Læsetid: 7 min.

SOS - svimmelhed og skønlitteratur

12. maj 1998

At læse var billigere end at drikke champagne, og rusen var lige så perlende. Sådan var sommeren med Kunderas bøger. Og ingen tømmermænd

TILLÆG (2. SEKTION side 6)
Det er til at blive svimmel af at tænke på alle de bøger, man har til gode; alle de bøger, som står og venter, alle de bøger, som endnu ikke er oversat til et, for mig, forståeligt sprog, for slet ikke at tale om alle de bøger, som endnu ikke er skrevet.
Svimmel, som når man forfalder til at tænke på universets uendelighed. Og det udvider sig hele tiden. Det er ikke til at håndtere. Og der er ingen søsygepiller, som hjælper.
Normalt er det jo sådan, at man, for alt i verden, vil beskytte sine børn imod ethvert tænkeligt ubehag, inklusive søsyge og svimmelhed. Alligevel hører jeg mig selv, gentagende gange, sige til min ældste søn: "Læs en god bog, min søde ven, i stedet for at sidde der og hænge." Og han er tolv og sikkert igang med sin første eksistentielle svimmelhed, mens han sidder der og glor ud i luften eller ind i tossen. Findes den bog, som kan stoppe hans apati? Findes den bog, som kan stilne universets vokseværk og bringe svimmelheden til ophør? Og hvordan var det nu at være tolv? Måske vidste man dengang, at den ultimative bog ikke findes. Og hånden på hjertet - jeg griber indledningsvis i egen barm - hvor meget læste jeg selv, da jeg var tolv, før jeg fik egen barm at gribe i? Ikke ret meget, må jeg vist indrømme. Godt min søn ikke læser dette!
Jeg fik læst op: De tre musketerer, Greven af Monte Cristo og Onkel Toms hytte. Men var jeg ikke som et galvaniseret rør, som disse bøger passerede lige lukt igennem?
Egentlig tror jeg ikke, jeg havde brug for litteratur dengang. Jeg havde meget mere brug for de historier, som blev fortalt: Historierne om oldemødrene og forfædrene helt tilbage til det var løgn.

Nødvendigheden
Jeg tror, man læser, når man er parat, når behovet melder sig som en nødvendighed. Måske så snart den indledningsvise svimmelhed har fortaget sig, og den første brådsø er overstået, så stikker man hovedet oven vande og ser, at man ikke druknede denne gang.
Jeg var 13 1/2, da jeg læste Tabte horisonter og knap 15 da jeg læste Love Story. Jeg græd og fandt senere hen ud af, at forfatteren også havde grædt, da han skrev slutningen - vidunderligt! Lige hvad jeg havde brug for. Jeg må have læst andre bøger i min tidlige ungdom, det står mig ikke helt klart. Det er nok heller ikke så væsentligt, hvor mange bøger, man har læst; udnyttelsesgraden er væsentlig.
Men så kom det store skred. Den ultimative bog var fundet, mente vi. Min veninde havde læst den først og tog navneforandring, og hedder stadig Anna: Vi læste Anna Karenina. Jeg kan nærmest ikke huske, at jeg læste nogen anden bog i to-tre år. Det var et sus og en sorg; en ny svimmelhed. Vi diskuterede, om han nu ikke var lidt hård, Vronskij, og om vi kunne være blevet forelskede i Ljovin. Vi klædte os ud og skiftedes til at være Anna i Balscenen. Vi havde hårdt brug for den bog, også fordi vi ikke helt kunne nå den, det var ligesom om dens inderste kerne undveg os. Vi stod på tæer og læste Anna Karenina, og det er én af de bøger, man vokser med, og som vokser med én - hele tiden et hoved højere, og det er én af de bøger, som vil være meget slidt, når jeg engang stiller balskoene.
Raskolnikov har jeg kun læst en gang. Jeg tør simpelthen ikke læse den igen. Mere er der vist ikke at sige om dén bog, som måske er den bedste bog, jeg til dato har læst.

Letheden
Så kom turen til Alexandriakvartetten. Aldrig havde jeg dog læst noget så skønt - men det var dengang, og jeg tror ikke, den holder til en genlæsning. Men den var rasende raffineret og dejlig dekadent, helt igennem præget af ulidelig lethed; en kombination af ord, en tilstand, som ikke var opfundet, da jeg var tyve, men som fik os alle til at lette år senere. Ikke tilfældigt, at det var Kundera, som lancerede begrebet.
Det var billigere end at drikke champagne, og rusen var lige så perlende. Sådan var sommeren med Kunderas bøger. Og ingen tømmermænd.
Et sted i Udødeligheden siger han selv, at den gode bog ikke lader sig genfortælle - den fordufter. Og jeg kan huske, at jeg, da jeg læste det, tænkte: Her har vi en forfatter som, i sandhed, forstår at gøre en poetik ud af nødvendigheden. Samtidig må jeg sige: Skam få den, som taler ilde om Kundera, jeg skal ialtfald være den sidste til at lade hånt om champagne!

Tålmodigheden
Det var nærmest som at blive kørt over af et tog - orientekspressen. Jeg døde ikke af det, som Anna Karenina, jeg glemte bare at flytte mig, da Nordbrandts digte kom for fuld tryk.
Det var mødet med paradokset og arabesken, med form og rytme, humor og smerte; som et svirp. Og også her: Det jeg læste kunne ikke fanges med de bare næver, det undveg mig på den mest raffinerede måde, samtidig med at jeg var ramt. Ode til blæksprutten, Opbrud og ankomster og Forsvar for vinden under døren var, for mig, introduktionen til lyrikken, til den søde smerte, den svirpende svimmelhed, sanseligheden som findes netop i digtningen:

En dans på gløder er dette liv
under forårets høje blå
himmel.
Kun disse fire linier holder
mig
tilbage fra at kaste mig ud
i den.

Nu kunne jeg læse Emily Dickinson, Edith Södergran og Inger Christensen - gudskelov. Nu kunne jeg læse Konstantinos Kavafis - naturligvis - og Zbigniew Herbert.
Nordbrandts lyrik åbnede for Haiku digtning og Sufi historier, og for Samuel Becketts absurdisme.
Poesien er i sit væsen inddampet og kan derfor ikke læses i samme mængde som prosa. Og jeg tror, at når folk siger, at de ikke kan læse digte, så er det, fordi de tror, at man kan suge sig ned i sofahjørnet og tyre en digtsamling før sengetid. Det kan man ikke. Lyrik kræver en vis form for mådehold og disciplin, lyrik kræver også tålmodighed, modenhed, hvad ved jeg? Men jeg ved ialtfald at jeg, efter mødet med lyrikken, blev lidt anderledes, jeg blev ialtfald en anden læser. Og prosa læser jeg nu med en anden sans for rytme og puls end før orientekspressen.

Større end én selv
Her er Knut Hamsun uforlignelig, hvad angår rytme. Hans store romaner har fortællerens puls, mundtlighedens flow, samtidig med at de er gennemlyst af formsans. På det formmæssige plan er Hamsuns romaner suveræne, og som han kan fortælle! I Sult, hans første bog, er han langt mere moderne i sin stil, end han bliver senere, men læs Benoni eller Landstrykere og se, hvad mesteren kan, det lader sig ikke beskrive i en causerende artikel med tyve forfattere i luften på en gang. Læs selv - og gør det!
Min søn har nok ret i sin antagelse af, at den ultimative bog ikke findes, der har været tidspunkter undervejs, læseoplevelser, som har forledt mig til at tro det. Men den store litteratur findes. Inger Christensen burde have Copy-Dan penge, hver gang man konstaterer at noget findes. Den store litteratur farver vores sprog og giver sproget nye facetter og en anden klangbund. De store læseoplevelser findes, og er de først kommet ind i vores liv, vil de for altid stå som fyrtårne og lyse i mørket, som pejlemærker og muligheder for at gennemleve faser på forskellige livsniveauer. Vi bliver ved med at få noget nyt ud af de bøger, som vi læser igen og igen. De store bøger er hele tiden klogere end deres læser.
Knut Hamsun siger et sted, at et menneske må være lite gran større end sin skæbne. Og det får mig til at tænke, med taknemmelighed på de mange bøger, jeg har læst, som var større end mig. Den store læseoplevelse er dén, hvor litteraturen er større end læseren.
Her i begyndelsen af april havde jeg en samtale med Suzanne Brøgger på Café Bankeråt i København, en samtale under fire øjne udsat for publikum. Efter samtalen var der mulighed for at publikum kunne stille spørgsmål til mig - heldigvis også til Suzanne Brøgger. Det var spørgsmål om passion og længsel, og om kærligheden var mulig. Jeg var helt svedt, og da det var overstået, måtte jeg indrømme overfor den ældre og erfarne forfatterinde, at jeg jo ikke var ekspert i kærlighed og parforhold, bare fordi jeg har skrevet en lidenskabelig roman. "Nej man oplever faktisk som forfatter," sagde hun, "at bogen er klogere end én selv."
Det er til at blive svimmel af.

*Digtet af Henrik Nordbrandt hedder "Erindring om Denizli" og står i Ode til blæksprutten (Gyldendal, 1975, 2.udg. 1995)

Gennembrud fra debut'en
Iselin C. Hermann, har i mange år været kendt af mange forfattere og billedkunstnere som aktivt faktotum på det lille, men kvalitetsbevidste Brøndums Forlag i Nansensgade. Dette forår blev hun selv forfatter, og sjældent er en debutbog blevet så godt modtaget af både anmeldere og læsere som brevromanen Prioritaire om kvinden Delphine Hav, der indleder en korrespondence med en fransk maler, hvis værker har gjort et stort indtryk på hende. Bogen er udkommet på forlaget Munksgaard/Rosinante. Iselin C. Hermann har på Informations opfordring reflekteret over sit forhold til bøger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu