Læsetid: 4 min.

Tungetalens magt

30. maj 1998

KALENDER
VED PINSEFROKOSTEN, når folk har drukket sig passende fulde af den søde vin, hænder det, at de anfaldes af glossolali og lader munden løbe, selv om det slår sludder for tungen. Nogle oplever, at først i rusens tilstand kommer ånden over dem, og de siger ting, de ikke vidste, at de vidste.
Urscenen er beskrevet i Apostlenes Gerninger, hvor det dog kun er på den tredje time af dagen, og de forsamlede endnu ikke kan have nået en passende rus, men oplever et kraftigt vindstød ved åndens ankomst. Da er det, at ildtunger viser sig for dem i rummet og fordeler sig på apostlene, så de begyndte at tale på andre tungemål for de tililende festpilgrimme, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige, som det lyder i kapitel 2.
Som venteligt er der forskellige udlægninger af hændelsen. Nogle kalder det xenoglossi: ekstatisk tale på en kendt sprog, som bare ikke kendes af den tungetalende. Men Paulus, som i det hele taget er noget betænkelig ved situationen og foretrækker klarsprog, har ifølge Gads Bibelleksikon en anden ide, idet tungetale for ham er frembringelse af lyde, der minder om menneskeligt sprog, men ikke er det. Lydene frembringes i en tilstand af ekstase og er i sig selv uforståelige både for den talende og for andre. De må derfor fortolkes, dvs. udlægges af de kyndige. Sådan en var han selv.
Det er en enestående chance for præsteskabet, et genialt magtmiddel, som allerede oraklet i Delfi var indrettet til. Og apostlen Peter udnyttede straks muligheden og holdt en opklarende pinseprædiken og siden én til, der satte gang i missionen.
En mere moderne version af politisk glossolali findes i dag i Bruxelles, hvor EU's tolkningsanlæg ekspederer både pølsesnak og ordentlig snak ud på et større antal sprog, en effektiv simultantolkning og ophævelse af Babelsforvirringen, som selv den danske tunge nyder godt af, og som kunstfortolkeren kunne finde på at misunde.

TUNGETALE er et anerkendt fænomen i litteraturen, især i poesien, som også har sit ansatte præsteskab, der skriver højtidelige og vidtløftige udlægninger i en metaforisk sprogbrug, som ellers ikke er tilladelig i avisernes spalter, men accepteres som udslag af et indviet vanvid.
Arnulf Øverland var på sporet af det, da modernismen brød ud i Norge. I 1953 turnerede han i det langstrakte rige med sit foredrag "Tungetale fra parnasset". Det satte en berygtet debat i gang på et ikke just imponerende niveau. Han mente, at moderne lyrikere absolut ville finde på noget nyt og sad ved skrivebordet og stræbte uden at få det til.
"Det de skriver, det blir flaut og ubetydelig. De stryker det ut og prøver å få det sagt på en mere original måte; men da blir det meningsløst. Hvad skal de gjøre? Dikte må de, for de er jo diktere! Situasjonen er desperat. De river sig i håret, de besværger alle himmelens makter - og sandelig! de får hjelp!
De ser enda en gang på det, de har kladdet ned. Meningsløst er det; men det er da noget nytt, det er originalt, det ligner jo T.S. Eliot!
Og før man vet ordet av det, utkommer den ene diktsamling efter den annen med bare rabbel og sniksnakk."
Og så følger det værste. Kritikerne, som jo godt ved, at det er noget tøv, men ikke skal nyde noget af at få ry som reaktionære, sætter sig til at forstå og udforme teorier, mente Øverland.
Debatten, som Willy Dahl i sin biografi over Arnulf Øverland kalder "et af de tristeste kapitler i norsk litteraturhistorie", døde efterhånden af skam, men genoplives med mellemrum af både rindalister og formalister.

BERØMTE DANSKE tungetalere var Gustaf Munch-Petersen og Ole Sarvig og i dag bl.a. Simon Grotrian, og alle må igennem et øverlandsk maskineri for deres underste poesilands skyld, før vi som kritikere giver os til at forstå og udlægge teksten.
Førstnævnte rablede således i digtet "Paa skovstien" i samlingen mod jerusalem (1934):

mørkerøde blomst
under Herrens himmel
og min hans krigerfod,
tag bort din elskovs-
tunge i
sneens skov - milemunden,
ved hvis rand jeg har at
vaage,
vogte og
lytte -, indtil Herrens dag
lader
hymnelilier i
alle graner tie det
eneste:
hver sjæl sin paradis-
høne i dejlighedens
pludrende
gryde -
mørkerøde blomst dølg
min lykkes smagrad-
tunge -
husk, hvad jeg er
gjort af -
...

DER ER MAGT både i det uforklarlige og i dets forklaring. Dunkel tale - om den så formidles med lysende ildtunger - vækker henrykkelse og bekymring. Det dunkelt sagte kan være det krystalklart tænkte hos de bedste, som f.eks. J.L. Borges, for at nævne en verdslig digter af ironisk religiøsitet, en af dem der holder tungen lige i munden eller bevidst taler med to tunger, hvad der ikke er redeligt mand og mand imellem, men et vilkår for kunstens sprog, der har flertydigheden på samvittigheden og måske netop derfor garanterer poesiens universalitet.
Tungen er et populært organ med flere anvendelsesmuligheder. Og at sproget ved besked, fremgår af den flerspaltede tunge-artikel i Ordbog over det danske Sprog med de mange eksempler, der smelter på tungen. Helt ud i misforståelserne går det, når man taler om tungen på vægtskålen, som om den var til at anbringe dér.
Det er den tøjlede galskabs anbringelse af tunger, som er værd at give agt på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her