Læsetid: 6 min.

Villy Sørensens hverken-eller-kraft

1. maj 1998

Tale ved Dansk Forfatterforenings tildeling af Henrik Pontoppidans Mindefonds legat til Villy Sørensen

FRIE ORD

SAMMENTRÆF af sikkert tilfældige omstændigheder ligner til tider alligevel en tanke. På netop denne dag, dagen før arbejderklassens internationale kamp- og festdag, 1. maj, under en af de mest omfattende storkonflikter på arbejdsmarkedet eller i hvert fald i supermarkedet i Danmarks nyere historie, har Ingerlise Kofoed som formand for Dansk Forfatterforenings legatudvalg bedt mig om at begrunde tildelingen af Henrik Pontoppidans Mindefonds legat til netop Villy Sørensen.
Vel tiltror jeg Dansk Forfatterforening i almindelighed og folkesocialisten Ingerlise Kofoed i særdeleshed en god fornemmelse for tidernes skiftende krav til den indsats, der må ydes af enhver "menig soldat i menneskeåndens evige frigørelseskamp," for nu at citere mester Pontoppidan selv. Men jeg kan bevidne, at da Ingerlise Kofoed før påske ringede mig op og gjorde mig glad ved at tilbyde denne ærefulde opgave, nævnede hun ikke med et ord, at det var, fordi hun og Dansk Forfatterforening havde forudset situationen lige i dag. Og derfor fandt det oplagt, at udgiveren allerede i 1962 af den unge Karl Marx' skrifter skulle have Pontoppidan-prisen i præcis dette år.
Alligevel er sandheden jo den, at Villy Sørensen med sin Marx-udgivelse i begyndelsen af tresserne såede en sæd i unge sind, heriblandt mit, der pludselig satte frugt i det berømte og efterhånden mindst lige så berygtede 1968. Der sandelig også har sit runde 30-års jubilæum eller det modsatte af et jubilæum netop nu. Kulminerende om få uger i de verdenshistoriske majdage i Paris, der en overgang drev selveste de Gaulle på flugt.
Er det virkelig bare en tilfældig række af begivenheder uden nogen dybere mening?

NIHILISTEN får så meget vanskeligere ved at svare ja, som det af fundatsen for Henrik Pontoppidans Mindefond udtrykkeligt fremgår, at "legatet tildeles en dansk forfatter, der har ydet en betydende indsats i dansk litteratur, og hvis kår ikke står i forhold til hans betydning."
Villy Sørensens kår står ikke i forhold til hans betydning, og derfor får han dette legat.
Den begivenhed på netop denne dag i netop dette år - magter jeg ikke at yde fuld retfærdighed. Der skal en digter af Villy Sørensens betydning til at løfte en så ironisk opgave. Hvilken sær historie bliver det ikke til, når legatmodtageren næste gang udsender en af sine ufarlige bøger. Jeg kan kun sige, at vi glæder os.
Men jeg kan med mit kendskab til Sørensens proletariske kår med absolut sikkerhed bekræfte, at han ganske rigtigt ikke i den forløbne uge har haft mulighed for at deltage med nogen synderlig styrke i nogen storkonflikt i noget supermarked. Og hvis det er for galt, så det er derfor, han skal have Pontoppidan-legatet for, at også han kan tage den kamp om forbrugsgoderne op, så er det hele galt.
Det tror jeg ikke, det er. Jeg tror, at Ingerlise Kofoed og hendes legatudvalg har peget på Villy Sørensen som værdig modtager, fordi han hverken har følt sig hævet over omsorgen for menneskers materielle og sociale kår, eller deltaget i nogen form for "forveksling af goder med det gode." For nu at citere mester Sørensen selv.
Det er ikke ret længe siden, at Sørensen selv tog temaet op i et interview i Information:
"Man kan rigtig nok undre sig over, i hvor høj grad markedet har sejret, også på områder, hvor man ikke ville tro det. Når man tænker på ikke bare sportsfolks, men også kunstneres honorarer og deres kamp om at tjene mere end hinanden..."
"I Spiegel var der for nylig en artikel om top-kapelmestrene, top-dirigenterne og deres gager, og nu kan jeg (Villy Sørensen) aldrig huske tal, men det var svimlende summer, de skulle have for at optræde. Hvis man er chef-dirigent et eller andet sted, er man forpligtet til et vist antal - ikke særlig mange - opførelser. Det får man adskillige millioner for, og hver gang man optræder, skal man yderligere have kæmpe honorarer. Hvorfor egentlig?"
"Hvad er det, der gør, at folk, som - for nu at tale højtideligt - har viet deres liv til kunst, i den grad bliver ofre for hele det der pengetyranni, og at deres selvrespekt kræver, at de skal tjene lige så meget som kollegaen i Paris? Jeg (stadig Villy Sørensen) kan simpelthen ikke forstå det."

IRONI? Er det den berømte og berygtede ironiker Villy Sørensen, der ikke kan forstå, at markedskonkurrencen nu også er ved at æde kunsten op?
Her kunne en sammenligning mellem Henrik Pontoppidans meget omtalte tvesyn og Villy Sørensens uophørlige beskæftigelse med tvetydigheden tage sin begyndelse.
Under forberedelserne til denne lille tale har jeg haft umådelig fornøjelse af at læse Pontoppidan med bestandig henblik på Villy Sørensen. Og jeg kan fuldt ud bekræfte, hvad Bent Haugaard Jeppesen sammenfattende skriver i sin fortræffelige bog Henrik Pontoppidans Samfundskritik fra 1962:
"Ikke på noget tidspunkt har Pontoppidan været overdreven optimistisk med hensyn til muligheden af indgriben i samfundsforholdene til fremme af menneskelig tilfredshed. Med årene er denne skepsis tilsyneladende blevet til regulær pessimisme. (...) I sine tidligste arbejder angreb Pontoppidan konkrete samfundsmæssige misforhold, der vakte hans harme, uden - i hvert fald i forfatterskabet - at spørge sig selv, hvad man rent praktisk kunne gribe til for at ændre vilkårene."
"Da han siden nåede frem til dette spørgsmål, mærkedes tvivlen hurtigt at sætte ind om nogen tilbundsgående løsning af det sociale problem, og som den individualist, han var, har han her på forhånd set bort fra den doktrinære socialistiske udvej."
Troen på den doktrinære socialistiske udvej har medforfatteren til Oprør fra midten, der sandelig, sandelig også har - i dette tilfælde 20 års - jubilæum i netop dette år, heller aldrig næret.
Men da Villy Sørensen for et par år siden skulle give sit eget synspunkt på sit forfatterskab, skrev han - sammenfattende:
"Jeg tror, at mennesket er godt nok til at bedre verden og ondt nok til at forvolde denne verdens djævelskab, og jeg finder det lettere at forklare det onde end det gode. Når mennesket virkelig yder noget godt, føler det ikke, at det er dets egen fortjeneste; det har på det æstetiske, etiske og religiøse område karakter af inspiration, selvforglemmelse og den mystiske oplevelse som fortolkes i mytens og kunstens symboler og forrådes i religionens dogmer."
Nok står Villy Sørensen ironisk uforstående over for, at kunsten og kunstnerne nu også er ved at blive ofre for markedskonkurrencens pengetyranni. Men på en måde forstår han ganske uironisk det heller ikke.
Det er denne om ikke entydighed så dog enfoldighed, der er grunden til hans evige hverken-eller-bestræbelser. For at give plads til det gode, der aldrig er hverken det ene eller det andet menneskes egen fortjeneste.
Hvor Pontoppidans ironi endte med at vende sig mod selv de bedste forhåbninger, kan man ikke et eneste sted i Sørensens forfatterskab se ironien vendt mod håbet om det gode; den er altid rettet mod selvgodheden og mod dem, der tror sig i stand til at leve uden det gode.
"Kunsten," siger dagens modtager af Pontoppidan-prisen, "fører i sin oprindelige - mytiske - form mennesket frem til dets grænse og konfronterer det med de kræfter der ligger hinsides grænsen."
Det skete også for Henrik Pontoppidan. Men da enhver form for politik uvægerlig medfører en art formynderi, så han efterhånden ingen mulighed for at overføre sine dybeste erfaringer til politisk indsats.
Den grænse har Villy Sørensen ikke villet indordne sig under. Jeg vil sige det kort og så godt, som jeg kan, direkte henvendt til legatmodtageren:
Dit møde med de kræfter, der ligger hinsides vores egen fortjeneste, har netop som kunstner bevæget dig til en politisk, social, økologisk og religiøs indignation, som gør dit værk i sin helhed til en ganske betydende indsats. I sin helhed er den så betydende, at den ganske simpelt er enstående i nyere tid.
Er det ikke nok til at overbevise dig om, at dine kår berettiger dig til legatet, må dagens melding om, at folk nu foretrækker mere fri tid fremfor flere penge i lønningsposen, dog kunne formilde dig,
Måske har du ikke levet forgæves.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu