fald om angsten for det fremmede, som også er en nysgerrighed eller fascination. Ikke en eksotisk problemstilling, men noget der brænder på lige her og nu.
Den handler om dragningen mod og frygten for erotikken: Kong Penteus sniger sig ind på de løsslupne kvinder - han vil se alt det pornografiske, før han slår det ned.
Dionysos arresteres og afhøres af kongen. I spillet mellem den jordiske magt og gudens selvbevidste ro er det svært ikke - gysende - at opleve en forløber for (inspiration til?) en senere konfrontation. Mellem Pilatus og Kristus.
Og Euripides selv? Konflikten i teksten må være hans egen: Hvor eventyrligt, hvor dragende at give sig hen til lasten og ekstasen og det tvekønnede og alt det forbudte - men samtidig: Hvor skræmmende.
Det styrede
Instruktøren Anne-Lise Gabold har i programteksten og i avisinterviews lagt vægt på sin anvendelse af japanske Tadishi Suzukis træningsmetode for skuespillere. Træningsmetoden er der formentlig ikke noget i vejen med - stilbrud heller ikke.
Den orientalsk inspirerede slagtøjsmusik (Lisbeth Diers) er overrumplende rigtig. Jeg er knap så sikker på en scene, hvor vismanden Teiresias (Kim Nørrevig) og den forhenværende konge (Hans Henrik Voetmann) pludselig tumler ind på scenen som et par landsbyklovner fra et klassisk japansk træsnit. Det er muligt Anne-Lise Gabolds forestilling er en hyldest til kunsten og det irrationelle, men det er nu kunsten og det styrede, der er styrken og fascinationen i hendes udgave af Bakkantinderne.
Dramatisk holdning
Det hører til sjældenhederne at se en forestilling, der i den grad er baseret på en ide og en original stil (ikke efterligning, ikke rendyrkning af klicheer) - det hører afgjort til sjældenhederne at se en forestilling, der i den grad er båret frem af en dramatisk holdning og af en skønhed, der både ligger i det scenografiske udtryk, men også kommer indefra, ikke så meget fra den enkelte skuespiller, men fra en fælles indre styrke eller energi, som tydeligt har grebet hele ensemblet og derfor også griber publikum.
*Bakkantinderne. Skuespil af Euripides. Overs. Louis Abildgaard og Anne-Lise Gabold. Instr.: Anne-Lise Gabold. Scenografi og kostymer: Lene de Fine Licht. Lysdesign: Peter Glatz. Kanonhallen. T.o.m. 4. juni
