Læsetid: 4 min.

'Vold kan være en løsning' af og til...

18. maj 1998

Nørrebro-høring om kampen mod nazismen afslørede dyb splittelse i holdningen til overfaldet på Pia Kjærsgaard

Venstrefløjens diskussion om overfaldet på højrefløjspolitikeren Pia Kjærsgaard på Nørrebro i København 24. marts er langtfra slut.
Det fremgik tydeligt, da initiativet "Vi lader os ikke skræmme" søndag eftermiddag holdt en fire timer lang høring, der især skulle have handlet om kampen mod de nazister, som tidligere i år fremstillede og distribuerede en video, der opfordrer til likvidering af fire navngivne aktivister og debattører fra venstrefløjen.
Det gik nemlig ikke, som arrangørerne havde lagt op til. Bekæmpelsen af nazisterne udløste ikke de store uenigheder blandt de 50 fremmødte i Medborgerhuset Blågården.
Til gengæld kom der gang i debatten, da formanden for UNG-sam - Sammenslutningen af unge etniske minoriteter, Ali Celik, sagde, at indvandrere og flygtninge i deres pressede situation er "nødt til at tage konfrontationen med det samme - også hvis de er nødt til at bruge vold":
"Efter episoden med Pia Kjærsgaard var der nogle mennesker, som tog afstand fra det såkaldte overfald, som jeg ikke havde regnet med. Principielt mener jeg, at man har ret til at slå tilbage og bruge vold, når man bliver udsat for det, etniske minoriteter bliver udsat for i Danmark," sagde Ali Celik.

Ikke umagen værd
Han citererede bekendte i flygtninge- og indvandrermiljøer i Danmark, som ikke finder det umagen værd at deltage i demonstrationer mod nazisme, racisme og fremmedhad:
"De udtrykker klart, at de ikke mener, det er vejen frem," sagde Ali Celik fra sin plads i høringens panel.
Enhedslistens rets- og udlændingeordfører Søren Søndergaard var én af dem, Ali Celik rettede sit angreb mod.
Efter overfaldet i marts tog Enhedslistens folketingsgruppe - på linje med samtlige andre partier i Folketinget - afstand fra brugen af vold mod Pia Kjærsgaard.
Søren Søndergaard fandt det "for let", hvis Ali Celik ville give den danske venstrefløj skylden for, at medlemmer af etniske minoriteter ikke deltager i antiracistiske demonstrationer:
"Hvordan får I de etniske minoriteter til at tage et ansvar for deres situation i Danmark sammen med danskerne? Den gamle generation har trukket sig ind i sig selv i håbet om, at fremmedhadet går over som et tordenvejr. Den unge generation har bildt sig ind, at den kan få en placering i det danske samfund, fordi den taler dansk," sagde Søren Søndergaard og kritiserede de personer, der stod bag overfaldet på hans folketingskollega for "ikke at indtænke pressens reaktion i aktionen".

Ikke til at styre
Flere advarede fra salen imod at "tage sagen i egen hånd":
"Det er svært at se, hvordan vi skal gribe det an rent praktisk, uden at det udvikler sig til noget, man ikke kan styre," sagde en ung mand.
Poul Møller fra Komiteen Flygtninge under Jorden, der er én af de fire navngivne, som er blevet truet på livet i den nazistiske video, er en ældre herre sidst i 60'erne.
Han tilsluttede sig varmt Ali Celiks synspunkter, omend han var "lidt sur" på dem, der overfaldt Pia Kjærsgaard:
"De kunne godt have ringet til mig, så jeg kunne have nået at være med," sagde Poul Møller og rundede sit indlæg af med en opfordring til at stoppe diskussionen og holde uenigheden "inden for familien".
Efter en del kritik tog Ali Celik igen ordet og erklærede, at han "sad og havde det lidt skidt", for han var ikke fortaler for vold, men der imod for dialog:
"Jeg sidder ikke her og siger, at man absolut skal bruge vold, men vold kan også være en løsning af og til," sagde Ali Celik.

Kriegsberichter 4
Første del af søndagens høring handlede om den nazistiske video Kriegsberichter 4, der opfordrer til likvidering af Erik Jensen fra den antifascistiske dokumentationsgruppe Demos, Anders Lange fra Antiracistisk Netværk og Socialistisk Arbejderparti, SAP, Poul Møller fra Flygtninge under jorden og debattøren Peter Tudvad.
Erik Jensen, der i årevis har udfoldet, hvad han betegnede som "journalistisk research", for at afdække lyssky aktiviteter på den yderste højrefløj, udpegede en navngiven 26-årig nazist som hovedmanden bag den gruppe, NS 88, der står bag opfordringen til at dræbe de fire.
Han oplyste, at kriminalpolitiet i fire politikredse under koordination af statsadvokat Erik Merlung arbejder på at opklare sagen.
I modsætning til, hvad der har været tilfældet, når Demos-gruppen tidligere har indgivet politianmeldelser mod den nazistiske gruppering, tager politiet denne gang sagen alvorligt, mente Erik Jensen.
I sit oplæg kædede han den pågældende "hovedmand" og en finsk nazist, der ifølge Erik Jensen er angivet som "editor" af Kriegsberichter 4 sammen med Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelses (DNSB) hovedkvarter i Greve syd for København.
Et klip fra den fransk-tyske kultur-tv-kanal Arte viste de to på vej ind i DNSB-hovedkvarteret, hvor de beredvilligt gav interviews om deres planer om at gå under jorden og udøve terrorisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her