Læsetid: 2 min.

Tværpolitiske vindere

29. maj 1998

Europabevægelsen fejrede de almindelige menneskers varme engagement

"Det ser ret sikkert ud," siger en mand i ølkøen.
"Ja, det er skønt," siger en anden.
"Så vinder renten det, den mistede under storkonfikten."
"Ja. Man skulle have gamblet."
I samme øjeblik, den første Gallup-prognose gik på storskærmen med solidt ja-flertal, er festen i gang med turbokickstart i Arbejdermuseets festssal, hvor Europabevægelsen har samlet tropperne for at fejre den fede idé: ja'et.
Kl. 20.20 går en sejrssikker Peter Duetoft på talerstolen og siger:
"Det bliver ja med 58 pct. Og tak for det. Europabevægelsen har i denne valgkamp markeret sig som et folkeligt alternativ til Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.
"De, der er sig selv nok, de fundamentalistiske nej-sigere fra både høre og venstrefløjen, har tabt i dag. Vi nordmænd er glade for, at Danmark kommer til at sidde med ved forhandlingsbordet," siger en kvindelige, norsk gæst fra talerstolen.
"Vi har kæmpet med det inderste af vores sjæl," siger Louise Mathiassen, som bliver afbrudt af orkanagtige jubelråb, da tv-skærmen bekendtgør et resultat fra Hellerup: 74,9 har sagt ja, 25, 1 nej.

Kunstigt spørgsmål
Europabevægelsen, stiftet i 1948, er tværpolitisk.
"Debatten har været præget af det kunstige spørgsmål om mere eller mindre union," siger Carl Thaarup Hansen, konsulent i Trafikministeriet.
Han mener, at Ekstra Bladets kampagne har givet bagslag.
- Hvorfor giver Peter Duetoft Europabevægelsen æren for ja'et?
"I 1991 stod en ukendt Drude overfor en statsminister. Det gav folk fornemmelsen af, at EU var et spørgsmål om teknokraterne mod folket, men det har vi været med til at ændre på. Der er jo masser af almindelige mennesker, som er varme tilhængere af EU. Og så er der alle aktivisterne i Europæisk Ungdom."
Tim Thøgersen er en af dem.
- Hvordan har I aktioneret?

Pæn og ordentlig aktion
"På en pæn og ordentlig måde," svarer Tim Thøgersen, "vi har kun sat plakater op der hvor man må, f. eks. har vi hjulpet 'Generation-Ja' bevægelsen med at sætte deres plakater op," siger feststemte Tim Thøgersen, der også er medlem af KU.
- Det lader til at mange af de tilstedeværende er politisk aktive i andre sammenhænge end EU?
"Det passer ikke," siger Carl Thaarup-Hansen, "dér sidder f. eks. en flok af mine kolleger fra ministeriet, Ganske almindelige mennesker."
"Europæisk Ungdom består både af politiske og upolitiske medlemmer," siger Tim Thøgersen.
Vild jubel bryder ud, da tallene fra statsministerens kreds kommer på skærmen.
54,2 mod 45,8.
"Festen fortsætter på Crazy Daisy kl. 24," siger konferencieren.

(1.udg. af avisen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her