Læsetid: 3 min.

Vellykket idioti

22. maj 1998

Lars von Trier gør med Idioterne sit til, at dogmeprojektet skal blive en succes

Ny film
CANNES - Lars von Triers Idioterne brager frem på lærredet på ligeså overbevisende og indtrængende vis som sin forløber, Vinterbergs Festen. Med vanlig sans for at udfordre og bryde grænser, har von Trier iscenesat sit dogmebidrag som en blanding af fiktion og virkelighed. Og selvom Idioterne umiddelbart forekommer som en mindre helstøbt film end Festen, er den båret af en interessant idé og en stærk emsemble-cast, ligesom den både er pågående, morsom og tragisk på én og samme tid.
I filmen følger vi en gruppe mennesker, som i et stort hus i Søllerød forsøger at finde ind til deres indre idioter.
Tanken, som angiveligt er fostret af den aggressive Stoffer, er, at man ved at "spasse ud" kan frigøre sig fra det omgivende samfunds snærende og borgerlige normer og blive et frit og lykkeligt menneske.
Ind i mellem de mange underholdende og tankevækkende scener, hvor idioterne begår sig blandt "normale" mennesker, oplever vi en række interviewsituationer, hvor von Trier agerer interviewer, og deltagerne i det utraditionelle eksperiment forsøger at fortælle om deres oplevelser og baggrund for at være med.

Frihed
Det interessante ved Idioternes præmis er, at de meget entusiastiske wanna-be-spassere, som godt nok er gode til at spasse ud, for nogens vedkommende udelukkende bruger projektet som en mulighed for at få noget uforpligtende sjov og smide det ansvar, en familie og et arbejde giver, overbord. De træder så at sige ud af deres personer og ind i en anden identitet, hvor de kan tillade sig mere.
Tankevækkende er det så, at når tingene for alvor bliver forpligtende og kræver et virkeligt engagement, så står de af igen - det kan de slet ikke håndtere.
For Stoffer, der er den mest engagerede i hele affæren, drejer det sig om et opgør med et uforstående og brutalt samfund, som ikke har plads til idioter og evnessvage. Og det er ikke tilfældigt, at filmen foregår i en rig kommune som Søllerød, hvor de lokale bliver ubehageligt berørte og nervøse over at være naboer til et hus fyldt med spassere.

Alvoren stiger
Efterhånden som Idioterne skrider frem, og situationerne, hvor gruppen spasser ud, bliver mere og mere intense og alvorlige, bliver filmen også stadigt mere og mere indtrængende.
Den kornede og håndholdte æstetik, der om muligt er endnu mere ekstrem i Idioterne, bidrager til at øge følelsen af dokumentarisme, af at det, som foregår på lærredet, er virkeligt. Og kombineret med troværdigt spil hele vejen rundt giver det fornemmelsen af at overvære noget meget privat, hvilket er en emotionelt udmattende, men spændende og brugbar oplevelse.

Succes
Det er rart at opleve, hvorledes to vellykkede dogmefilm har fået en stor del af den kritik, der drejede sig om selve konceptet, til at forstumme.
Selvfølgeligt er det fint, at Thomas Vinterberg med Festen klarer skærerne og mere til, men det er naturligvis idéens ophavsmand, von Trier, alles opmærksomhed er fæstnet på.
Hans til tider arrogante facon og eminente evne til at håne det etablerede filmmiljø betyder, at hvert skridt bliver nøje overvåget, og en potentiel fejltagelse råbt ud til alverden.
Da Politiken for nogle måneder siden troede, de havde noget på von Trier, hans producent Peter Aalbæk og deres fælles filmselskab Zentropa, viste det sig at være mindre end velbegrundet.
Og da kyskhedsløftet for tre år siden blev lanceret i Danmark, rystede mange mennesker på hovedet, fordi de mente, at von Trier endnu engang var gået for langt. Men nu har han og konceptet bevist deres duelighed, og man kan kun med spænding imødese de næste to dogmebidrag fra Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring.
Jeg tror ikke, at der hersker nogen som helst tvivl om, at von Trier lancerede sit kyskhedsløfte som et slag i ansigtet på det etablerede filmmiljø. Men også fordi han er en stor æstetiker, som kan og vil noget med filmkunsten.
Mange er blevet forvirrede over Idioternes udseende og dens historie, der jo ikke er ligeså tilgængelig som Vinterbergs, ligesom flere kritikere decideret ikke kunne lide den.
Men omvendt er den ikke blevet det store kontroversielle tilløbsstykke, som man kunne forvente, udpenslede sexscener og idioti taget i betragtning.
Idioterne er ingen guldpalmekandidat, men jeg skulle tage meget fejl, om dogmefilmene ikke på en eller anden måde bliver belønnet for deres opfindsomme og anderledes måde at angribe filmmediet på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her