Læsetid: 6 min.

Åbne vogne i et lukket land

20. juni 1998

Nogle anvisninger på, hvordan man kan anskaffe sig en åben sportsvogn til under halvdelen af dansk indkøbspris samt et par overvejelser om prisskiltet på human opførsel

QLUMMEN
Der er nu noget sexet over en sportsvogn. Mens en Mercedes udstråler penge og magt - men også ansvarlighed og soliditet, grænsende til det kedsommelige og en stationcar med anhængerkrog emmer af praktisk familiefar, er en åben vogn herlig fri for al hverdagslig tyngde.
Den er til for sjov, for sanserne, for lyden af verden, for vinden gennem håret, solen i ansigtet, intitmiteten mellem to, der er befriet for bagage, krydret med et pirrende strejf af dødsforagt over for udsatheden i den rappe åbenhed. Kort sagt: Sportsvogne emmer af pligt- og remmefri leg og spænding.
Selvfølgelig er det i altovervejende grad mænd, der har den slags biler. Dels fordi mænd overbefolker de indtægtsklasser, der har råd til bil for sjov, dels fordi bilens aura smitter af på manden bag rattet. Og færre mænd end kvinder har noget imod at blive begæret på grund af deres bil, deres job, deres indflydelse, magt eller formue, i modsætning til kvinders romantiske krav om at blive elsket som sig - på trods eller på grund af udseende og sjælelige dybder.
Meget firkantet sagt.

En to-personers Porche koster omkring 800.000 kroner, Mazdas discount(!)version af MX-5 lige under 240.000 kroner. Prisernes skyhøjde hindrer mange i at tilfredsstille deres åbne kørelyster - hvis man skal tro det seneste nummer af Signature, som er medlemsblad for danske indehavere af forretningsmændenes plastickort: Diners Club International.
I hvert fald ofrer redaktør Erik Morsing i sidste udgave af bladet, lederplads på at fortælle sine læsere, hvordan de på en gang kan blive ejer af en sportsvogn, spare op til pensionen og sørge for at skatteministeren går glip af registreringsafgiften, med argumentet:
"Man kan på ingen måde påstå, det er rimeligt, at betale 550.000 kroner til staten ud af en pris på 800.000 kroner. Den form for skattepolitik er det tætteste, man kan komme på et direkte forbud."
Redaktøren har imidlertid en plan, en genial plan: Ved at indregistrere sin nyindkøbte sportsvogt på udenlandske nummerplader, sparer man mellem 200.000 og 550.000 kroner i danske skatter og afgifter. Hvad der er sparet er som bekendt tjent, og den sparede sum investerer man så i et hus i Frankrig, hvor økonomien og købelysten er i krise og husene derfor billige. Her placeres legetøjet, som nu kan nydes i afmålte feriedoser samtidigt med, at man indirekte sparer op til pensionen ved at betale af på huset.
Den månedlige belastning af budgettet bliver den samme, noterer redaktør Erik Morsing (hvilket i denne sammenhæng betyder samme udgift som hvis man køber sportsvognen og indregistrerer den på danske nummerplader), og der er oven i købet mulighed for at leje huset ud og tjene på arrangementet.

Måske vil Signatures læserkreds sammensvorent udbryde "skidesmart, Erik" ved lederens bundlinie. Og jeg skal såmænd ikke være den, der tynger drømmene om firhjulet frihed med kedsommelige betragtninger om CO2-udslip, luftforurening og væksten i bilparken. Blot notere at redaktørens brug af ordet urimeligt om bilafgifterne viser en hel del om, hvilke problemer, folk i gedigne lønklasser har at slås med.
Ifølge hovedparten af pressen bliver den mere velstillede del af befolkningen i det hele taget urimeligt plaget i denne pinsepakketid. Overskrifterne basker med begreber, som retteligt hører katastrofernes verden til: Kapitalpensionen har således "fået dødsstødet" og "vakler"; husejerne bliver "straffet" og "flået". Og Weekendavisens lederskribent skælder ligefrem regeringen ud for at samarbejde med de to ekstremistiske venstrefløjspartier.
Morgenavisen Jyllands-Posten har bedt BFRkredit regne ud, hvad pinsepakken koster forskellige familier. Det går værst ud over direktørfamilien med en husstandsindkomst på 1,15 millioner kroner. Den familie mister 1.500 kroner om måneden, mens en familie med 550.000 i hustandsindkomst (350.000 plus 200.000 - gæt selv lønkontohavernes køn), en ejerbolig, store renteudgifter og megen privat kørsel mister lidt over 1.000 kroner om måneden.
Til gengæld får en familie med 550.000 kroner i samlet indkomst og lave renteudgifter lidt over hundrede kroner, og en lavindkomstfamilie med en indkomst på 300.000 kroner omkring 200 kroner ekstra at more sig for om måneden.
Alt i alt en ret beskeden omfordeling.
Og selv jeg ikke tvivler på, at nogle nybagte husejere kommer til at mærke privatøkonomien stramme, vækker de sidste ugers brug af kraftudtryk i overskrifter derfor en stille undren: Gud vide hvilke ord avismagerne har på lager til den dag, der sker noget rigtigt alvorligt eller virkeligt samfundsforandrende ... er de slet ikke bange for at slide katastrofeordene op?

Bekymringen for, at pinsepakkens reduktion af rentefradraget ville spænde de økonomiske tommelskruer på mellemindkomsterne for hårdt, resulterede i forlig om et par rabatordninger for nybagte husejere - for små til at batte til andet end en flaske rødvin lørdag aften, men store nok til at vise den gode vilje.
Ligesom folk, der har store fradrag for eksempelvis befordring, hustru- eller børnebidrag får en fem procents rabat for fradrag op til 40.000 kroner.
Nu har det altid været en gåde for mig, hvorfor folk (læs mænd) skal kunne trække de penge, de bruger til at forsørge deres børn og tidligere ægtefælle, fra i skat ... lad det nu ligge.
Men, at den offentlige og politiske omsorg for flygtningene fra kærlighedens slagmarker ligefrem bliver udmøntet i en særlig skatterabat - det skratter, så ørepropper ikke kan lukke støjen ude i sammenligning med samme offentligheds omsorg og bekymring for flygtninge fra krigenes, diktaturernes, sultens og torturens slagmarker.

Godt nok har regeringen opgivet at forbyde asylansøgere at gifte sig, mens de søger asyl i Danmark. Men det er grimt, at tanken er tænkt, udtalt og skrevet ned.
Og ganske vist har regeringen sløjfet sit forslag om at udlændinge, der søger familiesammenføring med slægtninge i udlandet, skal have en passende bolig - hvilket betyder højst to personer pr. rum.
Men tanken er grim og tillige præget af en historieløshed, man ikke skulle tiltro den aldrende indenrigsminister: Min familie med to voksne og tre børn boede ligesom masser af andre københavnerfamilier i en toværelses i 60'erne. Det var trangt, men ligefrem upassende, var det altså ikke!
I skrivende stund, hvor udlændingepakken forhandles i Folketingssalen, ser det derimod ud til, at der stadig er politisk flertal for at gennemføre isolationsydelsen på 5.000 kroner om måneden. Den er cirka 2.000 kroner mindre end den ydelse, danske kontanthjælpsmodtagere får. Regeringens begrundelse er at motivere dem - altså flygtningene - til at søge arbejde og dermed fremme deres integration i det danske samfund (vel at mærke i åndedraget efter forliget om pinsepakken, der har til formål at hæmme den økonomiske vækst - hvilket blot er et andet udtryk for, at arbejdsløsheden ikke skal falde for hurtigt).
Den kontante 2.000 kroners økonomiske forskelsbehandling på danskere og udlændinge har givet langt færre kraftbaskende overskrifter og mindre fremtrædende artikelplaceringer, vakt langt mindre forargelse og bekymring end pinsepakkens 1000-kroners sug i gældtyngede husejeres økonomi.
Jeg noterer det bare ... lader være med at lede efter ord, der er kraftfulde nok til at dække ubehaget ved at så åbenlys en forskelsbehandling ser ud til at glide igennem i vores lille humane demokrati; registrerer, at der nu er sat prisskilt på grænsen for humanitær opførsel: 5.000 om måneden, 60.000 om året - og regner ud, at den årlige ydelse til 13 flygtninge svarer til prisen på en to-personers åben Porche.
Som fodnote kan tilføjes, at Folketingets Præsidium i følge B.T. fredag arbejder med et forslag om at hæve lønningerne for folketingets medlemmer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her