Læsetid: 3 min.

Jeg har valgt at stå udenfor

7. maj 1998

'Jeg ønsker kun en tube eksplorationscreme, en madras og to kroppe, der kan finde ud af at mødes i samhøring og overenskomst '

TIENDE DAG
Pamfletten fra gaden sætter i løb efter mig. Jeg sparker ham stakåndet væk med en hurtig bemærkning om, at jeg har travlt. Hans sorte klump af tyggegummigær efterlader et mærke på mine gummisko netop hjemvendt fra en 1. maj i Leipzig, hvortil et par dovne NPD'ere har pisset overkors på et preussisk frikorps med brun skjorte og hvide snørre bånd.
Jeg piller klistermærkeetiketten af overarmen, og begiver mig ned i dyndet. Ned under jorden og lader vandet, mens jeg tænker, at et blåt mærke er en selvtilstrækkelig del af en tilsyneladende veltilfreds kultur, der mener, at den er verdens centrum.
Jeg nikker spejlet en skalle, og begiver mig ud i den hvide verden iklædt et foruroligende smil, der antyder, at jeg denne dag - den tiende i konflikten af lallende mænd og kvinder, der vil have sig et par ekstra fridage - skal give mig tro og hengiven hen til en smuk mand på Københavns Rådhus.
"Det er strejkens skyld," bekendtgør jeg overfor papegøjen Otto, der ser slukøret efter et par solsikker, der fylder dens næb med en snurrende mæt mellemgulvsfornemmelse, hvortil den logrer ivrigt med fjerspidsen.
"Idiot," mumler jeg smilende, og vender mig i det nymalede grå køkken og kysser min dejlige mand midt på munden i en sammensmeltende overensstemmelse mellem voksende køn og bulende cowboybukselynlåse.
Et hastigt blik på gaden overbeviser mig om, at den lever. Og den lever i bedste velgørende. Aldrig før har så mange skikkelser sat sig overskrævs på hjulbenede cykler og sat af for at imødekomme en renvasket overflade af sort asfalt. Jeg tænker nu mit, mens jeg endnu en dag må sætte i rask tempo mod Det Kgl. danske Kunstakademi, hvor jeg har min daglige færden, og kigger ondt og langt ned ad Vesterbrogade, hvortil ingen gul 6'er dukker op.

Fritsvævende vinger
Egentlig skulle jeg vil være veltilfreds med støjen af kostskolepigers fnisen og lyden af fritsvævende vinger, der farver himlen med en sær glød af glæde.
Jeg er selv et barn, der er født på den sidste bilfrie søndag - og lå i kuvøse under ængstelig kunstig sol og behjælpsomme uniformsansatte, der malkede væde i mig - og derfor skulle jeg vel give mig hen til den nye stilhed, der knurrer i sidegaderne.
Men jeg gør det ikke. Ikke at jeg er imod, at det primitive folk strækker sig og strejker - det må de jo om - men jeg ønsker ikke denne stammekultur, der som prisværdig prestige stiger som voldsom feber i supermarkederne, hvor biler sover middagssøvn og gravide kvinder propper indkøbsvogne fulde af hamsterfoder, og snakker kåde i konverserende dialoger, der breder sig som mentale sygdomme i institutionerne i mangel af samværet med deres livsudkårne, der drikker en købmandsbajer sammen med sociale arbejdskammerater ned på havnen, mens et brægende B&O-anlæg spiller Røde Mor fra en orange ølkasse.
Samværet. Det er det, strejken drejer sig om. Den såkaldte sociale tone af gnaverlort og tilkendegivelse overfor en slem og styg arbejdsgiver, der ikke sådan lige er til at slå af pinden.

Skedekramper
Jeg har valgt - med høj pande og selvhøjtidelig tone - at stå udenfor den fnidrende ophidselse af skedekramper ubelejligt i baggårdes maltrakterede rytme af grumme og grimme kampe levet atter en hverdag.
Jeg gider ikke strejken, fordi den blot er et uvilkårligt fremtidsaspekt indeholdende labyrintiske muligheder for simultane nutidskontinenter.
I suset og blæsten fra Internationale træder jeg røde myrer ihjel under gummiskoene, mens jeg tænker godmodigt på Jorge Luis Borges store viden, og siger "ja" til min mand, fordi jeg langt hellere vil kærligheden end en social kontur af en virkelighed, der åbenbart er blevet et bearbejdningsproblem for uæstetiske flokdyr med mangelfulde behov og uforudløste illusioner om en dejlig arbejdsplads med lette klap på blondetrussen.
Jeg siger "ja" til min mand, glemmer den varige verden og ønsker kun en tube eksplorationscreme, en madras og to kroppe, der kan finde ud af at mødes i samhøring og overenskomst .

* Danske kunstnere skriver strejkedagbog i Information: Bent Vinn Nielsen (28.4), Lotte Tarp (29.4.), Malene Vilstrup (30.4.), Peter Bay (1.5.), Vagn Lundbye (2.5.), Ib Makwarth (4.5.), Jytte Borberg (5.5..), Thomas Winding (6.5.). Tomas Lagermand er billed- og performance-kunstner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her