Analyse
Læsetid: 5 min.

Spillet om Montenegro

16. maj 1998

Dansk diplomatisk initiativ sætter fokus på den lille jugoslaviske delstat Montenegro

Montenegro er ofte blevet opfattet som en operettestat - denne lille bjergstat, hvis fyrste, Nikita, udråbte sig til konge i 1910, men som efter Første Verdenskrig blev annekteret af det serbisk ledede jugoslaviske kongedømme. Etnisk anses montenegrinerne egentlig som en del af det serbiske folk, men alligevel betragter de sig som noget særligt. Og Montenegro var det første af de tyrkisk-besatte kristne områder på Balkan, som gjorde sig selvstændigt, allerede omkring år 1700. Derfor er der meget stærke frihedstraditioner i det lille land, som er mindre end halvt så stort som Jylland og kun har godt 600.000 indbyggere.
I Titos Jugoslavien var montenegrinerne de mest oppositionelle, kommunistiske og russiskvenlige - de var de eneste, som stemte imod, at Tito skulle være præsident på livstid - af principielle grunde. Ledelsen i hovedstaden Titograd, nu Podgorica, modsatte sig sidst i 1980erne den serbiske præsident Slobodan Milosevics politik, men blev tvunget væk gennem trusler og magtdemonstrationer i januar 1989.
Milosevic indsatte sin egen mand, den unge Momir Bulatovic, som præsident i Montenegro og leder af det lokale socialistparti. Og kuppet i Montenegro banede vejen for Milosevics næste skridt: Ophævelsen af den albansk-dominerede Kosovo-provins' selvstyre i marts 1989.
Fra 1989 til 1997 kunne Milosevic regne med Montenegros støtte. Men i 1997 skiftede den politiske situation i republikken brat: Den hidtidige ministerpræsident, Milo Djukanovic, stillede op som præsidentkandidat mod Bulatovic og vandt. Hans efterfølger som ministerpræsident blev den tidligere indenrigsminister Filip Vujanovic. Der var altså tale om et opgør inden for det herskende socialistparti. Men i realiteten var det et systemskifte. For det nye regime erklærede sig for en mere uafhængig politik i forhold til Beograd og Milosevic, og den styrtede præsident Bulatovics forsøg på ved demonstrationer at hindre sin tidligere partikammerat og nuværende modstanders indsættelse som præsident i Montenegro i januar 1998 slog fejl.

Den nye politiske linie i Podgorica går ud på langt mere gennemgribende økonomiske reformer end dem, som er blevet forsøgt i Serbien, og en væsentlig mere vestvendt politik. Det er blevet noteret med tilfredshed i vesten. Men Montenegro er i forhold til Serbien som David i forhold til Goliath: 600.000 indbyggere mod den serbiske republiks cirka 10 millioner, og et areal på mindre end en sjettedel af Serbiens. Derfor har der været nogen tendens til at overse betydningen af det politiske skift i Montenegro.
Montenegro har godt nok kun en mindre del af medlemmerne af Jugoslaviens føderale parlament. Men i opbygningen af den nye jugoslaviske forbundsstat har det hidtil været reglen, at hvis forbundets præsident var serber, skulle dets ministerpræsident være montenegriner, og omvendt. Det var intet problem, sålænge Milosevic reelt kontrollerede både Serbien og Montenegro. Men det er ændret nu. Derfor har Milosevic en oplagt interesse i at få Bulatovic og hans folk bragt tilbage til magten i Montenegro - ikke mindst i den nuværende, højspændte situation omkring Kosovo.

Det har ikke gjort Djukanovic mere acceptabel for Milosevic, at den montenegrinske præsident den 3. april 1998 fremsatte en erklæring med titlen 'Strategiske initiativer for Forbundsrepublikken Jugoslavien. Grundprincipper for en ny start', hvis erklærede mål er at demonstrere det fælles ansvar, montenegrinerne føler for hele Jugoslaviens fremtid. Erklæringen rummer en skarp kritik af Milosevics politik, både fra et økonomisk, et demokratisk, et udenrigspolitisk og en nationalt synspunkt. Den karakteriseres som en hjerteløs legen med befolkningens tålmodighed. Et af de skridt, som har irriteret Montenegros nuværende ledelse mest, har været den nylige kraftige devaluering af den jugoslaviske dinar, som blev gennemført mod montenegrinernes vilje.
Også i Kosovo-spørgsmålet er Djukanovics og Milosevics synspunkter som ild og vand. Djukanovic mener, at Serbien bør genoprette Kosovos indre selvstyre, selvom han ikke går ind for, at provinsen skulle få republikstatus inden for Jugoslavien, ligesom Montenegro. Og han mener, at international mægling er nødvendig for at få parterne i konflikten til at nå frem til resultater, da de for øjeblikket står for langt fra hinanden. Derfor har han også åbent kritiseret den folkeafstemning, der blev afholdt i Serbien vendt mod international mægling. Og i erklæringen bruger han det drastiske billede, at jugoslaverne befinder sig i et tog, der med rasende fart bevæger sig mod en mur, og hvor deres eneste modtræk hidtil har været at bevæge sig ned gennem toget fra vogn til vogn, til man står i den sidste. I stedet for at standse toget og lade det køre den modsatte vej. "Den retning, vi må bevæge os i, er mod Europa. Mod den udviklede verden," som Djukanovic skriver. Djukanovic og hans regeringschef Vujanovic kan selv henvise til, at der er et godt forhold mellem de etniske grupper i Montenegro (over 20 procent tilhører mindretal, fordelt på muslimer, albanere og kroater), at ministeren for minoriteter er albaner, og at de andre etniske grupper deltager i det politiske liv på lige fod med flertalsbefolkningen. Og på det økonomiske område, at privatisering og omstilling til markedsøkonomi er kommet væsentlig videre i Montenegro end i Serbien. Endvidere understreger de, at Jugoslavien kun kan reddes ved en gennemgribende demokratisering, som samtidig vil være den relevante løsning på de etniske problemer. I nært samarbejde med Europa.
Fra serbisk side beskyldes Djukanovic og hans regering til gengæld for at være en mafiaklike, som har indgået en sammensværgelse med udlandet vendt mod Serbien, for at varetage deres egne snævre og asociale interesser. Djukanovic og Vujanovic udtrykker på deres side montenegrinernes samhørighed med det serbiske folk, men betegner dette som ledet og vildledt af en enkelt mand og kliken omkring ham. På denne måde er banen kridtet op til det næste store livtag: Parlamentsvalget i Montenegro søndag den 31. maj. Det var i denne situation, den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen begav med nogle embedsmænd på en 'fact finding mission' til Montenegro 15.-17. april, med en invitation til den montenegrinske ministerpræsident til at aflægge et genvisit i Danmark. Med helt uventet hast blev dette besøg realiseret allerede i denne uge, og ministerpræsident Vujanovic var ledsaget af hele to af sine ministre.

Det er en særdeles interessant situation: Samtidig med at amerikanerne presser Milosevic til endelig at mødes personligt med Kosovo-albanernes leder Rugova i Beograd, knyttes i København bånd mellem en af EU's mindste medlemsstater og lillebroderen i den jugoslaviske forbundsstat. Man kan dårligt forestille sig en kraftigere opmuntring til Montenegro til at fortsætte sin reformkurs og sine bestræbelser for at dreje serbisk politik ind i et nyt spor.
Der står faktisk meget på spil ved valget den 31. maj. Vinder Djukanovic og Vujanovic, vil Montenegro kunne blive den indre mægler, der kan formidle en anden udgang på Kosovo-konflikten end den, alle frygter: en storkrig. Men det forudsætter tilbageholdenhed i sanktionspolitikken - hvis også Montenegro rammes af udlandets sanktioner, kan det drive republikkens vælgere over i den modsatte lejr og ødelægge den bevægelighed, der er ved at bane sig vej i jugoslavisk politik via de montenegrinske reformpolitikere.
Det er også i dette lys, det danske diplomatiske udspil skal ses: Som et forsøg på at stimulere og styrke de kræfter i det nye Jugoslavien, som ser afgrunden åbne sig for serberne og forsøger at trække i nødbremsen, før toget kører ud over kanten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her