Læsetid: 3 min.

Usynlige tråde

1. maj 1998

Marianne Larsens digte minder læseren om muligheden af nårsomhelst at slukke for alles
kamp mod alle

DIGTE
At Marianne Larsens nye bog består af nøjagtig 51 digte, kan godt få én til at lede efter subtile kodemeddelelser. Har hun mon villet offentliggøre lige så mange enkelttekster, som der er dage i et år - og har hun så besluttet at lade sine læsere levere den sidste? Eller henviser tallet 51 til forfatterens fødselsår, således at vi skal læse og længes over
lige så mange sider, som der var gået år af et forvirret århundrede, dengang Marianne Larsen kom til verden?

Renfærdigt signalement
Måske er svaret ikke så vigtigt. For ser man bort fra enkelte digte, hvor det poetiske 'jeg' repræsentativt for menneskeheden erklærer sin kærlighed til alt dét, der hverken har navn eller ansigt, taler bogen på vegne af alle og enhver.
Langt de fleste af dens digte handler om og henvender sig til danskerne i dag. Ikke fordi poeten anser det for noget fantastisk at være netop dansk, men fordi vi i disse år jo får tudet ørerne fulde med det ægte og særligt og inderligt danske. Mod nyhedsmediernes dyrkelse af danskere som en art kultisk objekt sætter Marianne Larsen ironisk en Lille dansk sindsjournal - stille, renfærdige signalementer af sjælstilstande og opleve-former, dels hos jeg'et, dels hos hendes landsmænd og -kvinder, som i deres frakkelommer kan finde "spøgelsesrester / af et yndigt land". Tynde tråde af et materiale, der ikke kan ses, men som formodes at binde mennesker sammen, også dem der ikke véd af det, og dem der har glemt deres eget værd.

Danskerne lige nu
De tilkobles offentlige beskæftigelsesprojekter, henvises til hver dag at pulverisere et stykke af tiden og sig selv, og kan tilmed få rådgivning hos kommunen "om hvilke
typer selvværdsknusere/de hver især er berettiget til".
Deres liv og færden findes registreret i journaler, sagsmapper og filer, men intetsteds i materialet vil man støde på formuleringer som: typisk tilfælde af genial kærlighed. Den type sprogbrug er forbeholdt poesien, poesien der som altid hos Marianne Larsen står på de steds- og retningsløse længslers side, solidarisk med de "uidentificerede håb".
Modsigelsen mellem spontan livskraft og samfundsmæssig rationalitet opstilles typisk som en stadig kamp mellem naturen og en teknisk-administrativ magt, materialiseret i kontorer og institutioner:

en lang sommer
lånte danskerne alt
hvad de kunne
af solen på himlen

da der var gået et år
efter lånet
uden at nogen havde betalt
det mindste tilbage
blev der indkaldt til møde
i fogedretten

Dog, tilpassetheden har sin grænse. Inderst inde har danskerne altid "fornemmelsen af/at et sommerferieagtigt væsen/fra deres barndomsstrande/så længe de findes/vil stå som egentlig ejer/af deres personnumre".

Velvære flere dage i træk
Nogle danskere siger endda, "at hvis det bliver aktuelt /kan de godt føle/velvære flere dage i træk", og når de bliver modige, "krummer de sig sammen/i lydløs koncentration/og stemmer/deres buede rygge mod morgendage/i nedfrosne blokke". Til daglig lader de som om ingen af dem kender hinanden, de ser knap nok på hverandre, og når de er sammen, "lader de som om der er så meget andet". Alligevel har de bevaret evne til at tænde og slukke: tænde for lys og syner, slukke "for alles kamp mod alle / som for murrende ond muzak".

Klog og spidsformuleret
Ikke mindst i en formulering som "murrende ond muzak" hører man igen, om jeg så må skrive, den dårlige gamle Larsen, dvs. den sort-hvid-tænkende revolutionære, den lidt naive romantiske sjæl med den store tro på alle de gode og rigtige ord. Men i det store hele møder man i værket mest den gode gamle Larsen, en klog, spidsformuleret poet med øret langt ude i dagligdagen og med hjertet på rette sted.

*Marianne Larsen: Lille dansk sindsjournal. Digte. 55 s. Kr. 162. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu