Læsetid: 6 min.

Straf og umenneskelighed

29. maj 1998

Cesare Beccarias banebrydende værk om forbrydelse og straf i fornem dansk genudgivelse

HISTORIE
1700-tallets vandskel mellem middelalderens og oplysningstidens samfundsopfattelse giver sig måske tydeligst til kende i fænomener som forbrydelse og straf.
Den samfundsbårne humanisme, der foresvævede oplysningsfilosofien, er i dennes egen tidsalder overvejende illusion. Forfinede filosoffer, der i mondæne saloner drøftede indretningen af den bedste af alle tænkelige verdener, måtte ustandseligt se sig hensat til hverdagens velorganiserede barbari inden for retsplejen.
Her herskede den offentlige umenneskelighed. Løsagtige fruentimmer, tøjret til byens kag, piskedes af bødlen, så blodet sprøjtede; tyve og røvere endte deres miserable tilværelse i byens galge, andre forseelser honoreredes med brændemærkning eller lemlæstelse.
Hvad angår forbrydelser mod statsindretningen eller selve monarken, med andre ord højforræderi, var sanktionerne ubeskrivelige.

Damiens og Struense
Voltaire henviser i sin protest mod praksis til afstraffelsen af Robert-François Damiens, den sindsforvirrede fanatiker der forsøgte at stikke Ludvig den 15. ned med en dolk.
I første omgang torturerede myndighederne Damiens i dagevis for at finde medskyldige. Mishandlingen fortsatte frem til henrettelsen, hvor den ulykkelige efter bl.a. at være blevet skoldet med kogende olie og flydende bly skulle sønderslides af fire heste. Det betalende publikum fik imidlertid ondt - ikke af Damiens, men af hestene - og overtalte dommerne til at lade bødlen gøre en ende på forestillingen.
Også Danmark bidrog til råheden. Oven i købet ved opgøret med en ledende og europakendt statsmand som Struense. Den demonstrativt brutale henrettelse af førsteministeren og hans nærmeste medarbejder vakte berettiget opsigt med dens langtrukne hånds- og halshugning, afskæring af kønsdele, partering og efterfølgende udstilling af ligdelene på hjul og stejle.
Det fortælles at en simpel arbejdsmand i mængden på Fælleden til sidst fik nok og med mange andre gav sit mishag med myndighederne til kende. Nye tanker var så småt ved at sætte sig spor.

Straf og hævn
Den grundlæggende forestilling bag disse og lignende umenneskelige straffe var Bibel-bestemt, udledt af Mosebøgerne, foreskrivende foruden de gudfrygtige samfunds krav om simpel hævn over forbryderne kongruens mellem forbrydelse og straf. Logik var der således i at 'omsmelte' en falskmønter i kogende bly, piske skindet af en kvægtyv og under alle omstændigheder berøve en morder livet.
De oplysningsinspirerede begyndte allerede tidligt i 1700-tallet at sammenholde humanistiske idealer med hensigtsmæssigheden i en alt for rigoristisk retsopfattelse. En kreds af yngre akademikere fra Milano trådte sammen i Accademia dei pugni (Knytnæveakademiet). Her diskuterede de og inspirerede hinanden til konsekvent og praktisk videreførelse af oplysningstankerne, som de hver især brændte for.
Et af akademiets medlemmer var den unge adelsmand Marchese Cesare Beccaria Bonesana, hvis baggrund var matematikken, men som, bevæget af en kammerat, der var tilsynsværge i det stedlige fængsel, kastede sig over retsspørgsmål og i særdeleshed straffebegrebet.

Værket
Så at sige fra bunden skrev Beccaria på mindre end et år, 1763-64, sit banebrydende værk De' delitti e delle pene - Om forbrydelse og straf.
Værket, som satte sig for at belyse hele problematikken under ét, udsendtes som så mange andre oplysningsfilosofiske samfundsskrifter anonymt.
Tankerne var bestemt ikke ufarlige, Paven satte omgående bogen på Vatikanets forbudsindex, hvor den forblev til 1962(!). Til gengæld blev Beccarias indsats med det samme kendt i det oplyste Europa. Voltaire, der sad på sit landsted i Ferney på grænsen mellem Schweiz og Frankrig, hvor han i givet fald kunne flygte gennem baghaven, var selv lidenskabeligt optaget af retsspørgsmål - greb lejlighedsvis ind i konkrete sager - og modtog Beccarias bog. Begejstret inviterede han den nyslåede retsfilosof på visit.
Ligeledes Katharina den Store i Rusland, som også indså reformernes nødvendighed, kaldte Beccaria til sig.
Men de fleste måtte nøjes med Beccaria i bogform, eftersom den ængsteligt anlagte Beccaria ikke kunne fordrage rejser og helst blev hos sin elskede hustru, den underskønne Teresa.

Konsekvens og logik
Årsagen til, at Beccarias værk fik så overbevisende en udbredelse - bogen kom for første gang på dansk i 1790'erne - skal foruden i dets stil og indhold søges i tidens brændende behov for retsreformer.
Retsområdet var et tomrum blandt de øvrige reformisters værker. Montesquieu havde udsendt sit satiriske værk om fransk samfundsorden, Lettres persanes i 1721 og De l'esprit des lois i 1748; en lang række filosoffer fulgte op, men retsområdet stod åbent.
Beccaria påviste, hvorledes retsopfattelsen så at sige kunne mures ind i oplysningens tankebygning: den humane, broderlige friheds- og lighedsstat.
Grundlaget for menneskelig retfærdighed er almennytten, lovenes formål at skabe størst mulig lykke eller mindst mulig ulykke for det størst mulige antal mennesker.
Eftersom det er statens opgave at sørge for almenvellet, er sagen mere eller mindre oplagt: Statens opgave er at skabe propotionalitet mellem de hensyn, staten skal tage til sig selv og til individet, dvs. proportionalitet mellem forbrydelse og straf.
Som logisk følge af denne forestilling fører den videre tankegang til Beccarias kategoriske afstandtagen fra straffeforanstaltninger, der indiskutabelt afstedkommer unødig og uoprettelig menneskelig ulykke: tortur og dødsstraf.
"Har der nogensinde været nogen, som har villet overlade andre mennesker en ret til at slå ham selv ihjel? Hvordan kan der nogensinde i det meget lille offer, hver enkelt har bragt af sin frihed, ligge et afkald på det største af alle goder, nemlig livet? Og hvis det virkelig forholdt sig således, hvordan kan et sådant princip så forenes med princippet om, at et menneske ikke har ret til at berøve sig selv livet? Denne ret måtte det nødvendigvis have for et at kunne overdrage den til andre eller til hele samfundet. Dødsstraf er altså ikke nogen ret. Jeg har tværtimod netop bevist, at den ikke kan være det. Det er derimod en krig, staten fører mod en borger, fordi den finder hans tilintetgørelse nødvendig eller nyttig. Men hvis jeg nu beviser, at dødsstraf hverken er nødvendig eller nyttig, så har jeg vundet en stor sejr for menneskehedens sag."

Lidenskaben
Beccaria fremfører her som andre steder i værket ikke så lidt, der ligner bevis for påstande, formulerer sine synspunkter med klarhed og bygger argumentationen op med præcision. Man mere end aner hans matematiske baggrund.
Læseren møder tillige med en lidenskabelig person, der med engagement taler sin sag.
Dødsstraffen er i enhver henseende menneskeligt fornedrende, påviser Beccaria og tegner billedet af den kolde, selvtilfredse dommer, der i ro og mag vender retterstedet ryggen efterladende sig det dømte, dødsensangste bøddeloffer. Ikke mindst det menneskelige samfunds værdighed ligger Beccaria på sinde, og han hævder den påstand, at ikke straffens strenghed forebygger forbrydelsen, men straffens uundgåelighed.
Mildhed har det samfund råd til, der effektivt forstår at sikre sig og retsforfølge forbryderen.

Smuk og godt
Ved genlæsningen af Beccaria i Sven Helles storartede nyoversættelse sider man tilbage med det lønlige håb at Folketingets mere håndfaste retspolitikere - ingen nævnt, alle husket - vil tage sig tid til Beccarias værk. Om ikke andet kan de straffikserede lov og orden-fortalere jo trøste sig med, hvor langsomt humane retsprincipper slår igennem.
Forlaget Museum Tusculanum har ikke sparet på denne prisværdige udgivelse af Beccaria.
Den smukke bog er forsynet med forord af oversætteren og efterord af professor Ditlev Tamm.
Det rets- og udgivelseshistoriske er således i enhver forstand tilgodeset. Dertil kommer et grundigt noteapparat, der vist intet mangler, samt en nyttig biografi. Kort sagt en fornem udgivelse.
Prikken over i'et er imidlertid medtagelsen af Voltaires veloplagte kommentar til Beccaria, "- af en advokat fra provinsen."
Voltaire, der altså måtte affinde sig med ikke at møde Beccaria, skrev i 1766 sin kommentar til bogen, i hvis forfatter han fandt en filosof og "en sand ven".
Voltaire så i Beccaria set en åndsbeslægtet på niveau med filosoffer og essayister som Machiavelli, Montesquieu, Montaigne. Og sig selv.

*Cesare Beccaria: Om forbrydelse og straf. Oversat med indledning og noter af Sven Helles. Efterskrift ved Ditlev Tamm. 221 s. 198 kr. Museum Tusculanums Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu