Læsetid: 3 min.

"Fra studenteroprørere til ""politiske managers"""

26. maj 1998

FIDESZ, det ungarske valgs sejrherre, forandrede sig fra liberal studenterbevægelse til "ansvarligt" højreparti - og fik magten

BUDAPEST - FIDESZ (Sammenslutningen af Unge Demokrater - Ungarns Borgerparti) har fået en smuk gave til sin ti-årsdag: magten.
Som noget enestående i Centraleuropa har den studenterbevægelse, der blev født i 1988, forvandlet sig til et rigtigt politisk parti, og med valgsejren søndag er det blevet den vigtigste politiske kraft i landet.
Da Janos Kadars regime var ved at gå i opløsning i slutningen af 1980'erne, brød en gruppe jurastuderende med kommunismen og præsenterede sig som et alternativ til den kommunistiske ungdomsorganisation, KISZ.
De unge i FIDESZ troede på, at det var muligt at få regimet skiftet ud.
Deres leder, Viktor Orban, viste sine evner som karismatisk folketaler, da han den 16. juni 1989 tog ordet under genbegravelsen af Imre Nagy, som havde samlet mere end 200.000 mennesker i Budapest.
Her blev den 25-årige unge mand med det romantiske skæg den første, der krævede de sovjetiske tropper ud af Ungarn efter 40 år.
"Han havde mod til at sige det, som alle tænkte inderst inde," siger historikeren Pierre Kende.

Appelsinen som symbol
For at fremhæve bruddet med en absurd ideologi valgte de unge i FIDESZ appelsinen som symbol.
Den friske og syrlige frugt var en hentydning til kultfilmen Vidnet fra 1970'erne, som med humor fortalte om den periode, hvor socialismen forsøgte at overvinde naturen ved at få appelsintræerne til at blomstre ved den ungarske Balaton-sø.
Da parlamentet samledes efter det første frie valg i 1990, fandt alle medlemmer en appelsin på deres plads - en gave fra FIDESZ, der havde fået 21 mandater.
De studerende, der foretrak forvaskede jeans frem for jakkesæt og slips, indledte deres politiske karriere under den konservative Jozsef Antalls regering.
Som repræsentanter for et liberalt centrumparti gik de imod planerne om at levere al konfiskeret ejendom tilbage til de tidligere ejere, og de ville indskrænke udbetalingen af sociale ydelser til de dårligst stillede familier.
Ligesom deres PR-fund, orangefarvede brusetabletter - der "opfylder Deres behov for en vitaminrig debat" - skiftede de unge liberale med tiden form og farve.
De havde ikke store chancer for at opbygge et stort parti, hvis de blev ved med at holde sig på venstrefløjen, som var optaget af Socialistpartiet (de tidligere kommunister) og Alliancen af Frie Demokrater (tidligere systemkritikere).
Derfor besluttede de at sætte sig på den ledige plads til højre for midten.

Orbans hamskifte
På kongressen i 1993 begravede FIDESZ sit venstreorienterede og økologiske image. Viktor Orban, der netop var vendt hjem fra USA, havde også skiftet udseende: Han var nu glatbarberet, korthåret og klædt som den perfekte yuppie.
Som "politisk manager" blev han chef for et centraliseret parti, der ikke længere havde en aldersgrænse på 35 år for medlemskab.
Nogle brød sig ikke om hans autoritære stil og søgte over til de Frie Demokrater.
Strategien begyndte at bære frugt, da FIDESZ gik frem i meningsmålingerne forud for valget i 1994.
Men partiet begik den fejl at fremmane truslen om "den røde fare" - den troede vælgerne ikke på, og socialisterne kom til magten.
Efter valgnederlaget blev højrefløjen splittet. Demokratisk Forum og de kristelige demokrater gik hver til sit, og Viktor Orban øjnede chancen for at samle de højreorienterede vælgere.
1996 blev et vendepunkt for de unge ambitiøse politikere, som nu var gået over til konservative blå jakkesæt og havde tillagt sig en nationalistisk retorik.
FIDESZ, der var blevet blå som en gammel appelsin, føjede betegnelsen Ungarns Borgerparti til sit navn. Det kaldte sit program 'For et borgernes Ungarn'.
"Det er klart og let forståeligt ligesom Tony Blairs 'New Britain'," siger Tamas Deutsch, en af partiets ledere.

Ny indpakning
Men de unge forstod, at politik også er et spørgsmål om marketing og indpakning.
Efter råd fra en gruppe politologer og kommunikationseksperter udarbejdede de et program med 40 punkter skrevet efter Tony Blairs model. De lovede vælgerne skattelettelser og lige adgang til uddannelse.
De var de første, der indførte tele-marketing i valgkampen, og mange pensionister troede, de havde talt med Viktor Orban personligt, selv om de i virkeligheden kun hørte hans stemme på et kassettebånd.
I dag høster partiet frugterne af sine anstrengelser. Viktor Orban taler om, at den nye regering vil indføre lov og orden, og på valgmøder har han da også optrådt sammen med fremtrædende repræsentanter for den ungarske kirke.
De unge demokrater er blevet modne. Men de har mistet meget af deres charme.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her