Læsetid: 2 min.

Vingesuset fra sjælen

5. maj 1998

I Fjaltring har købmanden ordentlige kunder, som ikke kun tænker på sig selv

OTTENDE DAG
"Dér var du vel nok heldig," fik jeg at vide, da jeg intetanende landede i Kastrup lørdag den 25 april.
"Heldig? Hvorfor?"
"Fra på mandag går landet totalt i stå."
Totalt i stå! Mærkelig kontrast at komme fra Laos og Vietnam, der - som over alt i Asien - er en myretue af myldrende mennesker, på vej til og fra arbejde, på vej for at finde arbejde, eller ivrigt handlende på markeder, hvor det bugner af friske, farvestrålende madvarer.
Jeg skynder mig over til mit hus på vestkysten, inden alt lukker og slukker, men går kun halvhjertet i gang med at finde ud af, hvad konflikten egentlig handler om, for de mange indtryk fra rejsen, jet-lag og sjælen, der tøver med at indhente sit hylster, virker stærkt distraherende.
Hvordan samstemme suset fra den store, fjerne verden med suset fra Vesterhavet?

Vilde horder
Er alt nu også gået så meget i stå, som de sagde, det ville? I tv stormer vilde horder gennem supermarkederne og raserer hylderne.
I Information står der, at danskere reagerer som flokdyr i panik - for mig at se hersker der tværtimod en aktivitet, som grænser til det absolut pinlige, undtagen hos vores lokale købmand, hvor folk handler lige så besindigt, som de plejer. De finder jo også de sædvanlige varer på deres sædvanlige pladser.
"Hvorfor er der ingen, der går amok her," spørger jeg.
"Fordi vi har nogle ordentlige kunder, som ikke kun tænker på sig selv," lyder svaret.

I lyst og nød
Godt at være hjemme i Fjaltring, hvor vi stadig kan deles om livet - i lyst og nød. Jeg fornemmer suset, da min sjæl vender tilbage.
En morgen kører jeg ud for at se gæssene blive fodret. Ornitologerne har talt. 7.000 gæs holder pause i fjordengene, inden de flyver videre mod nord.
Fra marts til maj kører Niels hver morgen et vognlæs korn ud til dem, ellers rydder de bøndernes nytilsåede marker.
Gæssene ved, hvornår han kommer, og venter storskræppende på jorden. Når han nærmer sig, letter de som en kæmpesky, og så snart kornet er spredt styrtdykker de larmende og fortærer forsyningerne på et øjeblik.
I den aktuelle situation, kunne det tænkes at give ubehagelige associationer til supermarkedskundernes hærgen, men det gør det ikke, for der er vingesuset til forskel.

*Danske kunstnere skriver hver dag strejkedagbog i Information: Den 28. april var det Bent Vinn Nielsen, den 29. april Lotte Tarp, den 30.april Malene Vilstrup, den 1. maj Peter Bay, den 2. maj Vagn Lundbye og den 3. maj Ib Makwarth.
Dagens skribent, Jytte Borberg, er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her