Læsetid: 3 min.

Uskønt spild af kræfter

11. maj 1998

Aalborg Teaters unge satsning 'Mojo' er anstrengende at se og høre på - og pointen drukner, fordi teksten ikke gør noget indtryk

Teater
Fra alle sider råbes der på nyt, aktuelt teater, tekstkrisen kradser, og det er ikke alting, man kan patche op med fejende musicals.
Aalborg Teater holder ellers bl.a. i kraft af sikre sådanne en kanonhøj publikumsscore, sidst her med Cyrano, som slet ikke er at foragte. Men Lille Scene har problemer. Glade dage senest var jo en klassiker, absolut agtværdig og alt det der, men afgørende nyt har det været småt med længe.
Den meget unge englænder Jez Butterworth hittede overvældende i 1995 med debutstykket Mojo, som Århus Teater allerede har spillet, og nu prøver Aalborg så kræfter med det.
Det er vældig nyt og ungt og råt, fuld af punket musik, piller og sprut og derangerede ulækre fyre, der snakker fanden og hinanden et øre af, uden at nogen lytter eller der sker noget særligt. Det er så vistnok pointen, men man kan undre sig over, at det skulle være noget, virkelig noget.
En purung sanger, Silver Johnny er på vej op fra det snuskede klubplan der danner miljø for stykket. Han har sin 'mojo', sin glatte krop og sølvskinnende sex-aura med sig, men er underlagt skumle økonomiske kræfter, hans klub-boss findes pludselig myrdet og parteret i skraldespandene bagved, og hvem har så gjort det, og hvad skal og kan klubbens personale, de efterladte, gøre ved det.

Anstrengende
Som sagt kommer der en helvedes masse snak ud af det, cirklende, bøvet, grovkornet råbende, fuld af rituelle gentagelser og afbrydelser, der så lader de agerende tage aben op fra en anden, men sjældent mere produktiv vinkel.
Det er vist så altså en pointe, men den bliver aldrig rigtig god, for det talte sprog danner kun meget sjældent memorable billeder, det har ingen virkelig komisk kraft eller poesi. Og hvordan det faktisk alligevel går, og hvem der har gjort hvad i de misliebige magtspil, det er man ærligt talt temmelig ligeglad med i en forestilling, der er alt for lang - næsten to og en halv time.
Det er anstrengende at se og høre på, et massivt tæppebombardement af ord, ord og atter ord som næsten ingenting betyder, og det er vistnok atter pointen, men publikum - det var ikke bare mig og fruen - var ikke specielt fornøjede.

Ærgerligt
Man kan ærgre sig. For der er lagt mange gode kræfter i produktionen. Sympatiske Kasper Wilton - chefen på Vendsyssel Teater - har instrueret, og har endda været plaget med Lars Lohmanns pludselige sygdom, der forsinkede sagen en uge og tvang Wilton selv til hovedkuls at spille rollen.
Og de spiller alle seks på livet løs - i et stykke der ikke er dem værdigt. Det swinger bare ikke. Kristian Halken, der så ofte har henrykket i stiliserede roller, spiller her i en nedtonet 'realistisk' setting, som slet ikke passer ham.
Faktisk er det kun Wilton selv og især den 'spastisk' mobile Michael Brostrup, der i deres duospils - relative - intimitet får noget i gang, som kunne minde om beåndet, kropsnært teater, et par dumsmarte klovner, næsten rørende midt i tristessen.

Jez Butterworth: Mojo. Overs.: Simon Boberg. Iscenesættelse: Kasper Wilton. Scenografi (tilpas grim): Karin Trille Høy. Medvirkende: Kasper Willum, Michael Brostrup, Kasper Wilton, Per Lykke Hansen, Frank Gundersen og Kristian Halken. Aalborg Teater, Lille Scene

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her