Læsetid: 7 min.

Aben Narcissus

22. juni 1998

Er mennesket ene om at have moral? Nogle primatologer mener, at chimpansen også på dette punkt slægter os på, og udviser begyndelsen til en egentlig moral

MORAL
For nylig reddede en gorilla en tre-årig dreng. Hændelsen indtraf i Brookfield Zoologiske Have i Chicago, hvor drengen var faldet fra fem meters højde ned i vandet, der omgiver abeburet. Binti Jua, der er en otte-årig lav-lands-gorilla, samlede drengen op, og sad lidt på en træstamme i vandet og vuggede drengen i sine arme, før hun bar drengen hen til en af abeburets adgangsveje. Dernæst fortsatte hun med sin 17-måneder gamle baby på ryggen, som om intet var hændt.
Binti blev hurtigt en stjerne og fremhævet af ledende politikere som et lysende eksempel på den medfølelse, som vores samfund behøver. Såkaldte eksperter mente dog, at Binti kun opførte sig sådan, fordi den var blevet opdraget af mennesker, og var blevet lært moderskabets svære kunst med en plysabe. Bintis adfærd var derfor aldeles ikke en barmhjertighedsgerning, men alene et udslag af moderskabsforvirring.
Sådanne argumenter gør dog ikke indtryk på den hollandske primatolog Frans de Waal. Han påpeger dels, at Binti selv havde en baby på ryggen og derfor nok ikke var synderligt moderskabsforvirret. Og dels, at så højt begavede dyr som gorillaer ikke forveksler en dreng i rød t-shirt og store gummisko med gorilla-unger. Ifølge de Waal er den virkelige overraskelse kun, at mennesker bliver forbavsede over Bintis adfærd.
Vi kan vælge at opfatte Bintis adfærd som moralsk, men er Binti selv bevidst herom? Frans de Waal og andre forskere hævder, at de højere primater ihvertfald har begyndelserne til en moral. Dermed står en af menneskets sidste bastioner som det eneste moralske dyr for fald.
I 1970 foretog den amerikanske adfærdspsykolog Gordon Gallup et forsøg, som har fået storekonsekvenser for vores forståelse af abers mentale evner. Gallup placerede under bedøvelse en plet i ansigtet på en chimpanse. Pletten blev placeret, så chimpansen kun kunne se den i et spejl.
Måske overraskende synes langt de fleste dyr ikke at være i stand til at genkende sig selv i et spejl, men virker som om de tror, at spejlbilledet er et andet dyr. Men chimpanserne bemærkede tydeligvis straks pletten i ansigtet og forsøgte at fjerne den.
Genkendelse af eget spejlbillede kræver, at man er i stand til at opdage synkronitet mellem spejlbillede og egne bevægelser. Det sker ved at sammenholde synsindtryk af egne bevægelser med en mental repræsentation af deres udførsel. Siden Gallups første forsøg har man undersøgt andre pattedyr.
Indtil videre har man kun fundet spejl-selv-genkendelse hos chimpanser, bonoboer, orangutaner, gorillaer og delfiner, men ikke hos de mindre aber, halvaber eller for eksempel elefanter.
Man skal naturligvis tage forsøgene med et gran salt. Det er ikke åbenlyst, at spejl-genkendelse er den eneste måde at udvise selvgenkendelse. For eksempel må en elefant i det mindste have kendskab til snabelens bevægelser og position.

Narcissus blandt børn
Men lad os koncentrere os om Gallups opdagelse af selv-genkendelse hos chimpanser. Det var første skridt på vejen til at vise om chimpanser virkelig har forudsætningerne for moral, som intentionalitet, ønsker og følelser.
Man har siden foretaget en nye forsøg, hvor man har undersøgt chimpansers evne til at se sig selv og andre som tænkende væsener. Et vigtigt forsøg bestod i, at en chimpanse skulle kunne finde den af fire bokse, hvor der var gemt mad. Maden blev placeret af en forsker uden at chimpansen kunne se hvor, mens en anden forsker enten forlod lokalet, eller tog en pose over hovedet, (man tænkte tilsyneladende ikke nærmere over det indtryk, det kunne give).
Dermed vidste kun den ene forsker, hvor maden var gemt. Han pegede derfor på boksen med maden, mens den anden forsker pegede tilfældigt. Ved at vælge boksen med maden kunne chimpansen demonstrere en forståelse for, at det at se fører til viden.
Ni-årige chimpanser løste opgaven med nogen slinger i valsen, mens en kontrol-gruppe af rhesusaber slet ikke kunne løse opgaven. Forsøget blev dernæst gentaget med tre- og fire-årige børn. Tre-årige børn klarede sig som rhesusaberne, mens de fire-årige opnåede næsten perfekte resultater fra starten af. Chimpanserne løste således aldrig opgaven lige så godt, som de fire-årige børn.
Det viste sig i øvrigt, at evnen til at genkende sig selv i et spejl naturligvis også afhænger af alder. Således genkender de færreste seks-årige chimpanser sig selv - i modsætning til ældre individer. Mens de første tegn på selv-genkendelse hos menneskebørn allerede optræder ved 18-24-måneders alderen.
Det tyder altså på, at der eksisterer et hierarki i tilegnelsen af avancerede mentale evner, hvor et individ først må have selvgenkendelse, før der senere kan tillægges intentioner til andre.
Men selv om chimpanser tilsyneladende er opmærksomme på mentale evner hos sig selv og andre, betyder det så, at de opfatter sig selv (og andre) som vedvarende væsener, der kan ændre sig over tid?
Chimpanser har tilsyneladende en episodisk hukommelse med mental repræsentation af nogle aspekter ved dem selv. Men har de også en mere vedvarende selv-biografisk hukommelse, som muliggør f.eks moralsk adfærd?

Proto-moral
Proto-moral, som man kunne kalde begyndelserne til en moral, kræver, at en række egenskaber skal være tilstede. Først og fremmest skal dyrene naturligvis leve i sociale grupper, hvor moralsk adfærd kan betale sig.
Chimpanser lever netop i sådanne sociale grupper, hvor deres store hjerner bruges til intrigante magtspil, der i kompleksitet kan minde om tilsvarende hos mennesket. Hvert enkelt individ kender således sin egen plads i samfundet, og der indgås alliancer og politiske spil for at forbedre sin og familiens sociale position.
I bogen Good Natured argumenterer de Waal for, at moral opstår som følge af det sociale spejl, der findes hos flokdyr. Individet bliver konstant overvåget af andre individer, og i samspillet mellem individerne opstår de nødvendige elementer, der udgør en moral. Blandt disse er sympati- og norm-relaterede egenskaber som hengivenhed, hjælp, følelsesmæssige bånd og foreskrevne sociale regler. Hertil kommer tilpasning og specialbehandling af handicappede og kvæstede. For-uden naturligvis gensidighed, som evnen til at give, handle og hævne, foruden at udvise aggression mod dem, der ikke følger disse regler. Dette kræver desuden en særlig evne til at håndtere konflikter gennem mægling og stadig vedligeholdelse af gode sociale relationer.
Alle disse egenskaber er veldokumenterede hos en lang række sociale dyr. Således ikke kun hos chimpanser, men også hos mindre aber som rhesusaber og halvaber.
Men menneskeaberne adskiller sig væsentlig ved deres avancerede mentale evner. Chimpansernes selvbevidsthed og intentionalitet giver sig udslag i evnen til at kunne sætte sig i andres sted, at kunne overtage og leve efter gruppens regler og forudse straf og endelig at bekymre sig om hele gruppens velbefindende.
Derfor udviser chimpanser en mere avanceret moralsk adfærd end de mindre aber.
Således beretter de Waal for eksempel om en ung chimpanse, der viste sin seksuelle interesse til en hun-chimpanse, men som ved en dominerende han-chimpanses mellemkomst skyndte sig at gemme sin erigerede penis med sine hænder.
De mentale evner er endnu mere veludviklede hos mennesket og er formodentlig grunden til, at nogle mener, at mennesket er ene om at være moralsk. Men det er værd at huske på, at det - som så meget andet i naturen - blot er et gradsspørgsmål.

Kulturens begyndelser
Mennesket gradbøjer således med de andre menneskeaber i langt højere grad, end vi almindeligvis antager. I en anden bog om chimpanser, Chimpanzee Cultures, som Frans de Waal har været med til at redigere, fremføres den hovedpionte, at chimpanser udviser regional bestemt adfærd, der formodentlig burde klassificeres som kultur eller begyndelsen hertil. Bogen formår dermed at vise, hvordan mennesket trods sin kulturelle fernis stadig i højeste grad er et dyr.
Mange af de moralske egenskaber, som vi værdsætter - og afskyr - hos hinanden, findes allerede hos de andre primater.
Mennesket har dyriske laster, men holdes i stram snor af sin dyriske natur. Mennesket er måske derfor nok syndefuldt, men vores mål af godhed er ikke på tværs af vores dyriske aner, men som følge heraf.
Good Natured og Chimpanzee Cultures er ikke blot bøger for biologer og fanatiske dyrevenner, men for os alle. Det er på tide, at vi anerkender andre dyrearters mentale evner til både indlevelse og medfølelse.
Vi skal naturligvis passe på med at tillægge dyr menneskelignende egenskaber - at udøve antropomorfisme - hvilket af mange videnskabsmænd betragtes som en alvorlig synd, da dyr ikke formodes at have et indre tankeliv svarende til menneskets. Man risikerer derfor at overvurdere dyrenes intentioner ved at bruge ord som medfølelse og barmhjertighed om deres adfærd.
Men hvilken synd er den største: at under- eller overvurdere dyrs mentale evner?

*Richard W. Wrangham, W.C. McGrew, Frans B.M. de Waal, Paul Heltne (eds.), Chimpan-zee Cultures, Harvard University Press: Cambridge, Mass., £20.00
*Frans de Waal, Good Natured. The origins of right and wrong in humans and other animals, Harvard University Press: Cambridge, Mass., £16.50

Morten Kringelbach er cand.scient.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her