Læsetid: 1 min.

Uden videre samba og bossa

20. maj 1998

Bassisten Marc Johnson med pianisten Eliane Elias på højt jazzniveau

KONCERT
Vi begyndte midt i den amerikanske sangbog. Irving Berlins I've Got My Love to Keep Me Warm fra 1937, spillet i vitalt mellemtempo, som straks fremhævede Eliane Elias' pianistiske magtfuldhed og hendes utrættelige drive.
En titel, som snart skulle vise sig kun alt for symbolsk, eftersom det installerede, men endnu ikke fungerende klima-anlæg jo var magtesløst over for den iltfattige og røgforpestede varme som hurtigt bredte sig i lokalet - love eller ej. Og fordrev Deres recensent efter første afdeling.
Symbolsk var også valget af Berlins melodi til at åbne ballet, for på den måde blev det med det samme markeret, at aftenens pianist først og fremmest er jazzmusiker, uanset geografisk oprindelse. Hertil medvirkede også, at mikrofonproblemer fik hende til at renoncere på vokale indsatser - så charmerende hun end kan være som brasiliansk-syngende, er det klaveret, der gør hende til noget særligt. For anmelderen var det derfor ikke noget tab at første afdeling kun rummede en enkelt brasiliansk smagsprøve: Antonio Carlos Jobims Agua de beber, som en påmindelse om at Eliane Elias har indspillet en hel plade med Jobim-melodier. Foruden som en bekræftelse af den selvfølgelighed hvormed hun udfolder sig på samba- og bossa nova-området.
Ellers handlede det om jazz, spillet af en af Herbie Hancocks og Chick Coreas mest begavede efterfølgere. I inspirerende selskab med mester-bassisten Marc Johnson, hvis spil i akkompagnement og solo i sig selv gjorde aftenen til noget særligt.
Havde man på forhånd ikke næret specielle forventninger til trioens japanske trommeslager, Satoshi Takeishi, så viste han sig at være en fortræffelig mand på posten. Med sit ganske personlige, både lette og lyst-klingende spil supplerede han på helt ideel måde de to andres udfoldelser.
Så havde det ikke været for det ulidelige klima, havde jeg gerne hørt denne trio i to eller endnu flere sæt. Iltfattighed var mindst af alt det, der prægede selve musikken.

*Eliane Elias Trio i Copenhagen Jazzhouse mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her