Analyse
Læsetid: 5 min.

Smuk lov - grim indpakning

2. maj 1998

Venstre og de konservative mangler en sidste sukkerbid for at sluge integrations- og udlændingeloven. Det er en god lov i en grim indpakning

Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) fik som eneste opgave, da han sidste år afløste Birte Weiss på den fornemme post, at skabe en udlændingelov, der kunne tilfredsstille de blodhungrende horder i det socialdemokratiske bagland.
Thorkild Simonsen var almindelig anerkendt som strammer dengang.
Det blev til en lang og sej kamp internt i regeringen før det nuværende forslag til en udlændigelov og integrationslov lå klart. Og undervejs blev strammeren Simonsen mere og mere nuanceret i sin fremstilling af den danske udlændingesituation.
Når kampen mellem V, K og regeringen i forgårs under førstebehandlingen af lovene endte med at dreje sig om en treårs eller en syvårs grænse, så skyldes det såmænd, at den danske udlændingelov i forvejen var og er rigeligt stram og på kanten af de internationale konventioner.
Alle fordomme om Danmark som en flygtningemagnet, et blødsødent slaraffenland for fattigdomsflygtninge, er forlængst blevet underkendt af fakta.
Det udløste blandt andet en underholdende debat fra Folketingets talerstol i går, hvor den radikale flygtningeordfører Henrik Svane forsvarede lovens tangering af de internationale konventioner.
"Det er endnu ikke bevist, at den nye lov bryder nogen konventioner," sagde Henrik Svane - som et forsvar for loven.
Der er med andre ord strammet op i en grad, hvor det er definitionsspørgsmål og juridiske udlægninger, der afgører, om Danmark er gået et skridt for langt eller ej.
Grænsen for, hvornår den midlertidige opholdstilladelse hører op, er et mindre vigtigt punkt i den samlede udlændingelov, men samtidig det sidste sted, hvor V og K kan markere en strammere udlændingelinie end regeringen.
Først efter syv år skal en flygtning have garanti for, at han eller hun ikke udvises. Det er V og K's vision, og partierne begrunder det med, at Danmark ikke skal udvikle sig til et indvandringsland.
I dag er grænsen tre år.
Men det nyskabende i Simonsens lovpakke er integrationsloven, og den har intet med stramninger at gøre.
Med integrationsloven bliver der skabt et meget ambitiøst program for indslusning af ud-
lændinge i samfundet.
Det er en lov, der umiddelbart ser ud til at tage højde for gamle fejl og forsømmelser, og som samtidig kigger fremad. Og det er oven i købet en lov, der tager et solidt individuelt udgangspunkt.
En nyankommet flygtning får i tre år en kombination af arbejdstilbud og sprogundervisning.

Det er for det første en erkendelse af, at de halvandet års integration, der hidtil er tilbudt, er for kort tid til at komme ordentligt i gang.
Masser af steder har kommuner, der har fået ansvaret for en flygtning fra Dansk Flygtningehjælp, erkendt, at vedkommende ikke var parat til at stå på egne ben endnu.
Samtidig overgår det samlede ansvar for flygtningens integration til bopælskommunen. Det vil sige, at den myndighed, der har mulighederne for at aktivere og bopælssætte, nu også har ansvaret for flygtningen.
Dansk Flygtningehjælp har ikke kunnet aktivere flygtningene, på samme måde som kommunerne kan aktivere arbejdsløse.
Så at gøre integrationsansvaret til et kommunalt anliggende er formentlig et columbusæg i integrationsbestræbelserne.
Endnu vigtigere er det, at man nu skal kombinere sprogskolen med praktikophold ude i det virkelige liv.

I dag kan en flygtning tilbringe halvandet år på skolebænken uden en realistisk indsigt i, hvordan der egentlig er ude på det danske arbejdsmarked. Det giver en lavere indlæringsmotivation, end når flygtningen til daglig står i praktiske sprogproblemer på en rigtig arbejdsplads blandt rigtige kolleger.
Det er også fantastisk vigtigt, at flygtningen kommer i kontakt med det civile Danmark, i stedet for blot at have nogle få danske kontakter i flygtningehjælpen og på sprogskolen.
Og endelig bliver integrationen også tilbudt til indvandrere, for eksempel familiesammmenførte, der hidtil ikke har fået nogen hjælp til at komme ind i det danske samfund. De skitserede ændringer er et visionært nybrud i integrationspolitikken.
Det visionære er behæftet med en stribe af ubehagligheder, hvoraf visse kan siges at have et formål og andre ikke.

Den første ubehagelighed er bopælspligten for flygtninge, der bliver placeret. Det virker ikke rart at stavnsbinde mennesker. Men pointen, at man dermed giver en kommune en ordentlig basis for at sætte skub i integrationen, og at man måske får løst op for ghetto-dannelsen, begrunder delvist stavnsbåndet.
Uden at gøre det rarere.
Værre er det med integrationsydelsen. Flygtningen under integration skal have en speciel og en særlig lav ydelse. Det er selvfølgelig befriende, at flygtningene dermed er ude af det sociale system. Men det er samtidig et nidsk signal at sende.
De rigtig grimme ændringer ligger på udlændigeloven. For eksempel skal retskravet på familiesammenføring med forældre over 60 år fjernes. Og det bliver forbudt for en asylansøger, hvis sag behandles, at indgå ægteskab.
Ideen med et forbud mod arrangerede ægteskaber er et rent regeringssignal om despekt for indvandrere, for i praksis kan det ikke håndhæves.
Og sådan er der andre små signaler. Heldigvis uden større praktisk betydning, og desværre med i lovene for at fodre et stramnings-ønske.
Under førstebehandlingen af lovene torsdag tegnede der sig et billede af et forlig om både udlændige- og integrationslovene.
Grænsen på syv eller tre år er det første problem. Og her foreslog flere politikere at hæve grænsen med et eller to år - og derefter regne tiden med, hvor flygtningen har fået sin asylansøgning behandlet.
Sådan en løsning kunne give folk, der har ventet to år i Røde Kors-systemet på at få tildelt asyl, en hurtigere opholdstilladelse end i dag. Folk der har siddet ganske kort tid og ventet på asyl, til gengæld lidt længere.

Det andet problem er et konservativt ønske om at skaffe flere penge til de rigeste kommuner. Det koster mange, mange flere penge at skaffe en bolig til en flygtning i Gentofte, end det gør i kommuner med masser af socialt boligbyggeri. Derfor vil de konservative have, at staten dækker alle udgifter til bolig - så kommunerne i Whisky-bæltet ikke belastes økonomisk.
I forvejen ville staten give penge til kommunerne for hver flygtning, men en fast takst.
Det er derfor en ganske lille indrømmelse fra regeringens side, hvis den giver sig her.
Og det kan være det nødvendige figenblad for at få de konservative stemmer i hus.
Det ville være en befrielse at få V og K ombord i en trods alt spiselig udlændinge- og integrationslov.
Den politiske front i udlændingepolitikken ville så igen gå imellem Dansk Folkeparti og det store flertal i Folketinget. Og dér bør fronten gå.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her