Læsetid: 4 min.

Spilleregler anbefales for ministerrådgivere

22. maj 1998

De skal alene være politiske sparringspartnere for ministeren og stå uden for embedsværket, mener udvalget

"Der er intet odiøst i, at ministre vil have særlige politiske rådgivere. Der skal bare være regler for det."
Det fastslår formanden for udvalget om forholdet mellem minister og embedsmænd, Storebæltsdirektør Mogens Bundgaard-Nielsen, ved offentliggørelsen af udvalgets betænkning.
Udvalget foreslår fire regler for ansættelse af politiske rådgivere for ministre:
*Særlige rådgivere bør alene ansættes i ministersekretariatet eller i dertil knyttede stabsfunktioner.
*Særlige rådgivere må ikke have instruktionsbeføjelser over for det faste embedsværk.
*Særlige rådgivere bør ansættes tidsbegrænset og i øvrigt på overenskomstmæssige vilkår.
*Opslagsreglerne bør følges ved ansættelsen af særlige rådgivere.

Hvor bogstaveligt?
På pressemødet ved forelæggelsen af betænkningen spredte udvalgsformanden og to tilstedeværende udvalgsmedlemmer, professorerne, dr. jur. Jens Peter Christensen, Århus, og lic. adm. pol. Tim Knudsen, København, dog tvivl om, hvor bogstaveligt udvalgets forslag skulle forstås.
Adspurgt om en ministers politiske rådgiver skulle kunne gå direkte til en kontorchef og bestille et notat, nåede de tre frem til, at det kunne en rådgiver godt, "for det ville jo ske på ministerens vegne."
"Bare der ikke skabes tvivl om kommandovejen, er det ok," tilføjede Bundgaard-Nielsen.
På spørgsmålet om det ville være muligt at få kvalificerede rådgivere ved offentligt opslag, svarede Jens Peter Christensen: "Der er jo intet til hinder for, at ministeren på forhånd beder den, han vil have, om at søge, og så tager ham bagefter."
Mogens Bundgaard-Nielsen supplerede: "Det, vi ønsker, er bare åbenhed. Man skal kunne se: Nu sker der noget."

Hvor mange i dag?
- Hvor mange særlige politiske rådgivere er der i dag i centraladministrationen?
"Det har selvfølgelig ligget i vores baghovede," sagde Bundgaard-Nielsen, "men det er ikke muligt at sætte tal på. For der er en gråzone. Bare fordi nogen siger, det er en politisk ansættelse, behøver det jo ikke at være det."
Tim Knudsen henviste til, at påstande om politiske ansættelser ikke er noget nyt, men har forekommet altid i centraladministrationens historie.
Udvalget kunne heller ikke give et tal på, hvor mange politiske rådgivere udvalget forestiller sig, hver minister ansætter i fremtiden.
"Nul, én, to, tre," sagde Bundgaard-Nielsen. "Det afhænger af ministeren. Men det er vigtigt, at det ikke bliver så mange, at de lukker ministeren inde."
Udvalget ville ikke give anvisninger på, hvordan dets betænkning skal følges op af politikerne:
"Nu har vi sendt den til finansministeren," sagde Mogens Bundgaard-Nielsen. "Og han sender den sikkert til Folketinget. Så er det op til politikerne, hvad der skal ske."
Jens Peter Christensen betonede, at udvalgets forslag ikke kræver særlig lovgivning:
"De kan gennemføres inden for rammerne af den bestående lovgivning."
I sin betænkning understreger udvalget, at særlige politiske rådgivere for ministrene skal kunne hentes både inden for og uden for embedsværket og med eller uden hensyntagen til partipolitisk tilhørsforhold.
Udvalget oplyser, at dets høring af politikere "ikke giver grundlag for den konklusion, at der er noget ønske om statssekretærer eller lignede i Danmark."
Udvalget tilføjer: "Mange af de opgaver, der i andre lande varetages af statssekretærer, er i Danmark integreret i den brede ministerbetjening, som udøves af departementscheferne og det øvrige embedsværk."
Om det nuværende antal af særlige politiske rådgivere for ministrene skriver udvalget i betænkningen:
"Der kan næppe iagttages væsentlige ændringer over tid, men der har sandsynligvis fundet en mindre stigning sted i 1980'erne og 90'erne. Det danske system er dog historisk og i dag kendetegnet ved, at det er ganske få personer, som rekrutteres i kraft af deres partipolitiske baggrund."

Mere politiseret
I sin betænkning tegner udvalget et billede af en centraladministration, der i løbet af de sidste 30 år er blevet stadigt mere inddraget i den politiske del af ministerens arbejde. Det hedder således:
"Oplysningerne fra den nuværende gruppe af departementchefer viser, at departementscheferne i dag går tæt ind i politisk-taktiske spørgsmål. Departementscheferne rådgiver således om form og timing ved lancering af politiske tiltag og om, hvordan ministerens politik bedst kan fremmes i relation til forfskellige aktører i det politiske system. Godt halvdelen af departementscheferne rådgiver endvidere om, hvordan ministerens politik bedst kan fremmes i ministerens parti."
Denne udvikling og den øgede oprustning af ministersekretariaterne, blandt andet med 'informationsmedarbejdere' "har bidraget til at imødekomme de krav til bedre bistand og øget rådgivning, som ministrene har haft," skriver udvalget.

Lille rejst pegefinger
På ét punkt "rejser udvalget en lille pegefinger," som Bundgaard-Nielsen udtrykte det. Det drejer sig om embedsmændenes deltagelse i de samråd, som folketingsudvalgene afholder med ministeren.
Her findes betænkningens mest kritiske afsnit:
"Det er udvalgets vurdering, at det kan have nogle uheldige konsekvenser, at embedsmænd i stigende omfang ledsager i ministeren i samråd. Udvalget finder især anledning til at fremhæve, at embedsmænd, hvis de varetager en rolle, som går ud over at tage notater til ministeren og ministeriets brug eller at svare på opklarende spørgsmål fra ministeren, i samråd kan blive inddraget i et politisk spil mellem Folketinget og ministeren og dermed blive afkrævet svar på spørgsmål, som i deres natur er mere politiske end faktuelle. Dette må særligt ses i relation til, at samråd kan have den funktion at afklare, om der er grundlag for at kritisere ministeren."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her