Læsetid: 8 min.

Det velkendte dump i entreen

12. maj 1998

Der er væsentlige paralleller mellem den bibliofile og den erotiske besættelse. Det er ikke uden betydning, hvor hurtigt og på hvilken måde en bogelsker kommer i besiddelse af genstanden for sin længsel

TILLÆG (2. SEKTION side 14)
Man venter på bogen. Hvornår vil den komme? Om en måned? Om en uge? Eller - i morgen? Hvilke informationer vil den bringe? Hvilke stemninger og dufte? Der er så meget, man ønsker at vide mere om. John of Gaunts venskab med Chaucer og Wycliffe. Romerrigets krydderihandel. Baudelaires ophold i Honfleur. Jorge Luis Borges og Island. Der er så mange emner, konturer og kontekster. Der er så meget at udforske og uddybe. Er der noget, man går glip af?
Man venter på bogen. Og mens man venter, gør man sig sine overvejelser om alle disse store og små, gamle og nye, glatte og ru, tykke og smalle variationer over det arketypiske, pythagoræiske rektangel - ihvorvel man samtidig ser i øjnene, at bogen også kan eller bør kunne antage både kvadratets, cirklens, ellipsens og trapezets former. Hvorfor venter man? Hvorfra stammer denne numinøse nimbus? Hvad er det der gør, at liber, le livre, das Buch vitterligt magter at gøre tilværelsen udholdelig i en arkipelag, som i måneder ligger indhyllet i en permanent lovecraftsk miasma af regn, mørke, tåge og blæst?
Man erindrer - i den spæde begyndelses virvar af mulige og umulige startpunkter - en serie nummererede bøger kaldet Samlerens Perlebøger (udgivet af forlaget Chr. Andersen), som på mirakuløs måde havde fundet vej ud til den lille ø, hvor man voksede op. Wallace, Stevenson, Carit Etlar. Dumas, Marryat. Teksten - den episke eller dramatiske fortælling - var selvfølgelig væsentlig, og man vendte gang på gang tilbage til visse centrale steder. Nadia Fedor falder i Mikael Strogovs arme. D'Artagnan er den forfærdede tilskuer til Miladys henrettelse på den anden side af floden Lys, ved Armentières i Nordfrankrig. Hvis man kigger efter, vil man kunne konstatere, at Perlebøgernes (forsigtigt antydede) erotiske højdepunkter endnu i dag fremviser sovsepletlignende spor af hyppig genlæsning og pubertær koncentration.

Bogens taktile egenskaber
Men allerede dengang trængte andre elementer sig på. Bogen var et mere kompliceret fænomen. Udover dens rent meddelende funktion havde den åbenbart både taktile og pigmentale egenskaber. Under langvarige sengelejer - når man havde kighoste eller fåresyge - kunne man ligge lige så stille i timevis og iagttage de kulørte bogrygge. Der stod de, omhyggeligt placeret i ordnet rækkefølge, på en lille hylde i ens natbord: den spæde, men væsentlige begyndelse til et bibliotek. Bogryggene var tofarvede. Lyserød titel på mørkeviolet bund eller f. eks. gul titel på mørkeblå bund. Man elskede disse farvekontraster. Perlebøgerne - som nu henligger på lofter eller i kister som gulnede prototyper - repræsenterede dengang, med deres blanke plasticlignende omslag, utvivlsomt en form for primitiv bibliofil pragt.
Som her antydet kan man i virkeligheden kun indkredse bogens væsen med den form for sansning, som i dag kaldes emotional intelligence. Hvilken forskel er der ikke på den amputerede tekst-freaks endimensionalitet og - den sande sansende bibliomane sybarits holisme! En bogs - i informativ, litterær og æstetisk forstand - rent kommunikative funktion er væsentlig. Man sympatiserer med de mere monomane bogfetichister, men forstår dem ikke rigtig. Man samler ikke på bøger, som man samler på kongeligt porcelæn, og ælde er kun en kvalitet, når den er forbundet med brugbarhed, en bogs fond af visdom, indsigt, viden, skønhed, humor og melankoli.

Den første bog fra London
Samtidig er den tekstcentrerede ensporethed lidt banal. For hvor mange flere facetter er der ikke! Når man først har gjort sig sine overvejelser om en bogs indhold, format, typografi, skydning, patina, illustrationer, vignetter, kapitæler, uncialer, initialer osv., så er der - for bare at tage et eksempel - en bogs duft. I betragtningen herover indgår hensyntagen til distinkte nationale, regionale og bymæssige forskelle og forskelsnuancer. En svensk bog dufter anderledes end en fransk bog.
Man glemmer aldrig første gang en engelsk bog, bestilt direkte fra London (det må have været ca. 1960), befandt sig på gulvet i entréen i ens forældres lille hus i Tórshavn, omhyggeligt emballeret i okkergul engelsk indpakning. Det drejede sig om The Sleepwalkers, Arthur Koestlers velskrevne beretning om menneskets skiftende opfattelser af universet, fra Thales til Newton. Bogen var a distinct eye-opener. Den indeholdt en prægnant og utrolig spændende beretning om konflikten mellem dogmatisk og empirisk videnskab, personificeret i mennesket Johannes Kepler og aktualiseret i hans opdagelse af, at planeternes baner var - ikke cirkulære, men elliptiske.
Man blev bibragt viden om universet, om den moderne astronomis pionerer, om sjælelige kampe, som (konstaterede man langt senere) syntes at bekræfte Karl Poppers berømte falsifikationsteori, fremsat i hans Logik der Forschung fra 1935. Who art thou, Johann Kepler, to destroy divine symmetry? Men samtidig åbnede der sig, når man stak næsen tæt til tekstsiderne, ad olfaktorisk vej et andet univers: railways og smog, Sloane Square og Charing Cross Road banede sig vej ind i de synaptiske knudepunkter. Tressernes London. Man mente at kunne skimte John Osborne og Allan Sillitoe over et krus øl i The George i Southwark. Eksemplerne på denne form for associativ, aromatisk udstråling er legio.
En bog fra boghandlen La Hune på Boulevard Saint-Germain, indpakket af nænsomme franske hænder, sendt op til Ultima Thule af medlidende parisere, vil umiddelbart fremkalde stemningen udenfor Café de Flore en varm sommeraften. Gadens dygtige mimiker har afsluttet sin seance. Hatten går rundt. Den taknemlige turist skimter Oscar Wildes forfrosne genfærd og giver gladeligt nogle francs.

Forhindringer og omveje
Der er - som læseren allerede har gættet - væsentlige paralleller mellem den bibliofile og den erotiske besættelse. Ligesom den sidste kun kan intensiveres af udsættelse og hindringer, er det heller ikke uden betydning, hvor hurtigt og på hvilken måde en bogelsker kommer i besiddelse af genstanden for sin længsel. Kun bogelskere af en mere vulgær klasse vil uden videre gå hen og anskaffe sig en bog. I den mere kvalificerede bibliofile anskaffelsesproces indgår altid komplikationer og ritualer, forhindringer og omveje. Man nærmer sig målet med en vis nølen.
For undertegnede er det f.eks. utænkeligt at gå ind i en boghandel uden først at have besøgt den nærmeste café. Man bestiller en kop kaffe og sidder og nyder den. Man begynder at blive urolig. Diverse bevægelser i hænder og fødder undergår en langsom forvandling fra det nervøse til det febrilske. Til sidst bliver spændingen ulidelig.
Den fattede stoiker lider her et ynkeligt nederlag. Fabius Cunctator rejser sig og styrer - med uromersk mangel på værdighed - hen imod den nærmeste bogbutik.
Mange caféejere synes at kende dette fænomen. Det er næppe tilfældigt, at der udenfor enhver boghandel findes en til dette formål indrettet café. I Stockholm, London, Paris, Prag, Rom. Fra Foyles i Charing Cross Road til Kornhamnstorgs Antikvariat i Gamla Stan. Undertegnede plejer - på vej ind i Arnold Buscks Antikvariat - at tilbringe den obligatoriske ventetid i en af Rosengårdens caféers purgatorium.
Med al respekt for f.eks. Angmagssalik eller Verkhojansk kan man vove den påstand, at den fulde masochistiske nydelse ved at anskaffe sig en bog kun kan opnås i ens eget hjemland. Selvfølgelig kan man alle steder på kloden gå hen og bestille en bog. Men kun i ens eget forblæste og isolerede ørige får man mulighed for at vente så længe på en bog!
Denne konklusion bygger på logisk gennemtænkte præmisser: en længere ventetid ville simpelthen tage livet af selv den tålmodigste bogsamler. En udenforstående vil aldrig kunne forstå de kvaler, det forlængede martyrium, den vedholdende vekslen mellem forhåbning og skuffelse, som bogelskeren udsættes for hver dag i den lange ventetid - det skal faktisk opleves.
Man bestiller bogen. Der går en måned. Man forholder sig afslappet og forsøger at passe sit arbejde. Efter 6 ugers forløb begynder en vis uro at melde sig. Efter 7 ugers forløb er man lettere ude af balance. Man sidder og falder i staver. Man har svært ved at koncentrere sig. I forholdet til familie og venner indgår et element af accelererende fremmedgørelse.
Bogen må for længst være afsendt. Den er på vej fra en af Europas metropoler - som en trækfugl, omgivet af farer, truet af naturens luner. Den må befinde sig et eller andet sted - i et fly, i et tog, i en skibslast. Men hvor? Kan der være sket noget? Mulighederne er talrige. Strejke, skibbrud, orkan, jordskælv. Menneskelige fejl. Menneskelige overgreb. Man har i sin ungdom været havnearbejder. Man erindrer, at det var kutyme at skære hul på kolli og kartoner og stjæle f. eks. kiks, bolcher og andre lækkerier, der blev fortæret med det samme i lastens mørke. Der findes velsagtens også bibliofile havnearbejdere.
Man begynder at svede. Man bliver klam. I ens bevidsthed visualiseres farer af mere dæmonisk art. Der findes f. eks. i ens hjemland en hel legion af jurister, toldeksperter og overordnede postfunktionærer, hvis virksomhed mest minder om kulturel obstruktion. De kan ikke lide, at folk læser bøger. Intellektuel nivellering pålægges, på demokratisk vis, alle samfundets medlemmer. Man er principfast. Der dispenseres ikke. Med gentagne og fornyede forslag om oms og moms og forhøjede portotakster forsøger disse litteraturens iconoklaster at lægge bogkøberne hindringer i vejen. De understår sig endda i at ekspropriere ens bogpakker for, som de (med et inkvisitorisk blik) udtrykker det, at tage stikprøver. Er der udklækket nye planer? Bogelskeren aner konturerne af et gigantisk antibibliofilt komplot. Han er totalt hjælpeløs. Han begynder at nærme sig en tilstand, som kun kan beskrives på tysk: geistige Umnachtung.

Nordboen synker sammen
Det regner. Det stormer. Alle demarkationer fortoner sig. Himmel og hav, universet og den faste jord koagulerer til én amorf masse, et tohuvabohu af gråhed, formløshed og kedsomhed. Nous plongerons dans les froides ténèbres.
Den hårdt prøvede nordbo synker sammen, overmandet af den tilstand, som nogle kalder vejrsyge, men som de lærde i middelalderen benævnte melancholia borealis.
Mod denne sygdom findes der kun én kur. Derfor venter man på bogen. Universets spejl, det erotiske princips udæsker, skønhedens og melankoliens formidler. Berømmet og beskrevet af Montaigne og France, Borges og Eco, produceret ved hjælp af Gutenbergs fantasi og Turings genialitet.
Hvornår vil man høre det velkendte dump i entréen?

Færøsk forfatter
Hanus Andreassen, f. 1942, er færøsk forfatter. Han har udgivet novellesamlinger og biografiske værker samt skrevet i danske og færøske aviser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu