Læsetid: 2 min.

AIDS-vaccine testes i USA

8. juni 1998

I USA er der givet tilladelse til forsøg med en AIDS-vaccine, men kritikere tvivler på vaccinens effekt

I sidste uge gav de amerikanske myndigheder grønt lys til verdens første fuld-skala-forsøg med en AIDS-vaccine. Fem tusinde raske amerikanere og canadiere skal indenfor det næste år modtage tre indsprøjtninger med vaccinen eller et placebo, og firmaet bag vaccinen, VaxGen Inc. regner med snart at få tilladelse til forsøg med 2.500 frivillige i Thailand.
VaxGen fik for fire år siden afslag på en ansøgning om et tilsvarende forsøg, med en beslægtet vaccine. At The Food and Drug Administration (FDA) denne gang gav firmaet tilladelse til det omfattende forsøg skyldes forbedringerne af vaccinen, som - ifølge VaxGen - i de indledende forsøg har produceret antistoffer mod HIV-virus i 99 procent af de 1.200 forsøgspersoner.
Det har fået firmaet til at finde de store ord frem: "Jeg tror, at dette er det virkelige vendepunkt," siger Dr. Robert Nowinski, som har været med til at oprette VaxGen, til Reuters. "Dette kan ikke vendes. På et eller andet tidspunkt vil der blive lavet en vaccine, og epidemien vil blive stoppet," mener han.
Men andre HIV-forskere er knap så optimistiske. De tvivler på vaccinens effekt, og baserer endda deres tvivl på resultaterne af de samme indledende forsøg, som begejstrer VaxGen.
Vaccinen, som firmaet har døbt Aidsvax, er baseret på en del af HIV-virus' ydre kappe, kendt som gp120, der binder sig til menneskecellerne, før virus invaderer dem.
Ved mødet med et menneskes immunsystem sætter vaccinen gang i dannelsen af antistoffer mod HIV-virus. Men antistofferne er kun en del af det menneskelige immunsystem. En anden vigtig del er de såkaldte T-celler, som neutraliserer de virus-inficerede celler. De indledende forsøg viser, at denne del af immunforsvaret ikke mobiliseres med Aidsvax-vaccinen. Det får eksperterne til at tvivle på vaccinens effekt.
En ting er at danne antistoffer hos forsøgspersonerne, indvendes det, en anden ting er, om disse antistoffer rent faktisk kan forhindre, at HIV-virus invaderer et vaccineret menneske. Hos chimpanser virker vaccinen, men de får heller ikke AIDS på samme måde som mennesker.

Undtagelsestilstand
Derfor er heller ikke alle begejstrede over tilladelsen til VaxGen til at starte det store forsøg. Der laves undersøgelser med mere end 40 forskellige AIDS-vacciner, og de endelige fuld-skala-forsøg bør først sættes igang, når grundige undersøgelser i laboratoriet og på forsøgsdyr har givet en bedre viden, end den man f.eks. har om Aidsvax, mener skeptikerne.
Andre mener, at alle lovende vacciner bør testes, også selvom de kun beskytter en lille del af befolkningen, idet der med AIDS er tale om en undtagelsestilstand, hvor alle midler bør prøves.
Men om der virkelig er tale om en Undtagelsestilstand, og om der ikke gøres nok, er også genstand for debat.
For nylig kritiserede AVAC, en amerikansk organisation, som arbejder for at fremme AIDS-forskningen, præsident Clinton for ikke at gøre nok for vaccine-forskningen. Præsidenten oprettede for et år siden et forskningscenter, som netop skal udvikle vacciner mod den frygtede sygdom, men AVAC mener ikke centeret støttes tilstrækkeligt. Kritikken blev ikke imødegået af Clinton. En af hans rådgivere i AIDS-anliggender, lægen Scott Hill svarede kort, at "indtil vaccinen er der, vil der altid være nogen, som mener, at vi ikke gør nok".phy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her