Læsetid: 4 min.

Et trafikalt vanvidsorgie

6. maj 1998

Matatu-folket er kendt for at være skæve, klædt smart og lige så hurtige i replikken, som de er i trafikken - og det er hurtigt

Derude
NAIROBI - El Niño pløjer gennem en vandpøl
I River Road, Nairobi. Foran den holder Still Alive og samler folk op. Ind fra venstre kommer Let's Go To Heaven med en ung fyr hængende ud af sidedøren. "Til Kibera" råber han.
Den ultimative test på mod i Kenya koster kun et par kroner og kan tages døgnet rundt. Det handler om et organiseret orgie i vanvid. Alligevel gør millioner af mennesker det hvert år. De kører med matatu.
Matatuerne er som regel japanske minibusser ombygget med et par ekstra træplader, så der er plads til 21 personer.
Hvis chaufføren er iklædt solbriller med spejleffekt og selvlysende stel, hvis der ingen slidbaner er på dækkene, radioen spiller Boney M og et sofasæt balancerer på taget med et par sække kål, kartofler og trækul, så er det, man skal overveje at finde en anden matatu. Især hvis chaufføren siger, at "they are okay, they work twice", hvis du spørger om kvaliteten er bremserne. Det betyder, at han kun skal pumpe to gange, før de virker.
Sobre matatufolk hænger ikke på træerne. Matatu-folket er kendt for at være skæve, klædt smart og lige så hurtige i replikken, som de er i trafikken. Og der er hurtigt.
Men matatuerne er en nødvendighed. Den private foretagsomheds svar på et socialt behov. I Kenya kører der over 100.000 af dem, i Uganda og Tanzania tusinder andre.
Matatu-folket ved, at de ikke er populære, men de kan lide det. Kort efter Lady Dianas død kom der en Paparazzi på gaden. En Winnie Mandela kører selvfølgelig også rundt.
No hurry in Africa har stoppet trafikken på Juja Road, fordi en af hans passagerer skal af og skal have bagagen, to sække kartofler, ned fra tagbagagebæreren. Matatuerne har igen faste stoppesteder, men de foretrækker klart midterbanen, når passagerer skal af og på.
Matatuerne står ubetinget øverst på listen over biler involveret i trakikuheld. Nairobi havde en Speed lang tid før filmen kom frem. Andre passagerer sætter sig ind i minibusser med navne som Don't look back, Front Runner, og No Turning back.

Kristne med fart på
Matatu-folket er kristne på et niveau nogenlunde svarende til det danske. Altså, de går ikke i kirke hver søndag, men de tror på Gud. God is my shepherd, I am God og To death do us Part er nogle af de mere religiøse indslag i matatu-kulturen.
Don't Worry kaster sig ud i trafikken fast besluttet på at overhale You Are Behind Me på vej på ad bakken. Med 120 km i timen kommer No Hard Feelings direkte mod You Are Behind Me fordi der et hul i asfalten, han lige skal undgå at ramme.
Chaufførerne griner til hinanden, mens Be Happy er gået i stå i rundkørslen bag dem.
Matatu-folket ejer en sjælden fanden-i-voldsk lyst til et udfordre døden, når de møder hinanden på vejene.
I Nairobi er udfordringerne ikke så store som for matatufolket på langdistance-ruterne. Her går det ud på at overhale og komme først til det sted, hvor vejen snævrer ind. Ved en bro, for eksempel. Ind imellem miskalkulerer de situationen, chaufførerne, og støder sammen. At rejse på den måde er billigt. Og det er menneskeliv også.

Sammenhold
Selvfølgelig er der en lov, der siger, at der ikke må sidde 21 mennesker i en bil beregnet til 14 passagerer. At der skal være slidbaner på dækkene og chaufføren skal være upåvirket af hash og spiritus. Men når en afrikaner sætter sig ind i en matatu, så tænker han ikke på døden. Han tænker på at komme hurtigt fra et punkt til et andet og til den billigste pris. Fatalister? Afgjort. Men sådan er det.
Så når en politikontrol er i sigte, så samarbejder passagerer og matatufolket. Alle uden siddepladser går i knæ og ser siddende ud. Politiet hopper ikke altid på den. Derfor ser man ofte en matatu-chauffør stå og forhandle med en politimand bag en matatu. For matatu-folket gælder det om at undgå bøder, så hellere lægge en tiendedel i politimandens egen lomme. På disse kanter hedder det "penge til te".
Det sker, at et uheld er så stort, at journalisterne i Nairobi begynder at skrive om matatu-folket. Bagefter sker det, at politikerne begynder at kræve bedre kontrol med matatu-kørslen.
En kenyansk minister krævede for eksempel engang alle matatuer til syn hos en mekaniker.
Men matatu-folket står sammen. Tre dages strejke fik sat en stopper for ministerens gode idé - og for hans karriere. Han burde have vidst, at nogle af hans mest indflydelsesrige ministerkolleger ejer hele flåder af matatuer.
Matatufolket er ikke lige til at få ned med nakken. For der er brug for dem. Og de har brug for kenyanerne. Der er penge, gode penge, at tjene som matatu-chauffør, uanset om du selv ejer bilen eller er ansat. Jo hurtigere du kører, jo flere gange kan du klare ruten, jo flere penge tjener du.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu