Læsetid: 12 min.

For USA's fødder

23. maj 1998

Dansk udenrigspolitik er efter den kolde krigs afslutning ikke blevet mere aktivistisk, som det ofte hævdes. Den er snarere blevet tilpasset den amerikanske udenrigspolitik og NATO

"Den brutale kendsgerning er ... at Vesteuropa, og i stadig højere grad Centraleuropa, stort set fortsat udgør et amerikansk protektorat, hvor de allierede stater ligner oldtidens vasaller eller tributskyldige."

Zbigniev Brzezinski i "The Grand Chessboard - American Primacy and its Geostrategic
Imperatives", New York, 1997

Tilpasning og aktivisme. Sådan lyder titlen på en (engelsksproget) artikelsamling i bogform om dansk udenrigspolitiks nyeste historie, fra 1967 til 1993, som udkom i 1995. En række af bogens ekspertbidrag argumenterer for det efterhånden etablerede synspunkt, at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik her i 1990erne, til forskel fra en grundlæggende reaktiv tilpasningslinie under den kolde krig, har været præget af stadig mere markerede initiativer, som til sammen tegner en selvstændig, "aktivistisk" politik. Med tanke på især Golfen, Baltikum og Bosnien kan det umiddelbart forekomme svært at være uenig.
Der kan imidlertid også, og med nok så stor historisk ret, argumenteres for det modsatte synspunkt, nemlig at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Den Kolde Krigs afslutning i flere henseender snarere har bevæget sig fra en relativt kritisk, selvstændig linie inden for NATO's overordnede rammer til en hidtil uset føjelig, ofte nærmest underdanig tilpasningspolitik i forhold til de store NATO-allierede. Ikke mindst det intime sikkerhedspolitiske parløb mellem Danmark og USA i de senere år har vakt skepsis og undren i bl.a. de øvrige nordiske landes udenrigs- og sikkerhedspolitiske miljøer.
Men lad os først kaste et blik tilbage på nogle grundtræk i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem den sidste menneskealder.

Traditionen fra 30'erne
En ledestjerne for dansk udenrigspolitik i årene efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var neutraliteten med en tysk hældning. Sigtet med den lave profil - "ligge død"-politikken - var først og sidst at undgå Danmarks inddragelse i en ny europæisk stormagtskonfrontation, især ved at undgå ethvert skridt, som kunne tænkes unødigt at mishage eller provokere det aggressivt oprustende tyske regime. De gunstige erfaringer fra Første Verdenskrig med en sådan dansk politik, ført siden 1864-nederlaget til Bismarck, vejede givetvis tungt for de danske beslutningstagere under denne "historiske bakspejlskørsel".
Men andre, mere aktive og internationalistiske elementer indgik også i dansk udenrigspolitik i 1930'erne under den radikale P. Munchs ledelse, nemlig især bestræbelserne på via Folkeforbundet at bidrage til opbygningen af en international retsorden, i hvilken små stater i princippet og i praksis havde samme rettigheder som stormagterne. De mindre, tidligere neutrale stater - de tre skandinaviske, samt Schweiz og Holland - ansås her for at have bedre muligheder for at spille rollen som moralens vogtere og de ærlige mæglere i international politik, ikke mindst fordi de ikke som stormagterne havde deltaget i verdenskrigens industrialiserede massemyrderi. P. Munch godtog ikke vestmagternes påstand om, at krigen var ført mellem det gode og det onde. Han anså våbnene selv og rustningsindustriens interesser for at være en hovedårsag til krig.
Et aktivt arbejde for international nedrustning og kollektiv sikkerhed, ikke mindst båret af en generel skepsis over for stormagterne og disses oprustning, hører således til de mere upåagtede sider af 1930'ernes danske udenrigspolitik.
I 1945 var alle danske politiske partier enige om, at den isolerede neutralitets epoke var endegyldigt forbi. I stedet fæstnedes lid til medlemskabet af en effektiv kollektiv sikkerhedsorganisation, de Forenede Nationer, som havde opbakning fra alle stormagter. Imidlertid fik FN's stormagtsfremkaldte handlingslammelse i skyggen af den fremvoksende kolde krig i 1946-47 de danske politiske partier til at falde tilbage på en udenrigspolitisk hovedlinie, som nærmede sig den traditionelle neutralitetspolitik. En hovedbestræbelse blev herefter påny brobygning mellem stormagterne og en ikke-provokationslinie over for den dominerende, potentielt fjendtlige stormagt: Sovjetunionen, som havde indtaget Tysklands plads.
Det kommunistiske Prag-kup i februar 1948 og den efterfølgende war scare, som greb det meste af den vestlige verden (aktivt understøttet af vestlige efterretningstjenester og diplomater), fik ikke flertallet af danske politiske ledere til grundlæggende at fravige denne kurs. I ugerne og månederne efter den såkaldte påskekrise i marts 1948 erklærede den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft ved adskillige lejligheder, såvel offentligt som fortroligt, at Danmark - trods deltagelsen i Marshall-planen - i sikkerheds- og alliancepolitisk forstand ikke burde være medlem af hverken en Vestblok eller en Østblok. Dette var også den faktiske danske linie for de nordiske forsvarsforhandlinger i 1948-49.

Mislykket nordisme
Det danske socialdemokrati forsøgte, med Hedtoft i spidsen, at gøre et nordisk forsvarssamarbejde til en del af bestræbelsen på at styrke den nordiske samfundsmodel internationalt. Det var ikke kun (anti-kommunistisk) retorik, når han i maj 1948 erklærede: "...verden i dag præges af brydningerne mellem to systemer: den amerikanske kapitalisme og den russiske tvangskollektivisering. Nordens socialdemokratiske arbejderbevægelse vil ingen af delene."
Den nordiske fritstående forsvarsløsning mislykkedes primært, fordi den atlantisk og angel-saksisk orienterede norske regering tidligt lagde sig fast på at følge briterne ind i Atlantpagten. Ledende danske socialdemokrater anså herefter valget mellem isoleret neutralitet og fuldt NATO-medlemskab i følgeskab med Norge som "et valg mellem to onder", som Julius Bomholt formulerede det i Udenrigspolitisk Nævn. Både fordi den tredie vej dermed fortonede sig i Den Kolde Krigs sort-hvide socio-økonomiske og ideologiske tvedeling, og fordi socialdemokraterne oprigtigt frygtede alvorlige sovjetiske repressalier i tilfælde af dansk NATO-medlemskab. Hertil kom den vedvarende delte opinion mht. NATO-medlemsskab i 1950'erne og op i 1960'erne (50 pct. for, 25 pct. imod, 25 pct. tvivlere), samt den parlamentariske afhængighed af de NATO-skeptiske radikale, som endnu ikke havde kasseret sin anti-militaristiske grundholdning.
Alle disse vilkår var baggrunden for den på væsentlige områder forbeholdne og selvstændige karakter, Danmarks alliancepolitik antog helt fra starten i 1949 og i Den Kolde Krigs mest dybfrosne periode, 1950'erne - i stik modstrid med venstrefløjens mytedannelser dengang og senere: Man afviste allierede baser og atomvåben på (syd)dansk jord i fredstid (Grønland var en helt anden sag, hvilket faktisk var en offentlig "hemmelighed" helt fra 1951). Man havde rekordlave forsvarsbudgetter og hævdede stædigt den nationale suverænitet i forsvarsanliggender. Og i forhold til NATO's ideologiske koldkrigsførelse fremførte man delvis alternative trusselsopfattelser og støttede afspændings- og forhandlingsfremmende initiativer i forhold til Øst. Man var klart modstandere af en udvidelse af NATO's militære ansvarsområde til især den tredie verden og gav nærmest principiel modstand imod den USA-anførte handelsembargo imod Østblokken.
Med forskellige accenter og varierende grad af konsekvens og offentlighed videreførtes disse forbehold og særstandpunkter helt frem til 1988-89. Det er således kun en lille overdrivelse af sige, at den såkaldte "fodnotepolitik" i 80'erne mere adskilte sig fra den danske (fortsat socialdemokratisk anførte) NATO-politik i de forudgående årtier ved sin åbne og offentlige karakter end ved sit indhold.

Brud med traditionen
Udenrigs- og sikkerhedspolitikken efter Den Kolde Krigs afslutning er af ledende danske politikere, journalister, redaktører og politologer med speciale i international politik med stor, positiv enstemmighed blevet kladt "aktiv internationalisme", "militarisering af udenrigspolitikken" og "dansk stormagtspolitik", og den er blevet kontrasteret med den påstået "underdanige tilpasning" under Den Kolde Krig. De velkendte eksempler på denne politik, som har haft enstonig opbakning fra et stort folketingsflertal, er afsendelsen af korvetten "Olfert Fischer" til den Persiske Golf (1990), den tidlige anerkendelse af de baltiske landes selvstændighed (1991), den relativt set meget store danske militære rolle i Bosnien i NATO-regi, omend på et FN-mandat (fra 1995), samt ikke mindst Danmarks høje profil som tilhænger af NATO's ekspansion mod Øst, herunder til Baltikum, hvis snarlige medlemskab Danmark som det eneste NATO-land har talt energisk og offentligt for i de seneste år, uanset alle russiske protester.
Som anerkendelse af denne danske politik, der mere eller mindre åbenlyst har været ført på USA's vegne, aflagde præsident Clinton sit besøg i Danmark sidste sommer under en officiøs medieopmærksomhed, som i servil underdanighed kun tålte sammenligning med pavebesøg i ærkekatolske lande - eller måske snarere med et Bresjnev-besøg i Østeuropa i gamle dage.
Ikke overraskende har sociologiske undersøgelser vist, at Danmark i 1990'erne er blevet et af de mest amerikaniserede samfund i Vesteuropa.
Senest gengældte den danske regering Clintons visit i det danske protektorat ved i februar 1998 utvetydigt at bakke op om Washingtons massive krigsforberedelser imod Irak, hvis resterende masseødelæggelsesvåben skulle være en trussel imod ikke blot Iraks naboer, men hele verden (som forsvarsminister Hans Hækkerup udtalte).
En fornyet, amerikansk anført sønderbombning af Irak ville ikke blot have medført yderligere død og ulykke over den sagesløse irakiske befolkning, som allerede er blevet decimeret under de snart otte års drakoniske FN-sanktioner - sanktioner, som hidtil iflg. FN selv har kostet mindst 1,2 millioner irakere livet, og som alene er blevet opretholdt på grund af amerikansk stædighed og kompromisløshed. En krig ville utvivlsomt også have ført til anti-amerikanske folkelige oprør af hidtil uset styrke i den arabiske verden, have styrket den islamiske fundamentalisme, og have givet fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne det definitive dødsstød. En krig ville også have styrket Saddam Husseins diktatur yderligere, foruden at den naturligvis ville have gjort ende på enhver form for yderligere FN-kontrol med Iraks masseødelæggelsesvåben.
FN-generalsekretær Kofi Annan bidrog med sin blændende diplomatiske indsats afgørende til at spare irakerne, Clinton og resten af verden for en tåbelig krig, hvis katastrofale konsekvenser ud fra enhver betragtning ville have været kontraproduktive. Alle krigstilhængerne, inklusive den danske regering og de tre store landsdækkende danske morgenaviser, som på lederplads helhjertet havde bakket dens krigslinie op, fik pludselig travlt med at prise Annans indsats for freden.
Hykleriet kendte ingen grænser, idet alle "glemte", at Clinton-regeringen til det aller sidste hårdnakket havde modsat sig og modarbejdet Annans rejse til Bagdad.

Strategisk NATO-koncept
Den helt ukritiske danske støtte til USA's Irak-politik var og er symptomatisk for den officielle danske opbakning bag så godt som ethvert af USA's større udenrigspolitiske initiativer i disse år, fra NATO-udvidelsen i Øst over isoleringen af, hvad Washington har benævnt "slyngelstaterne" (primært Irak, Iran, Libyen, Sudan, Nordkorea), til kampagnen imod "masseødelæggelsesvåben".
På NATO's ministerrådsmøde i december 1997 erklærede USA's udenrigsminister Madeleine Albright i et langt indlæg, at ingen trussel i dag er større end netop spredningen af nukleare, kemiske og biologiske våben - en trussel, som ifølge Albright især udspringer fra Mellemøsten og Eurasien. Budskabet var, at NATO's fremtidige strategi derfor bør fokusere på lande, som ligger en missilbanes vej fra de snart 19 medlemslandes territorium. Ifølge flere pålidelige rapporter fra det lukkede NATO-møde blev Albrights tale modtaget med overraskelse af andre medlemslandes deltagere, fordi de ikke er klar til en så omfattende udvidelse af NATO's strategiske interesseområde. Det begejstrede dem heller ikke, at Albright udtrykkeligt talte om at genoprette den disciplin, som underordner medlemslandenes nationale, politiske og økonomiske interesser en solidarisk (læs: USA-ledet) indsats.
Meget tyder på, at Danmark ikke var blandt skeptikerne på dette møde. Udtalelser fra Hans Hækkerup og lækager fra den siddende forsvarskommissions arbejde i 1997 antyder, at man fra officiel dansk side er indstillet på at omfavne den amerikanske trusselsopfattelse - og indrette det fremtidige danske NATO-forsvar efter de USA-udpegede globale trusler. Debatten om disse såre vigtige perspektiver er totalt fraværende i Danmark - og var det også i den nyligt overståede valgkamp, hvor udenrigspolitik var et decideret ikke-emne.
Ikke desto mindre står NATO over for at skulle vedtage et nyt overordnet, strategisk koncept i foråret 1999 - 50-året for alliancens opettelse. NATO's nugældende koncept stammer fra 1991, inden Sovjetunionens sammenbrud. Alliancen har op gennem 90'erne været ude af stand til at enes om udpegningen af en fælles trussel, som kunne legitimere NATO's fortsatte eksistens - og ekspansion mod øst - i stort set uændret koldkrigs-skikkelse med integrerede, flernationale stabe, detaljerede beredskabsplaner, kommandostrukturer, osv. Nu ser det ud til, at spredningen af masseødelæggelsesvåben, specielt i hænderne på (især islamiske?) "slyngelstater" og eventuelle terrorister, kan blive den på én gang vage og i princippet allestedsnærværende trussel, der skal forene NATO-landene og legitimere alliancens opretholdelse og udvidelse.
NATO-jubelåret 1999 skal også markeres med de første tre østeuropæiske landes officielle optagelse i NATO. Regelmæssig læsning af NATO's officielle tidsskrifter (f.eks. NATO Review) siden 1992-93 lader kun ringe tvivl tilbage om, at hele udvidelsesprojektet i sig selv må ses som et forsøg på at indgive NATO nyt liv og et fornyet formål efter den kolde krig - "projicering af stabilitet østover", som det hedder i NATO-jargonen. For seks år siden lækkedes et overordnet planlægningsdirektiv fra det amerikanske forsvarsministerium konciperet sammen med regeringens National Security Council, hvori det fremhævedes, at USAs strategiske mål efter Sovjetunionens opløsning var at hindre, at nogen ny rival dukkede op. Dokumentet understregede bl.a., at "en substantiel amerikansk tilstedeværelse og fortsat sammenhæng inden for den den vestlige alliance forbliver vital".
For at undgå konkurrence måtte "USA søge at forhindre fremkomsten af sikkerhedsarrangementer, som ville underminere NATO." Alt peger på, at Clinton-regeringen har lagt sig fast på at konsolidere NATO - ganske vist i nye gevandter ("Det nye NATO") - som hovedinstrumentet for USA's indflydelse i Europa, ligesom under Den Kolde Krig. USA vil søge at bevare en vis indflydelse over de større europæiske magter (primært Tyskland og Frankrig), især ved at marginalisere europæiske eller andre alternative sikkerhedspolitiske institutioner (FN og OSCE), der kunne true NATO's position. Sidst, men ikke mindst vil USA søge at begrænse Ruslands fremtidige indflydelse på europæiske anliggender ved at udvide NATO med en række øst- og centraleuropæiske lande. NATO's ekspansion østpå betyder samtidig udvidelse af USA's indflydelsessfære østpå og skal dermed også ses i sammenhæng med det vitale strategiske spil i disse år om overherredømmet i det olierige Kaukasus-område og hele området omkring det Kaspiske Hav.
Den megen presseomtale af øget russisk interesse for disse områder har haft en tendens til at overskygge den kendsgerning, at amerikansk dominerede olieselskaber (i øvrigt i flere tilfælde under ledelse af amerikanske top-veteraner fra krigen om Kuwait i 1990-91) i stor stil allerede reelt har sat sig på ressourceudvindingen i denne vitale del af det euro-asiatiske kontinent.

Begrænset handlefrihed
Den politiske beslutningsproces bag Danmarks ganske kompromisløse Baltikum-politik i 90'erne har ikke været særlig gennemsigtig. Uden nævneværdig offentlig debat har en snæver kreds af indviede personer, nogle få ministre, topembedsmænd og politiske ordførere, efter alt at dømme med betydelig inspiration og opmuntring fra den stærkt konservative amerikanske tænketank RAND Corporation i Californien, besluttet, at NATO's overlevelse og styrkelse går frem for næsten alt andet. Inddæmningen af Rusland har reelt fået førsteprioritet på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Man får ikke kollektiv sikkerhed med den (omend usandsynlige) potentielle fremtidige modstander via al-europæisk-transatlantiske organisationer som FN eller OSCE (der begge reelt udsultes ressourcemæssigt). I stedet risikerer man at skabe en ny kold krig, idet NATO's grænser skubbes helt op til Ruslands grænser.
Inddæmningspolitikken har allerede medvirket til, at den russiske forsvarsdoktrin i højere grad nu baseres på brug af atomvåben. Det vil igen kunne få NATO til i fremtiden at stationere fremskudte atomvåben i de nye østeuropæiske medlemsstater - noget, NATO udtrykkeligt ikke har villet udelukke på forhånd.
En sådan destabiliserende udvikling kan også komme til at omfatte de baltiske lande, herunder Polen, som Danmark forlængst har indledt et tæt militært samarbejde med, bl.a. via det nye "Østersøkorps".
Udover helt åbenbart at tjene danske økonomiske erhvervsinteresser og øge Danmarks status (den danske enegang er sket på bekostning af de øvrige nordiske landes indflydelse) er den aktuelle danske "aktivistiske" udenrigspolitik med til at fastlåse Danmarks handlemuligheder. Danmark vil få svært ved at agere i en mulig fremtidig situation, hvor Rusland - provokeret af netop den offensive vestlige politik - finder tilbage til en mere selvhævdende og offensiv udenrigs- og forsvarspolitik. På tilsvarende vis vil Danmark med sin nuværende udenrigspolitik i en fremtidig mellemøstlig konflikt komme til at stå som USA's halehæng eller forlængede arm.
Er det klogt? Er det ikke på tide at få en kritisk offentlig debat om, hvor dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er på vej hen i disse år? Med en tiltagende mcworld-isering og jihad-isering af verdenspolitikken, fremkaldt af ikke mindst den amerikanske hegemoniale fremfærd, burde tiden være inde til at vende tilbage til nogle af de solide danske udenrigspolitiske traditioner:
*Afvisning af hurtige, militariserede "løsninger" på komplicerede internationale problemer,
*Dyb stormagtsskepsis,
*Fokus på forhandlings- og mæglingsinitiativer (á la det norske i Mellemøsten),
*Dygtigt præventivt diplomati,
*Systematisk styrkelse af de kollektive sikkerhedsorganisationer som FN og OSCE.

Poul Villaume er dr.phil. og lektor i samtidshistorie ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant læsning i lyset af det, der skete senere - det hav af krige Danmark har kastet sig ind i på amerikansk side.

Det blev mildest talt ikke til
*Afvisning af hurtige, militariserede “løsninger” på komplicerede internationale problemer," mv.

Hanne Christensen

Danmark er altid til falds for den laveste fællesnævner - både hjemme og ude.
Tror sørme det er nationalkarakter - krysteragtig og fejg - altid parat til at sparke nedad.