Læsetid: 5 min.

Uden smerte ingen kritik

15. maj 1998

Fra Etisk Råd's jubilæum - over 77.416 underskrifter mod gensplejsning
- til EU-diskussion hos antroposofferne

FRIE ORD

LANG DAGS rejse mod nat: Onsdagen i denne uge begyndte om formiddagen hos Etisk Råd, der i anledning af sit 10-års jubilæum holdt et lille arrangement på færgen Sjælland ved Christians Brygge i København, fortsatte om eftermiddagen i Jytte Abildstrøms Teater Riddersalen på Frederiksberg, hvor miljøminister Svend Auken fik overgivet 77.416 underskrifter mod gensplejsning, sluttede om aftenen hos antroposofferne i Dybensgade i det indre København til diskussion med Oskar Borgman Hansen om EU og Amsterdam-traktaten.
Dagen før var gået med optagelse i radioen om 68-oprøret eller -røret, der jo aldrig blev til det gennemførte oprør mod kapitalismen men som måske derfor er blevet et røre, der ikke er til at komme over. Hårdt, men godt. Samme blodrøde tråd gennem alle tilsyneladende så forskellige begivenheder: smerten.
Medlem af Det Etiske Råd, overlæge Sigurd Olesen, sagde det direkte på formiddagens arrangement. Han tog sit udgangspunkt i den kronik, som forskningslektor Lene Koch, også medlem af Det Etiske Råd, offentliggjorde i Information den 30. januar i år.
Den havde gjort et stort indtryk på ham, fordi den uden omsvøb påviste og udviste sammenhængen mellem smerte og kritik:
"I loven vedrørende Det Etiske Råd er vi pålagt to hovedopgaver: At skabe debat og: At rådgive politikkerne - inden for bioteknologiens emner. Det første er vi vist gode til, men det er mit indtryk, at den skabte debat fortrinsvis finder sted i en lille del af befolkningen - og at den ret sjældent får indflydelse på, om nye bioteknologiske 'fremskridt' indføres eller ej. (Anførselstegnene om begrebet fremskridt er Sigurd Olesens, el). Med hensyn til rådgivningen af politikkerne, så lykkes den så vidt jeg kan se yderst sjældent - men det er vel ikke alene vores skyld.
Af og til dukker kravet op om at nedlægge Det Etiske Råd. Det sker især, når vi har været kritiske over for en eller anden teknologis indførelse eller omfang. Det er jo en erfaring, at Det Etiske Råds virke ikke altid er værdsat af dem, vi kritiserer. Men i stedet for at lukke af og være fornærmet, ville det være frugtbart, om man med åbenhed gik ind i en dialog. Det sker en sjælden gang, men oftest lukkes der af. Og det gælder desværre ofte min egen stand.
Det største problem har vi - for mig at se - imidlertid i den forskning, der foregår. Den har hidtil været fredet som en helligdom. Men forskningen bliver i stigende grad styret af enorme transnationale selskaber, hvor få ressourcestærke hjerner er enerådende. De har en meget forenklet tankegang, og de tilsidesætter flot alle advarsler om utilsigtede konsekvenser af det, de laver. Baggrunden for aktiviteterne er størst muligt udbytte til selskabernes shareholders. Den form for forskning kan efter min mening ikke vedblive at være fredet. Den er farlig for menneskeheden.
Vi kan kun tackle problemerne ved fortsat konstruktiv kritik. Lene Kochs analogi med smerte passer en gammel kirurg fint:
1) Opmærksomheden henledes på et bestemt område, 2) Den fremmer overvejelserne, og 3) Den kan ændre fastlagte handlingsplaner.
Den konstruktive kritik - fremkaldt af smerten - skal fortsætte, den er vital for sundheden. Men den batter kun rigtigt, hvis politikerne har det fornødne mod til at gå med og tage konsekvenserne."

FORSKNINGEN og den deraf følgende teknologi sprænger nu alle de grænser, som etiske overvejelser hidtil har kunnet foregå indenfor.
Det Etiske Råds formand, professor, dr. jur Linda Nielsen, opregnede med rasende tempo stribevis af eksempler på, hvad vi på bare tyve år pludselig har skullet tage stilling til efter at det første reagensglasbarn i verdenshistorien 'blev født'.
Nu kan kvindens æg også befrugtes uden for livmoderen og i nedfrossen tilstand opbevares i lange tider. Men hvad er et befrugtet menneskeæg? spurgte hun.
Et barn? I så fald skal det vel have pas, når det passerer grænsen? En ting? Jamen, så er det vel bare underlagt WTO's gældende regler for varers mere eller mindre frie bevægelighed rundt på jorden?
"Det har slået mig, at når jeg tager min juridiske kasket på, kan spørgsmålene besvares med opstilling af en række regelsæt. Men når jeg anlægger min etiske kasket, dukker helt andre overvejelser op: Hvad er det, vores behandling af et befrugtet menneskeæg gør ved hele vores menneskeopfattelse og livssyn. Pludselig bliver jeg som jurist mødt med spørgsmålet: Jamen, kan du ikke se herlighedsværdien af et levende befrugtet æg. Det kan man da ikke behandle som en ting."
Men er det ikke, hvad netop den videnskab og teknologi gør, der styret af de enorme transnationale selskabers aktieejeres interesser driver 'fremskridtet' frem? På det øver den efterlyste og højt berømmede offentlige debat ingen nævneværdig virkning, konstaterede Lene Koch kort og hårdt.
"Men hvad den offentlige forskning angår, kunne politikerne måske begynde - uden først at skulle afskaffe kapitalismen - at tage deres ansvar alvorligt og foretage en forskningsprioritering."

LINDA Nielsen nævnte selv sammenhængen mellem virksomheden i Det Etiske Råd og den overrækkelse af underskrifterne mod gensplejsning, der skulle finde sted senere på dagen. Ebbe Sønderriis refererede dén begivenhed i gårsdagens avis, så jeg nøjes med to bemærkninger:
Skellet mellem etik og økologi er faldet. Nok argumenterer de mange tusinde underskrivere af en opfordring til Folketinget om et forbud mod fremstilling og anvendelse af gensplejsede fødevarer og mod udsætning af gensplejsede organismer i miljøet og mod patentering af dyr og planter og disses gener med henvisning til alle mulige mere eller mindre videnskabeligt begrundede forsigtighedshensyn.
Men ingen, der overværede begivenheden i Jytte Abildstrøms teater, kunne være i tvivl om, at det også og måske især er smerten og kritikken ved behandlingen af levende væsener som ting, der har kaldt underskrifterne frem.
Den anden bemærkning er knyttet til Ebbe Sønderriis' referat af mit eget bidrag til forestillingen i Riddersalen: Havde jeg dog bare kunnet finde udtryk så gode, som referatet lægger mig i munden!
Men jeg vil gerne citere Ebbe Sønderriis, skønt det ganske rigtigt er det jeg selv mener, men ikke fik sagt:
"Vores forhold til naturen er en dialog, hvor vi aldrig kan få det første ord og hvor naturen kan svare os på en måde, som de kloge ikke har nogen anelse om."

HOS antroposofferne anfægtede lektor Oskar Borgman Hansen værdien af en miljøgaranti, der kun giver os ret til at bringe den i anvendelse, hvis der er videnskabeligt belæg for det. Jeg kunne fra dagens to forudgående møder oplyse, at når der i Amsterdam-traktaten står videnskabeligt, betyder det: De enorme transnationale selskabers interesser.
Det er nemlig dem, der styrer videnskaben.
Sålænge vi har kapitalismen. Kunne vi dog ikke snart få den afskaffet.
Så vi kan blive færdige med 68. Og indlede opbygningen af et troværdigt europæisk samarbejde.

STORM P skal have det sidste ord. Han blev på færgen Sjælland citeret for bemærkningen om den mand, der var så naiv, at han havde en overbevisning.
Der generede ham. Den form for naivitet er simpelthen - etik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her