Læsetid: 3 min.

USA i vildrede efter prøvesprægninger

15. maj 1998

USA har sendt diplomatisk udrykningskorps til Islamabad for forhindre pakistanske prøvesprængninger

BOSTON - Amerikanske beslutningstagere er bestyrtede og i vildrede efter Indiens opsigtsvækkende atomprøvesprængninger i denne uge.
Både Clinton-regeringen, fremtrædende medlemmer af Kongressen og våbeneksperter frygter, at et atomvåbenkapløb på subkontinentet vil sprede sig til andre nationer og i værste fald undergrave Aftalen om Ikke-Spredning af Atomvåben, som blev forlænget på ubestemt tid i 1995.
Så meget står på spil, at præsident Clinton under disse dages besøg i Berlin i al hast fik samlet en delegation bestående af viceudenrigsminister Strobe Talbott og den øverstbefalende for USA's væbnede styrker i Den Persiske Golf, Gen. Anthony Zinni, og sendte dem prompte til Islamabad natten til torsdag.
Delegationens formentlige håbløse opgave går ud på at true Pakistan med lige så alvorlige økonomiske sanktioner, som USA har erklæret mod Indien, såfremt den pakistanske regering vælger at gennemføre sin egen underjordiske atomprøvesprængning i de næste par dage. De amerikanske udsendinge gives ikke den store chance. De medbringer ikke nogle gulerødder til Islamabad i form af øget udviklingsbistand og lån, kun Uncle Sams stok.
Hvis den amerikanske mission slår fejl, håber Clinton at kunne overtale de syv andre lande i G8-gruppen på det årlige topmøde i dag i Birmingham til at erklære sanktioner mod Indien, isolere landet diplomatisk og dermed sende et utvetydigt signal til Pakistan og andre nationer, der kunne tænkes at følge samme sti.

Kritik af USA's regering
På hjemmefronten er den amerikanske regering blevet kritiseret skarpt for at have ignoreret vedvarende signaler fra den nyvalgte indiske regering, hvis ledende nationalistiske hindu-parti gang på gang har bebudet atom-prøvesprængninger.
I stedet for at have advaret Indien om følgerne af en sådan handling, har USA's diplomatiske udsendinge - som f.eks. FN-ambassadør Bill Richardson - drøftet alle mulige andre emner, herunder samarbejde om fredelig udvinding af atomenergi.
Det amerikanske efterretningsvæsen bliver også klandret for at have indstillet sine satteliter forkert, og generelt peges der på en fatal kommunikationsbrist mellem CIA, udenrigsministeriet og det nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus. Irak, og ikke Indien, har ganske enkelt været på den amerikanske radar i de sidste par måneder.
For USA bliver det store spørgsmål, hvad Kina agter at gøre, hvis et atomvåbenkapløb udvikler sig på subkontinentet.
Riget i Midten har været en erklæret atommagt siden 1950'erne, men den kinesiske regering har ligesom de fem andre erklærede atommagter skrevet under på Traktaten om et Totalforbud mod Prøvesprængninger fra 1994. I alt 149 lande har underskrevet traktaten, undtagen Indien og Pakistan.
Rusland afviklede sin sidste prøvesprængning i 1990, USA og England i 1992, mens Kina og Frankrig gennemførte sprængninger helt frem til 1996. Kina har ikke ratificeret traktaten, og USA frygter derfor, at Beijing-regeringen vil føle sig tvunget til at genoptage bombesprængninger, eftersom Indien og Kina er indviklet i en langvarig konflikt om grænsedragning.

Et godt eksempel
Amerikanske kommentatorer tilskriver det indiske initiativ en mindreværdsfølelse som regional stormagt i Østasien. Talsmænd fra regeringen i New Delhi har i de sidste dage spurgt, hvorfor andre stormagter - og ikke Indien med en befolkning på 900 mio. - skal have lov til at nyde den internationale status, som besiddelse af atomvåben tilstår især et udviklingsland.
Hindu-regeringen peger endvidere på, at Indien flere gange har tilbudt at underskrive alle atomtraktater på den betingelse, at de fem atommagter afruster. Det skulle være blevet afvist af de pågældende lande.
Et regionalt atomvåbenkapløb ville være et ydmygende nederlag for præsident Clintons forsøg på at udøve strammere international kontrol med spredningen af a-våben og føre en gradvis nedrustning af de eksisterende arsenaler ud i livet. USA's tidligere våbenkontrolforhandler Paul Warnke opfordrede derfor i går Senatet til at ratificere Traktaten om et Totalforbud mod Prøvesprængninger så hurtigt som muligt.
"Hvis USA ikke sætter det gode eksempel, kan vi næppe forvente, at fordømmelsen af Indien, Irak og andre lande vil blive taget for pålydende," skriver Warnke i en aviskronik.
Men formanden for Senatets udenrigsudvalg Jesse Helms har allerede udtalt, at Indiens handling er en trussel mod USA's sikkerhed, hvorfor der ikke kan blive tale om ratifikation. I stedet vil republikanerne forsøge at skaffe flere penge til udvikling af et raketforsvar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu