Læsetid: 4 min.

Unge SF'ere kræver ny rød front

30. maj 1998

SF er gået uden om den vigtigste aktuelle diskussion, forbedringer for samfundets svage, mener SFU-formand. "SF skal tage sig voldsomt sammen"

Glem alt om den store forbrødring mellem ja- og og nej-sigere på SF's landsmøde i weekenden. Det er der ikke tid til. EU-diskussionen er blevet en sovepude for SF, der skal tage sig voldsomt sammen og kæmpe for de oversete, svage grupper i samfundet.
Det er intet galt i at være venstreorienteret på gammeldaws facon, hvis budskaber og løsningsmodeller matcher virkeligheden i Danmark anno 1998.
Sådan lyder opsangen til SF-toppen fra formanden for SF's Ungdom, Peter Goll. Information møder ham i fredagssolskinnet, der får NEJ-logoet på hans sorte SF-bluse til at lyse op - i debatten har det ofte fremstået som om, de unge var for, men Peter Goll benytter lejligheden til at understrege, at mere end to tredjedele af SFU'erne sagde nej.

Ny dagsorden for SF
Men nej og ja er fortid. Han slår fast, en gang for alle, hvad han forventer det danske ja til Amsterdam-traktaten kommer til at betyde på landsmødet: et roligere diskussionsklima.
"Var det blevet et nej, ville landsmødet handle om det, og fronterne ville stå skarpt mod hinanden. Nu kan vi komme væk fra den sovepude, som EU er blevet for SF - der er emner, der hører til meget højere oppe på dagsordenen," siger Peter Goll.
Han savner konkrete resultater og godt politisk håndværk, der tager fat på mere grundlæggende venstrefløjssynspunkter: De mekanismer i samfundet, der gør, at det altid er de samme mennesker, der blive udstødte.
"Det er jo et gammel socialistisk dogme, men det kan sagtens håndteres pragmatisk. Jeg er træt af den 'fornyelse', der handler om mere markedsorientering og forbedring til børnefamilierne. '68'erne er gået fra kapitalogikere til markedsyuppier, men det handler jo om det samme: At økonomi er vigtigere end mennesker. Det er da ikke fornyelse."

Svage tror ikke på SF
Hvis ikke SF tager fat på velfærdsdiskussionen frygter Peter Goll, at partier som Dansk Folkeparti får bedre vind, fordi vælgere fra svage grupper kun oplever sig taget alvorligt på den yderste højrefløj. SF-vælgere, der bliver til proteststemmer, fordi SF ikke er optaget af at omfordele samfundets værdier, lyder Golls analyse.
"Selvom der er stor økonomisk vækst og en tro på, at tingene bliver bedre, så er det altså en tredjedel af befolkningen, der står udenfor. Og som ikke får gavn af opsvinget. Der har SF svigtet sin opgave som et parti, der vil lave grundlæggende om på samfundet - og talt om detaljer i krogene."
Et eksempel var SF's reaktion på regeringsindgrebet i denne måned, Det var tom snak, mener Goll:
"Man protesterede pr. venstrefløjsautomatik imod indgrebet. Men partiet skal ud og formulere en positiv politik over for arbejdsmarkedets parter. Én, der giver forbedringer til udstødte og lavtlønnede, som åbenbart også fagbevægelse og arbejdsgivere har glemt. Vi må kræve, at parterne klarer det, ellers må der lovgivning til. Der er tradition for et reguleret arbejdsmarked i Danmark, sådan skal det stadig være og SF må på banen," siger Peter Goll.
Han roser dog SF's indsats for miljøet både nationalt og i Europa, men han slår fast, at miljøet har fået sit fra SF.
"Jeg mener ikke, at SF kan hente flere sejre på miljøområdet, før man har vist sig som et parti, der tager de dårligst stillede alvorligt. Det er deres tur nu, hvis SF ønsker, at de skal tro på os," siger Peter Goll.
Han understreger, at det også gjaldt folketingsvalget, hvor det handlede om børnefamilier og mere frihed.
"Men hvad med dem, der ikke har til julegaver til familien. SF talte til sine velstillede vælgere, for de ting rager de dårligst stillede en høstblomst.

Kan lære af Venstre
Udover at Peter Goll ser SF distanceret på konkrete og praktisk politiske resultater for de svageste, så mangler partiet fokus og folketingsgruppen evne til at opføre sig som et arbejdskollektiv. Goll nævner Venstres folketingsgruppe som et godt sammentømret kollektiv, hvis budskaber kommer igennem
"Hver eneste gang du hører en venstrepolitiker argumentere for en sag, så følger argumenterne, det er bedre for den enkelte, det giver flere valgmuligheder. Den disciplin savner SF totalt, at arbejde sammen som en homogen gruppe, der fremmer det fælles budskab."
"Der skal være plads i SF til at være uenig, højt til loftet og tilladt at sige alt. Men når demokratiet har virket, må millimeterne vige for en partilinie. Det skal ikke blive til fraktionsfrihed, hvor partiet har én linie og andre gerne må arbejde en anden vej."
"Vi skal turde stille spørgsmålstegn ved alt, også det grundlæggende som; har vi indrettet vores samfund på en måde, så det altid er de samme, der taber - de samme, der går glip af fremskridt og goder. Vi skal turde sætte fagbevægelsen på plads, turde kæmpe for ligeløn til kvinder og reel kompensation for de lavestlønnede. Også selvom det betyder, at man lægger sig ud med traditionen," siger Peter Goll.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her