Læsetid: 3 min.

Telefusion var flere år undervejs

13. maj 1998

Ameritech var allerede på udkig efter en fusionspartner, da firmaet købte sin store aktiepost i TeleDanmark

BOSTON - Blev TeleDanmark orienteret om Ameritechs fusionsplaner under forhandlingerne sidste efterår?
Dét spørgsmål melder sig, efter at det ansete amerikanske dagblad New York Times i går skrev, at Ameritech stik imod sin bebudede strategi om at fortsætte som et selvstændigt selskab faktisk har ledt efter en fusionspartner i den amerikanske telebranche siden 1996.
Ifølge den amerikanske avis anmodede Ameritechs koncernchef Richard Norbaert investeringsbanken Goldman, Sachs & Co. om at udarbejde en buket af mulige fusioner med telepartnere for to år siden.
Men én efter én skrottede Norbaert bankens forslag, indtil han og Edward Whitacre, koncernchef i SBC Communications begyndte at tale fusion sidste vinter.
Seriøse forhandlinger mellem de to telekoncerner, der førte til salget af Ameritech for 60 mia. dollar i mandags, startede i marts indeværende år.
Men så sent som i slutningen af oktober 1997 sagde Ameritechs talsmand David Onak til Information:
"Vi planlægger ikke fusioner i USA, kun med partnere i udlandet. I USA opkøber vi kun små nichevirksomheder".
Det er uvist, om TeleDanmarks bestyrelse og ledelse fik samme besked eller blev forhåndsorienteret om det amerikanske selskabs fusionsplaner.
Og det er uklart, om Tele
Danmark havde retsligt krav på forhåndsviden om Ameritechs hemmelige planer, mens de to selskaber forhandlede om betingelserne for salget af 42 procent af det statslige danske teleselskabs aktier samt overgivelsen af et flertal af posterne i bestyrelsen til amerikanerne.
Den danske regering og Folketinget kunne f.eks. have krævet indføjelsen af en klausul i det afsluttende dokument, som stillede TeleDanmark frit, hvis Ameritech overgik til anden ejer. Det ville ikke være usædvanlig praksis i den slags sager.

Topfolk på vej væk
Som nævnt i gårdagens Information tyder alt på, at Norbaert og hans fire-fem nærmeste medarbejdere i Ameritechs topledelse vil søge nye udfordringer - som man siger i erhvervslivet - når den meget komplicerede transaktion falder på plads.
Ifølge New York Times skal alene Norbaert sidde inde med aktier til en værdi af 182 millioner kroner, som han kan indløse efter forgodtbefindende.
Det var Norbaert og hans rådgivere, der tog initiativet til og fuldførte forhandlingerne med TeleDanmark i sin tid.

Venter på grønt lys
Det danske teleselskab vil formentlig ikke opleve de store ændringer i sit forhold til Ameritech, indtil SBC's overtagelse af den amerikanske telekoncern er blevet godkendt af myndighederne i USA. Det kan vare op til halvandet år.
Der hersker stor usikkerhed, om hvorvidt fusionen af de to regionale teleselskaber vil få grønt lys.
Konkurrencetilsynet i USA spreder sig fra Justitsministeriets monopolafdeling til den Føderale Overvågningskommission for Telesektoren (FCC) og videre til de involverede delstaters forbrugerkommissioner.
Det anses for sandsynligt, at FCC - hvis direktør udpeges af præsidenten og hvis fem kommissærer udnævnes af Kongressen - vil stille sig på bagbenene, med mindre SBC Communications kan påvise, at sammenlægningen fører til øget konkurrence på de lokale telemarkeder i USA.
I mandags bebudede SBC, at den nye telekoncern vil forsøge at gå ind og konkurrere på lokale opkald udenfor dets monopolområde i Californien, sydveststaterne og Midtvesten.
Da USA's næststørste regionale teleselskab Bell Atlantic sidste år købte Nynex i New York og New England, udstedtes samme løfte.
Det sikrede en godkendelse hos monopolmyndighederne, men den nye telekoncern på USA's østkyst har valgt at pleje sin egen region i stedet for at vove sig ud i dyre eventyr andetsteds.
Det gamle forbundsstatlige monopol blev opløst i 1984, men syv regionale teleselskaber fik lov til at beholde et monopol i deres område, indtil en ny telelov i 1996 udvidede den frie konkurrence fra fjernopkald til lokale telefonopringninger.
Formålet med loven var, at lade de syv regionale selskaber konkurrere på hinandens territorier.
I stedet valgte de store at opsluge de små og derved udvide deres monopolsfære med risiko for at vende tilbage til den gamle status quo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu