Læsetid: 4 min.

Som i et spejl

15. maj 1998

Ingolf Gabold debuterer med en indforstået kommentar til Lacan i romanform. Den handler (vistnok) om de frygteligt stærke døde og det nødvendige møde med kaos

ROMAN
Forsiden af Ingolf Gabolds debutroman viser et udsnit af et maleri af Hieronymus Bosch. En ung kvinde er i centrum. Hun har lukkede øjne og lidende, åben mund. Hun er synlig og nøgen til midjen, og på hendes hoved hviler en terning, tilfældighedens symbol.
Omkring hende er asymmetri, opbrud og kaos. Det vrimler med dyr, mennesker og noget, der både er dyr og mennesker, ansigter fulde af rædsel eller rolige som bag en hinde. Noget tyder på, at grave bliver revet op.
Den irske lyriker, William Butler Yeats er ofte citeret for linjer, der kunne ledsage
Boschs billede: "Things fall apart, the center cannot hold / mere anarchy is loosed upon the world".
Med dette Bosch-billede er der slået an. Romanens fortæller og hovedperson, Maria Davidsen, kunne godt være den unge kvinde hos Bosch, for hun både oplever og bliver årsag til kaos. Romanen er konstrueret som et omfattende spejlkabinet. Den består af to lag, sat med hver sin skrifttype. Det ene lag består af Marias dagbogsnoter, det andet er kapitler af den roman, hun skriver på.
Denne roman i romanen handler om Jonas Fischer, psykiater med et brudt ægteskab bag sig og med temmelig nedskrevne forventninger til alt, hvad tilværelsen kan rumme ud over gode cigarer og god, meget god mad, meget god drikke og musik, som kan nydes i ensomhed. Også Jonas ser vi indefra, han refererer oplevelser, han reflekterer - altsammen som om også han skrev på en kontinuerlig dagbog.
I Jonas' liv lader Maria på et tidspunkt sig selv skrive ind, da hun lader de to mødes på Prado-museet i Madrid. Forresten har Jonas en bog i bagagen, Terningemanden, såmænd. Og Maria belærer ham om, at der ingen faste regler findes, eller at reglerne bestemmes så tilfældigt, som når en terning kastes - eller, værre endnu, måske først bagefter.
Og for at blive hos Bosch: Grave bliver revet op: Der er Marias afdøde søster, Therese, et monster af fransk semiologi og litteraturvidenskabelig tjekkethed med succes-karriere på en fransk avis. Der er Jonas' alkoholiserede mor og hans tyran af en direktørfar - som ikke helt tilfærdigt faldt ned ad en trappe. Der er Marias mor, samekvinden Siri, som endte med at begå selvmord. Og så dem, der ikke er rigtigt døde, men uudryddelige skikkelser i bevidstheden: Jonas' eks-kone, Marias eks-mand...

Systematisk
Hvis det lyder konstrueret og indviklet, er det fordi det er det. Og at det ikke bare er konstrueret og indviklet, men konstrueret med system, det får man færten af med henvisningerne til semiologien.
Her er Lacan og Luce Irigaray, fallokrati, imaginære, symbolske og reelle ordener altsammen en del af diskursen. Romanens indviklede spejlkabinet kan, aner man, give en særlig mening netop som en Lacan-kommentar i fiktiv form.
Det er store krav at stille til læseren. Og skal de honoreres, må der lokkes. Med sprog, følelse, oplevelse-liv. Den balance imellem konstruktion og sprog, mellem reflektion og oplevelse, mellem personer og filosofi er det, romanen har store problemer med. Det hele undgår ikke en let dis af mondænitet. Der er internationale miljøer, gang i plastickortene, referencerammer til billedkunst, politik, musik og psykoanalyse.
Men det er ikke stoffet, der afsætter en dis af distance, det er en fortælleteknik, som lader både Jonas og Maria være referenter i deres eget liv. Indforståede med sig selv. Der foregår sjældent noget i nu'et i denne bog.

Mere tanke end følelse
Marias noter er en roman, som appellerer mere til tanken end til følelsen, og som derfor får den professionelle læser til at reagere helt modsat den tænkemåde, som må være tilsigtet:
Nemlig at gribe fat i hele analyseapparatet og nærmest klynge sig til en slutning, hvor forfatteren tydeligt signalerer, hvad det (i hvert fald) har handlet om: At få de frygteligt stærke døde begravet, så og livet kan gå leves.
Så kærligheden mellem Maria og den unge Antoine (døde faster Thereses unge søn) kan få lov at folde sig ud. At nå til et punkt, hvor det ikke behøver at være kaos og død, hvis reglerne afgøres af et terningkast, eller endda først efter det.
Som læser får man lyst til at skubbe hele det semiologiske apparat langt væk og give plads til den fortæller, som sjældent får lov at stikke frem.
Gabold kan - forklædt som Maria, der fortæller om Jonas - være perfidt morsom, energisk iagttagende. Der er liv i den kyniske inderkreds historier blandt psykiaterne, og der er sprog i aggressiviteten overfor den konservative Skodsborg-direktør-far. Den lidt trætte, midaldrende nyder, som gerne ville noget mere, men ikke tør, er måske ikke så eksotisk i den danske litterære urtegård, men ham kan Gabold.
Meget bedre end han kan den Maria, som han (muligvis?) har alt for meget respekt for. Der er mindelser om Peter Høegs frøken Smilla i denne journalistpige med den hæse stemme, som har en samisk kvinde som mor, ligner en vietnameser og oplever indbrud af en anden virkelighed, bundet til kroppen fra tider og steder, hun aldrig har været.
På romanens overflade (hvis en sådan findes!) er det tydeligvis hendes oplevelsesverden, som har udfordret Gabold - og som skræmmer og drager psykiateren Jonas, der har diagnosen grænsepsykose oppe og vende mere end én gang. Smillas sprog har hun ikke, og det er svært at få liv i et væsen, der refererer så meget, reflekterer så meget, og synes at opleve og føle så lidt.
Mens verden går under er der, på Hieronymus Boschs maleri, nogle skikkelser, der ser til med en underlig hinde-agtig ro.
Sådan en hinde udgøres i romanen af det sindrige, lacanianske spejlingsunivers, hvori personerne bliver fjerne og små som bærere af stort tænkte konstruktioner fra grænseområdet mellem psykoanalyse og digtning.

*Ingolf Gabold: Marias noter. Roman. 210 s. 268 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her