Læsetid: 6 min.

Snehvide og søster-modernismen

12. maj 1998

Ebba Witt-Brattströms nye tolkning af Edith Södergrans digtning kan ikke stå alene, men må forstås som modsætningstænkning til litteraturforskningens fordomsfulde patriarkat

TILLÆG (2. SEKTION side 12)
Den finlandsvenske lyriker Edith Södergrans litterære ry er stort og uomtvisteligt, men ikke entydigt. Der er noget æggende gådefuldt over hendes skikkelse, selv om hendes livsløb er relativt grundigt eksponeret af forskningen. Hun er genstand for både lidenskabelig dyrkelse og store forbehold. Hendes sprog er suggestivt, betagende i sine overraskende kast mellem ophøjet og profant. Den sublime jeg-følelse er hysterisk, hvis man tager den bogstaveligt, humoren svær at få øje på mellem alle de retoriske rekvisitter, men hendes greb er stærkt, og versene sætter deres klomærker i en. Det er en digtning på liv og død.
Hendes liv blev kort, kun 31 år opnåede hun, før tuberkulosen gjorde ende på det 1923. I de produktive år levede hun sammen med sin mor en nærmest isoleret tilværelse i Raivola på det karelske næs, i et stilhedens centrum af et europæisk kaos af krig, revolution, borgerkrig, idékamp, kunstnerisk modernisme.
Hendes poesi er indgangsportalen til den skandinaviske modernisme med Dikter (1916), Septemberlyran (1918), Rosenaltaret (1918), Framtidens skugga (1920) samt den posthume Landet som icke är (1925). I Danmark mærkes den direkte indflydelse først i 1930'erne hos Gustaf Munch-Petersen og Bodil Bech, i Sverige ved samme tid og især i det modernistiske 'fyrtiotal'. Samlingen fra 1918 gav hun nogle indledende bemærkninger, berømte og berygtede: "At min digtning er poesi kan ingen benægte, at det er vers vil jeg ikke påstå. Jeg har forsøgt at bringe visse modstræbende digte ind under en rytme og har derved opdaget at jeg kun besidder ordets og billedets magt i fuld frihed, dvs. på rytmens bekostning. Mine digte skal tages for skødesløse håndtegninger. Hvad indholdet angår, lader jeg mit instinkt opbygge hvad mit intellekt afventende iagttager. Min selvsikkerhed beror på at jeg har opdaget mine dimensioner. Det anstår mig ikke at gøre mig mindre end jeg er."

Undgå mytedannelse
Hun gav selve begrebet lyrik et nyt indhold! siger Bengt Holmqvist i sin fortrinlige Modern finlandssvensk litteratur (1951) i det grundige kapitel om hende. Mennesket og digteren er ét. Men det er nødvendigt at holde den personlige manifestation og den kunstneriske gennemførelse adskilt, selv om de forudsætter hinanden. Men identiske er de ikke. Distinktionen mellem psykologi og æstetik må respekteres for at undgå mytedannelse. Digte kan ikke bruges som belæg for biografiske forhold, ligesom biografien ikke forklarer poesien.
Det er der desværre ellers mange eksempler på i Södergran-forskningen, mener Ebba Witt-Brattström i sin nyudkomne bog om Ediths jag. Edith Södergran och modernismens födelse (Norstedts, 350 s. 250 Skr.). Især som mændene har bedrevet den. Hun har rettet denne såre polemiske studie mod den beklumrede biografiske tolkningstradition, der presser teksterne til at afbilde en patologisk, kærlighedsfrustreret skikkelse, barnligt spontan, hvis digte er kompensationshandlinger. Södergrans jeg er tværtimod et fiktivt, litterært jeg. Södergrans besværgelse af jeg'et er en nietzscheansk og kvindepolitisk strategi i den hensigt at tage skæbnen i egen hånd og gribe formende ind i verden.
Det er således et metapoetisk, ikke et privat jeg. "Med Södergran fødes det moderne jeg - som kvinde."

Feministisk messianisme
Noget nyt i Witt-Brattströms bog er yderligere den kraftige understregning af den russiske påvirkning, kunstnerisk og intellektuelt, ikke mindst den russiske messianisme. En anden påstand om digteren er derfor, at Södergran skabte modernismens messianisme på nordisk grund.
At den meget velskrivende og velfunderede Ebba Witt-Brattström selv bidrager til en litterær feministisk messianisme, gør, at hendes tolkning ikke kan stå alene og uantastet, men må forstås som modsætningstænkning til litteraturforskningens fordomsfulde patriarkat.
Det er ikke en forudsætningsløs tekstnær læsning, men nærmere en mentalitetshistorisk, der bruger løs af datidens kunst, filosofi, politik som påvirkningsfelt. Og da er det ikke så afgørende, om Edith Södergran nu også har læst og kendt alt det, hun ligner. Det kaldes en 'som om'-metode. Og den forsager i øvrigt slet ikke det biografiske stof, som jo viser veje ind i tidens ånd.

Højstemt og ironisk
Edith Södergran blev født i Sankt Petersborg 1892 som datter af en mekaniker fra Österbotten og en velhavende støberiejers datter fra Bjärnå. De købte en storvilla i den finske grænseby Raivola, men flyttede frem og tilbage, og Edith kom i den tyske St. Petrischule i storfyrstendømmets hovedstad. Faderen døde af tuberkulose, en sygdom som også datteren fik konstateret 1909, hvor skolegangen måtte afbrydes.
Ebba Witt-Brattström har udgivet et udvalg af Vaxdukshäftet (Norstedts, 88 s. 187 Skr., komplet i Edith Södergran: Samlade skrifter 1, 1990), væsentlig tyske, enkelte russisk- og svensksprogede digte af den unge Södergran, tanker og stemninger og portrætter, højstemte og ironiske nok til at forvirre forskere. Nu afmystificeres de af indlederen som grundlag for større sjælerystelser og forelskelser. Det er en øvebog i tidens stilarter og en dokumentation for pigens voksende og sprogkyndige horisont. Hun blev opdraget på tre sprog og kom til at beherske syv. Valgte det svenske modersmål som digtersprog.
Det var som antydet en velhavende familie, der først tabte formuen i russiske aktier under revolutionen. Det blev i årene 1911-14 til sanatorieliv, særlig i det svejtsiske Davos, hvor de blev en del af Zauberberg-kulturen, og den højt dannede 'professorinde' med datter gjorde lykke. Også moderen var på sin vis en digter.
Og datteren var på vej i Voksdugshæftet:

Mot doktor Axels kalla blod
Och allt för stora övermod
Får ingen protestera,
Han håller oss med
jernhand,
Men när han reser bort
ibland
får dr Paul grassera.

Og vejen er lang fra disse jamber, der giver en dansk læser associationer til Peters Jul, og til finlandssvensk modernisme. Men den var snart gået.

Mødet med Nietzsche
Der var mødet med Zarathustra og bjergene. Nietzsche og den potenserede jeg-følelses overmenneske. Også et kroppens jeg. En ny rum-oplevelse.
Nietzsche blev et konstant faderbillede, kontinuiteten og identiteten i forfatterskabet, som Ebba Witt-Brattström vil fastholde i dets principielle karakter, mere end i dets udviklingshistorie. Kaldstanken som den nye kvinde støttedes af inspirationer fra Else Lasker-Schüler, Elisabeth Dauthendey og Lou Salomé, ligesom alliancen med hendes første forstående læser, den hjemlige kritiker Hagar Olsson, stimulerede søster-digtningen. Søster-modernismen - til forskel fra den rigssvenske 'broder-modernisme' i trediverne, siger Witt-Brattström maliciøst. Den udgivne brevveksling mellem de to kvinder, Hagar Olsson og Edith Södergran, kalder hun uden videre en roman, en søsterroman, de to skriveres forsøg på at fiktionalisere livet til højere virkelighed.
Derfor handler de sene digte nok om døden, men ikke den truende personlige død. Det drejer sig om en udmærkelse, en selvskabt, egen kunstnerisk verden. Hendes digte taler fra et sted, hvor livet har ophørt at udøve sin tillokkelse.
Dér dukker Snehvide-motivet op. Den skønne døde, der ikke skal opvækkes af en prins, men opstå som poesi gennem en ny gestaltning af kvinden.

Præget af fordomme
At Edith Södergran til sidst udskiftede Nietzsche med Rudolf Steiner som ideal og en art kristendom, vejer ikke så tungt i fremstillingen, ja vejer slet ikke. Prioriteringen af det ny kvindebillede får således karakter af en ny ideologisk mytologisering af forfatterskabet. Frigørende ved sin anderledeshed, men ikke mindre præget af fordomme, der til forskel fra mændenes er uhyre bevidste og tydeligt udtrykt
"Jag är Orfeus. Jag kan sjunga som jag vill./Mig är allt förlåtligt."
Orfeus er hos Edith Södergran naturligvis en kvinde. Det glemmer man som mandlig læser, der tror det er et rolledigt, men altså er et jeg-digt. Det var hendes bedrift som kvinde at skrive sig ind i den orfiske tradition. Hendes fantasiland, Landet som icke är, er stedet for det grandiose kvindelige jeg.
Tager man dette nye forskningsinitiativ som anledning til en genlæsning af Edith Södergrans poesi, vil man nok som jeg få åbnet øjne for særlige sider, finde vejledning til nye tolkninger af enkeltdigte, også opdage en mængde tomgangsretorik, uspiselige forskruelser og tidsbundne kvababbelsessyner, men ikke mindst en underfuld sprogfornyelse, en eksistentiel direkthed, der kommer til sin ret i søsterskabets ånd.
Våra systrar gå i brokiga kläder, skrev Edith Södergran tidligt. Det er så sandt som det er skrevet og nu tolket.

Forvandling
Hvilken stilhed i vinden...
Uendelighedens kys...
Hvor er mit liv forvandlet og blevet stille,
koglende stille...
Lykkelige eventyrprinsesse,
dit hjerte stormer stærkere end oceanets.
Bærer man forgæves et sådant hjerte i sit bryst?
Tid, lyt til min sang!
Synger i helvede de fordømte sådan,
svarer himmelens ekko dem også.
Nej, mit hjerte, du går gennem ilden!
Skræmmer skæbnen ikke min gudeskikkelse?
Lyder lykkens små ånder ikke et vink af min hånd?
Kommer fremtiden ikke, hvis jeg kalder?

September 1918
Fra Rosenaltaret (1919)
Oversat af Torben Brostrøm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu