Læsetid: 1 min.

Sportsfolk

29. maj 1998

Kim Vilfort
*Brøndbys veteran, der søndag spiller afskedskamp mod OB, bliver talentchef i Faxe Kondi®-Superligaklubben, hvor den læreruddannede 'Vilf' blandt andet får ansvaret for lektielæsningen hos ynglingene og juniorerne.

Begravet bankekød
*En sydkoreansk boksetræner blev forleden anklaget for at have begravet fem gymnasieelever til halsen, fordi de havde tabt en turnering. Lignende tilfælde vil næppe forekomme i dansk professionel boksning, hvor halsstarrige promotorer sørger for at skaffe tilpas ringe modstandere til de hjemlige nævefægtere.

Tom Whittaker
*Den 49-årige engelskfødte amerikaner har som det første et-benede menneske nået toppen af Mount Everest (8.848 m.o.h.) Dåden bliver ikke mindre af, at Whittaker på vejen op blev ramt af en kredsløbsinfektion.

Knud Erik Fisker
*Den danske fodbolddommer smed Mohammed Al-Daye og Mohammed Al-Khlaiwi ud, da Saudi-Arabien onsdag tabte 0-6 til Norge i Molde. Taberne, der er blandt Danmark VM-modstandere, havde ellers få dage forinden spillet 0-0 mod England på Wembley.

Lance Armstrong
*Den amerikanske cykelrytter, som i år fik comeback efter sin kræftoperation, overraskede alle ved at stå af cyklen efter Paris-Nice i foråret. Forventningerne var, at Armstrong ville droppe karrieren. Men nu melder sportsavisen L'Equipe, at han på ny entrer cyklen. Det sker i Tour du Luxembourg den 11.-14. juni.

Michel Platini
*Eks-landsholdsspilleren er kendt som organisator af fodbold-VM og manden som sikrede, at franskmændene fik langt flere billetter end udenlandske tilskuere. Nu har han dog sørget for, at de udenlandske fans får underholdning udenfor banen. Paris omdannes til en stor festplads dagen før VM starter.

Gianni Bugno
*Den tidligere cykelverdensmester er ikke den mest heldige eller måske populære. Under en etape i giroen fik Bugno et æg i hovedet, som en tilskuer kastede.

Peter Schmeichel
*Tre gange måtte den store målmand hente bolden ud af nettet, da det danske fodboldlandshold i aftes blev udspillet af svenskerne og tabte 0-3 i Malmö. Mere om VM-opvarmningskampen i lørdagsavisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her