Læsetid: 3 min.

Våbenskandale ridser Labours image

11. maj 1998

Den britiske regering er blevet gjort til grin af en flok lejesoldater, dens etiske udenrigspolitik hænger i laser, og udenrigsministeriet er blevet hængt ud som styret af en indspist klike uden respekt for lov og ret

LONDON - Det lille vestafrikanske land Sierra Leone gør sig normalt mest bemærket i andre landes medier ved barske beretninger om kup, modkup og borgerkrig. Men nu har begivenheder i landet også skabt oprør i den tidligere kolonimagt, Storbritannien.
Det er kommet frem, at et firma med adresse i London har leveret "militær ekspertise" - dvs. lejesoldater - samt 30 tons våben og ammunition til Sierra Leone-styrker i direkte strid med en FN-embargo mod landet.
Det er slemt nok. Endnu værre er det, at firmaet - Sandline International - hævder, at ydelserne er leveret med officiel billigelse fra den britiske regering.
Sagen er pinlig for New Labour-regeringen, hvis udenrigsminister, Robin Cook, fra første færd har gjort sig til talsmand for en ny, etisk udenrigspolitik. I disse dage ler briterne åbenlyst ad det udtryk.
Sandt at sige skyldes misèren ikke Cook. Den triste saga tager sin begyndelse netop i de dage efter 1. maj sidste år, da New Labour bragede ind i Westminster og etablerede den første Labour-regering i 18 år.
Meget tyder i stedet på, at embedsmænd i centraladministrationen har ladet hånt om såvel FN-embargoen og den nye regerings linje og simpelt hen styret rundt med britisk udenrigspolitik som var det deres egen, personlige baghave.

Ikke godkendt af Cook
Sierra Leones præsident, Ahmad Tejan Kabbah, blev i maj sidste år afsat i et militærkup og tog tilflugt i nabolandet Guinea - i øvrigt sammen med Storbritanniens højkommissær i Sierra Leone, Peter Penfold.
En nigeriansk-ledet indsats fra den vestafrikanske fredsstyrke ECOMOG intervenerede og sørgede ni måneder senere for, at militærkuppets leder, Johnny Paul Koroma, igen måtte overlade tøjlerne til landets officielt anerkendte, valgte regeringsleder, Ahmad Tejan Kabbah.
I mellemtiden havde FN nået at etablere en embargo mod landet, som klart havde til formål at tvinge militærstyret fra magten. Men resolution 1.132 nævnte ikke noget om, at det kun var forbudt at levere våben til militærjuntaen. Hvoraf følger, at det også var ulovligt at levere våben og udstyr til de styrker, der kæmpede på Kabbahs side. Og det er netop, hvad Sandline har gjort.
Robin Cook bedyrer, at der ikke foreligger "ministeriel" godkendelse af Sandlines levering af soldater og våben. Men i det udtryk ligger naturligvis, at der godt kan have været en eller flere i embedsværket, som mere eller mindre direkte har udtrykt godkendelse af forehavendet.
Både udenrigsministeriet og forsvarsministeriet i Storbritannien er ofte blevet kritiseret for at være et særdeles lukket forehavende domineret af et old-boys-network af gamle bekendte og kammesjukker. I en sådan kultur er det ikke utænkeligt, at mangt og meget overhovedet ikke når op til ministerniveau. For slet ikke at tale om parlamentet og offentligheden.
Skal man være venlig, kan det naturligvis også være, at mandarinerne i ministerierne har læst FN-resolutionen forkert, så de reelt har troet, at det var okay aktivt at hjælpe den afsatte præsident Kabbah tilbage til magten.
Under alle omstændigheder har parlamentet bedt om en forklaring, ligesom der er iværksat en intern undersøgelse i udenrigsministeriet. Den afventer dog den undersøgelse, som toldvæsenet allerede er i gang med.
Det er denne toldvæsensundersøgelse - komplet med raids ved daggry på firmaets lokaler i London og Guernsey - som har fået det Bahamas-registrerede Sandline til at sende sine sagførere i byen for at forklare, at firmaets aktiviteter i Sierra Leone var godkendt højere oppe. Sandline siger således, at det var Storbritanniens højkommissær i Sierra Leone, Peter Penfold, som anbefalede præsident Kabbah at henvende sig til firmaet i London for at få hjælp til at vinde magten tilbage.
Derefter, siger Sandline, briefede firmaet fuldt ud "repræsentanter for Hendes Majestæts regering" om aftalen. Firmaet har også offentliggjort navnene på de embedsmænd i udenrigs- og forsvarsministeriet, det briefede, ligesom det har nævnt en række amerikanske embedsmænd, som også fik besked. På intet tidspunkt, hævder Sandline, fik virksomheden andet at vide, end at dens assistance til Kabbah ville være både hjælpsom og velkommen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her