Læsetid: 6 min.

Stjernetræf

15. maj 1998

På min anden dag under mit første besøg i Cannes så jeg én film, gik til to pressemøder og så en masse stjerner

CANNES
Som jeg sidder her på mit saunavarme værelse og med et halvt øje følger den franske genudsendelse af stjernernes ankomst til festivalpalæets røde løber, forekommer det hele egentlig en smule uvirkeligt. Som journalist og filmkritiker med lyserødt presekort uden gul prik er det mig ikke beskåret at deltage i den grandiose og officielle åbning af festivalen - spørgsmålet er også, om det er interessant eller nødvendigt. Så mens stjernerne, instruktørerne og de øvrige prominente gæster blev rystet sammen til åbningsfilmen, Mike Nichols politiske satire Primary Colors, overværede jeg den første pressevisning af en film fra hovedkonkurrencen, columbianske Victor Gavirias poetiske, men barske La vendedora de rosas/Rosesælgersken.
Det var nu heller ikke ubetinget dårligt, for Primary Colors så jeg allerede inden afrejsen fra Danmark, og Gavirias ganske bevægende beretning om gadebørn i Medellin faktisk tager sit udgangspunkt i H.C. Andersens berømte eventyr Den lille pige med svovlstikkerne.
At starte sin første filmfestival ved den solbeskinnede riviera - livet ved siden af livet - med en film med dansk islæt er egentlig ganske passende.
Ligesom det trøster at tænke på de to danske dogmefilm i konkurrencen og alle de danske pressemiddage, som de forskellige danske filmselskaber afholder hernede, så tilfredsstillede Rosesælgersken min hjemve på om ikke en behagelig, så i hvert fald betryggende vis.
H.C. Andersen - og dermed vi øvrige danskere - har ikke levet forgæves. Selv i det hårde miljø i slumkvartererne i Medellin slår han igennem. Gavirias film er kun en af adskillige sydamerikanske konkurrencedeltagere, og den kommer jeg til at vende tilbage til i en senere artikel.

Emma, John og Mike
Men andendagen startede heller ikke dårligt, for efter pressekørslen af Primary Colors onsdag morgen var det tid til at 'møde' filmens instruktør, Mike Nichols, og tre af skuespillerne, John Travolta, en aldeles veloplagt Emma Thompson og den lidt mere ukendte Adrian Lester, og som en bonusgevinst, forfatteren af den kontroversielle bog, der ligger til grund for den vittige og meget velspillede film, journalisten og forfatteren Joe Klein.
Primary Colors handler kort fortalt om guvernørægteparret Jack og Susan Stanton (Travolta og Thompson), der sætter alle deres kræfter ind på at få Jack valgt til præsident.
Film og bog er løseligt baseret på de virkelige begivenheder omkring præsident Clintons første valgkampagne i 1992. En kampagne
Klein dækkede for Newsweek, hvilket gav ham en dyb indsigt i både de politiske og især personlige forhold omkring det kommende præsidentpar.
Klein skrev bogen under pseudonymet Anonymous og fik fremragende anmeldelser, men da han blev afsløret som forfatteren, vakte det vrede blandt hans kolleger, som mente, at han havde brudt adskillige af de presseetiske regler.
På pressemødet hævdede Klein, at han ikke fortrød noget, men man fornemmede alligevel en vis fortrydelse bag de postitve ord, som måske har noget at gøre med, at han siden har forladt (ufrivilligt måske) Newsweek, siden han blev afsløret som bogens forfatter.
Tillige fik filmen forrygende anmeldelser i USA ved premieren, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse de daglige udgaver af de store amerikanske filmtidsskrifter Variety, Screen og Hollywood Reproter, som udkommer hernede i anledning af festivalen. Og som genoptrykker deres anmeldelser af Primary Colors.
Og det er en god film, som Mike Nichols har lavet sammen med sin tidligere kone, Elaine May, der har skrevet manuskriptet.
Dialogen er skarp og morsom, og de i vinkling og metode meget forskellige præstationer fra Travolta og Thompson følger dialogen godt til dørs. Men ret beset er det Kathy Bates' film. Hun er simpelthen forrygende i rollen som den lesbiske rådgiver og dustbuster Libby Holden, der forguder Jack og Susan, men tvinges til at tage sin store loyalitet op til revision, efterhånden som fortiden indhenter den alt andet end tro Jack Stanton.
At en så vellykket film ikke også har kunnet tiltrække det store publikum, kan måske undre, og det var da også udgangspunktet for pressemødets første spørgsmål.
Travolta attribuerede situationen til det faktum, at Primary Colors er en politisk film og derfor ikke henvender sig til et alt for bredt publikum. Mike Nichols ville slet ikke svare på selve spørgsmålet og beklagede i stedet, at det overhovedet blev stillet.
Ser man på affæren udefra, kan man - og det har mange kloge hoveder gjort - måske finde årsagen til det lave billetsalg i, at sagen om Clintons udenomsægteskabelige eventyr var på sit højeste, da Primary Colors fik sin amerikanske premiere.
Men nok om den film. Hele det komplekse sagsforløb skal nok få en renæssance, når Primary Colors får sin danske premiere senere på sommeren.

Scorsese og Co.
Dagens anden store begivenhed fandt sted midt på eftermiddagen, hvor hovedkonkurrencens ti mand store og alsidige (instruktører, forfattere, skuespillere og en enkelt rapper) jury optrådte på et ikke helt så velbesøgt pressemøde. Juryen, der har Martin Scorsese som præsident, kan ellers fremvise adskillige stjerner, bl.a. Sigourney Weaver og Winona Ryder, men det er åbenbart de filmaktuelle skuespillere og instruktører, der har pressens største bevågenhed.
Det var naturligt nok Scorsese, der var det mest populære jurymedlem hos de spørgelystne journalister, og mesterinstruktøren var da også god for en venlig og begavet bemærkning eller to.
På spørgsmålet om, hvorvidt filmbranchen lefler mere for publikum i dag end tidligere, svarede han, at "der sker noget bemærkelsesværdigt over hele verden, idet der hele tiden opstår nye måder at fortælle en historie i billeder på." Konklusionen var derfor noget i retning af, at vi aldrig vil mangle nye og unge kræfter med et alternativt og udfordrende syn på film og verden.
At Scorsese således ikke havde hørt om det danske dogmekoncept, var måske lidt skuffende, men ingen tvivl om, at han i løbet af de næste 14 dage vil få det hele at vide og mere til. Artikler og interviews om og med von Trier og Vinterberg over-svømmer de mange Cannes-fikserede aviser og blade, og en spændt hvisken i krogene er allerede godt i gang.
Filmelskeren, le cinephile, Scorsese lod hele tiden sin store kærlighed til og afhængighed af film skinne igennem. Og selvom han indrømmede, at film også er forretning, så ville han dog alligevel hellere sidde som formand for juryen end selv have sin film i konkurrence. Hvorfor? Fordi han så ville få set en masse film.
Men han vandt jo også selv De Gyldne Palmer i 1976 for Taxi Driver. Og en pris for instruktion i 1985 for After Hours.
Ellers var pressemødet med juryen en noget neutral affære, hvor de enkelte jurymedlemmer, forståeligt nok, ikke sagde meget andet end, at de alle ville se og bedømme konkurrencefilmene med hjertet. Og naturligvis havde de ingen forventninger til eller fordomme om de enkelte instruktører, når de inden længe skulle til at se de mange bidrag igennem.
Størst optræk til en diskussion, hvor meninger af den personlige slags kom på bordet, var, da juryen blev spurgt om det rimelige i høje lønninger til især amerikanske filmstjerner.
Scorsese mente, at det i sidste ende ville skade filmindustrien selv, hvis ikke man snart begyndte at udvise en smule ansvarlighed. Dog mente han ikke, at selve skuespilkunsten var i fare.
Winona Ryder afsluttede den interessante, men vel egentlig i Cannes-sammenhæng knapt så vigtige debat med en bemærkning om, at hun nødigt ville se et billede af sig selv i aviserne fulgt af teksten: "Er hun det værd?"

Flere artikler fra Cannes i de kommende dage

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her