Læsetid: 3 min.

Ungarerne holder vejret før anden valgrunde

12. maj 1998

Socialistpartiet holdt skindet på næsen, men koalitions-partneren tabte over halvdelen af sine stemmer fra valget i 1994. Generelt gik ungarerne til højre

Zürich
Ungarerne siger selv, at de ved dette valg for første gang kunne stemme for noget i stedet for at skulle stemme imod noget.
I 1990 stemte de mod alt hvad der havde med kommunisme at gøre, i 1994 stemte de mod konservatismen, som havde lovet så meget og holdt så lidt.
Hvad de denne gang har stemt for, står imidlertid ikke helt klart: En fortsættelse af den økonomisk-politiske reformproces, som har sikret erhvervslivet et rimeligt grundlag, eller nationalistiske drømme om et Stor-Ungarn, som naboerne frygter? Det vil først vise sig efter den 24. maj, når anden valgrunde er overstået.
Selv om Ungarns Socialistparti, MSZP, under ledelse af ministerpræsident Gyula Horn, ligger klart i føring efter første valgrunde, er det ingenlunde sikkert, at det vil være muligt for partiet at videreføre koalitionsregeringen med Alliancen af Frie Demokrater, under ledelse af indenrigsminister Gabor Kuncze.
Det skyldes ikke kun, at dette parti tabte over halvdelen af stemmerne fra valget i 1994, men det skyldes også det indviklede ungarske valgsystem. Af de 386 mandater i parlamentet blev kun 152 fordelt ved valget i søndags, af de øvrige vælges de 176 i enkeltmandskredse i den anden valgrunde, den 24. maj, og de sidste 58 fordeles som tillægsmandater.
Socialistpartiets tab blev dog mindre, end meningsmålingerne havde forudsagt. Partiet tabte kun ganske få af sine stemmer fra sidste valg og kom denne gang på 32 procent mod 33 procent i 1994. Det er hele fire procent mere end den alvorligste udfordrer, De Unge Demokrater-Ungarns Borgerparti. De seneste meningsmålinger havde ladet formode, at dette parti ville være nået op på siden af socialisterne.
Men også med 28 pct. kan De Unge Demokrater, under ledelse af Viktor Orban, være tilfredse. Det er nøjagtig fire gange så mange, som partiet fik i 1994.

Forstod at mobilisere
Allerede første valgrunde var et opgør mellem disse to store partier og deres to lederskikkelser. Gyula Horn forstod at mobilisere de traditionelle socialistiske vælgere.
Hans parti er efterfølgepartiet for det gamle kommunistparti, og selv var han udenrigsminister i den sidste regering før kommunismens endelige sammenbrud.
Han kan derfor tælle på mange stemmer fra de ældre årgange og fra de grupper, der betragter kommunismen som de gode gamle dage, på trods af, at netop Horns regering har haft held til at bane vejen for Ungarn ind i både EU og NATO. Horns sejr i første valgrunde skyldes ne-top disse trofaste vælgergrupper, der talte så meget stærkere, som valgdeltagelsen var så lav som på 55 procent.
I anden valgrunde vil de socialistiske kandidater imidlertid i mange valgkredse komme til at stå over for kandidater fra De Unge Demokrater, og disse vil formentlig ofte blive foretrukket af de vælgere, der i første valgrunde stemte på et andet borgerligt parti, i mange tilfælde sågar også vælgerne fra Alliancen af Frie Demokrater. Viktor Orban har i hvert fald klart lagt op til et sådant samarbejde, idet han har erklæret, i alle valgkredse at ville støtte den borgerlige kandidat, som i første runde fik flest stemmer. Orban erklærede samtidig, at valget var et klart votum for en borgerlig politik i Ungarn.

Ryk til højre
Trods den tilsyneladende socialistiske valgsejr er der nemlig tale om et ryk til højre i ungarsk politik. Det fremgår også af succesen for de yderligtgående højreorienterede partier: Husmandspartiet, ledet af Jozsef Torgyan, der gik frem fra 9 til 14 procent, og det endnu mere yderligt-gående Parti for Ungarsk Sandhed og Liv, under ledelse af forfatteren Istvan Csurka. Dette parti klarede netop at komme over spærre-grænsen på fem pct. som det femte største parti.
Istvan Csurka var i sin tid brudt ud af det moderate borgerlige parti, Det Demokratiske Forum, der vandt valget i 1990 og stillede den første borgerlige ministerpræsident, Jozsef Antall.
Dennes åbne liberale holdning stod i klar modsætning til Csurkas nationalistiske og rasistiske holdning. Det er derfor så meget mere chokerende, at Csurkas succes falder sammen med Det Demokratiske Forums forsvinden ned under spærregrænsen. Trods de mange partier, der kalder sig liberale, synes liberalismen at være blevet hjemløs i ungarsk politik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her