Flere kvinder end mænd siger nej til Amsterdam-traktaten og EU - kvinderne frygter at velfærdsstaten bliver ødelagt
TILLÆG (2. SEKTION side 16)
Nej taQ
Hvis de yngre, danske kvinder kunne bestemme, var Danmark næppe en del af den Europæiske Union.
Blandt kvinder i det hele taget er der kun lige et lille flertal for et ja til Amsterdam-traktaten, men blandt de 18-49 årige kvinder er der flere modstandere end tilhængere.
Dén gruppe danskere, der omvendt er mest glade for EU, er mænd under 30 år.
Det viser en Sonar-undersøgelse lavet for Morgenavisen Jyllands-Posten.
Tendensen er den samme i Norge og Sverige. Det var f.eks. de norske kvinders nej, der afgjorde, at Norge ikke blev medlem af EU.
Én af de danske kvinder, der vil stemme nej den 28. maj, er Lene Larsen. Hun er 44 år og arbejder med aktivering af langtidsledige for bydelsrådet på Indre Nørrebro. Lene Larsen har sagt nej tak alle de gange, hun har stemt om et EF- eller EU-emne.
For langt væk
Hendes nej denne gang er ikke rettet mod Amsterdam-traktaten - det er EU som sådan, hun ikke vil have. Begrundelsen for nej'et har hele tiden været, at demokratiet fjerner sig. Og oplevelsen af et fraværende demokrati er blevet forstærket:
"EU er for langt væk. Jeg tror ikke, jeg kan gøre min indflydelse gældende i så stort et apparat. For mig er EU lukkede møder med kommissærer, der ikke er folkevalgte - jeg har slet ingen direkte indflydelse på, hvad der foregår," siger Lene Larsen.
Hun sammenligner situationen med sit arbejde i Københavns Kommune og Bydelsrådet på Nørrebro. Dér sidder politikerne lige ved siden af, "men alligevel er det meget svært at gøre sin indflydelse gældende."
"Og det er sværere og sværere, jo længere væk de magtfulde korridorer befinder sig."
Det er en generel oplevelse blandt kvinder, fortæller Ann-Dorte Christensen, lektor ved Aalborg Universitet. Forklaringen er, at kvinder i højere grad end mænd er knyttet til politik tæt på hverdagslivet: i bevægelser, foreninger og daginstitutioner.
"Den fjernhed, der kommer af, at beslutningerne flytter til Bruxelles, møder større modstand hos kvinder end hos mænd. Ofte lægger kvinder større vægt på politik tæt på hverdagslivet - det gælder også for de norske kvinder," siger Ann-Dorte Christensen.
Velfærdsstaten er truet
Ann-Dorte Christensens overordnede forklaring på, hvorfor flere danske kvinder end mænd stemmer nej, er, at kvinderne har en stærkere tilknytning til velfærdsstaten.
"Danske kvinder er bange for, at EU går ud over velfærdsmodellen. De sætter spørgsmålstegn ved, om modellerne i de andre lande i Europa kan eksistere side om side med den danske. De stærke sider af den nordiske model har været nogle af forudsætningerne for den fremgang, kvinderne har haft blandt andet på arbejdsmarkedet og i politik," siger Ann-Dorte Christensen.
Lene Larsen giver Ann-Dorte Christensen ret. Hun understreger, at det ikke handler om, at hun ikke vil dele ud af Danmarks goder til andre lande.
"Men hvis vi pludselig mister nogle af de ting, vi har bygget op i velfærdsstaten, ville jeg være ked af det. Jeg vil hellere have, at vi tager det bedste fra alle landene - det mindst dårlige - og sætter sammen. Sådan er det ikke nu. Jeg synes, det hele tiden er mindste fællesnævner, når landene skal vedtage noget".
"Italien skal eksempelvis ind i ØMU'en, og derfor skal de spare på de offentlige udgifter - uddannelse og infrastruktur - og det går ud over de almindelige borgere. Det ønsker jeg ikke herhjemme," siger Lene Larsen.
Hun henviser til sit arbejde med de svagt stillede danskere og mener, at vi gør mange gode ting for dem. Men at det sagtens kan være bedre.
"Med EU bliver det i hvert fald ikke bedre," mener hun.
Drengenes projekt
Antropologen Anne Knudsen - kendt for sine skarpe holdninger over for kvindernes nej til EU - mener, at årsagen til mænds og kvinders forskellige holdning til EU er, at de har meget forskellige universer. Mænd arbejder mest i det private erhvervsliv - kvinder er tit offentligt ansatte til en lav løn.
Undersøgelser viser da også, at størstedelen af de kvinder, der stemmer nej, er ansat i den offentlige sektor: De er pædagoger, sagsbehandlere, socialrådgivere osv. Som Lene Larsen er det.
"Noget af det, der gør udslaget for de offentligt ansatte kvinders nej, er deres erfaringsverden. Nemlig at deres chefer altid er mænd. Deres oplevelse er, at det, mændene laver, er noget hø, som de så kan rende rundt og lappe på bagefter. Man kan høre det som et argument, at EU er noget mændene har fundet på, og derfor er det dårligt," siger Anne Knudsen.
Hun mener, at nej-stemmerne er konservative: Vi ved, hvad vi har, og kan vi ikke bare beholde det.
"Der er dem, der betragter EU som muligheder - som noget, man kan gøre noget ved. Og så er der dem, der synes, det er noget skræmmende noget, som andre går og gør ved dem. Det er ikke underligt, at kvinder i omsorgssektoren har den sidste oplevelse - det er deres erfaringsverden."
Mændene dominerer
Ann-Dorte Christensen mener også, at det faktum - at mænd dominerer i EU - kan være afgørende for kvinders modstand. Det seneste folketingsvalg bekræftede for eksempel, at det i dag er vigtigt for kvinder, at flere kvinder bliver repræsenteret, siger hun.
"Det betyder noget i forhold til, i hvor høj grad man finder troværdighed ved området. De rene mandeforsamlinger er ikke legitime længere - det så vi også, da Poul Nyrup udpegede sin regering for nylig: Der er fokus på, hvor mange kvinder, der kommer med," påpeger Ann- Dorte Christensen.
Lene Larsen er kun delvist enig. Hun nikker genkendende til, at mandedominansen ikke er et plus ved EU.
"Hvis det udelukkende var kvinder, der sad i EU, ville jeg nok se anderledes på det. Men de kvinder, der er der nu, bliver jo præget af den kultur, der er. Jeg oplever, at kvinderne hurtigt bliver som de magtfulde mænd."
"Min største angst er, hvad beslutningerne, som bliver taget nu, betyder for fremtiden. Hvad betyder de for mine børn og deres voksenliv engang. Jeg kan blive bange for, at vi ødelægger det gode samfund, vi har. Så dybest set handler det om velfærdssamfundet," siger Lene Larsen.
Både på miljøområdet og i omsorgssektoren, understeger hun.
Alternativerne
For Lene Larsen er det umiddelbart svært at sige, hvad Danmark skulle gøre udenfor EU. Hun ville ønske, at danskerne aldrig var kommet med, og at der var blevet etableret et nordisk samarbejde i stedet.
Nu forestiller hun sig nogle mellemstatslige samarbejder med de andre europæiske lande - som for eksempel i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
"Som det ser ud nu, er det svært at sige, at man bare kan holde sig ude af EU. Men eftersom Danmark er et ordentligt land, så kunne vi sikkert også få en status i forhold til EU, hvis vi meldte os ud. Efter danskerne sagde nej til Maastricht-traktaten, har vi jo også formået at gøre os gældende, selvom vi holder os ude af nogle af tingene," siger Lene Larsen.
Anne Knudsen siger, at det er almindeligt blandt kvinder at tro, at der i stedet for EU kan etableres et samarbejde mellem staterne uden traktater og regler.
"Der er en forestilling om, at de storpolitiske ting ved EU kan man opnå uden magtstrukturer. For det oplever de som deres personlige erfaring. De tror, at magt er noget, man kan undvære."
Kvindefronten
Igen handler det om kvinders erfaringer fra deres arbejde:
"Det er meget almindeligt i kvindejobs at opleve, at man er på lige fod med sine klienter. At der ikke er nogen magt forbundet med arbejdet. Derfor er kvinderne negativt indstillet over for forestillingen om, at man skal have magt," siger Anne Knudsen.
Uanset forklaringerne er det et faktum, at flere kvinder end mænd takker nej til EU. Og det kan, mener Ann-Dorthe Christensen, tolkes på flere måder: "Meningsdannere siger normalt, at kvinder er tøvende og skeptiske over for EU. Og der bliver gjort mange bestræbelser på at overbevise de skeptiske kvinder. Det er, som om man bare venter på, at de kommer med. Men i stedet for at se kvinderne som tøvende, kan man også vælge det perspektiv, at kvinderne fortsat går i front for et nej."
