Læsetid: 4 min.

En artistisk fest

19. juni 1998

Thomas Vinterbergs Cannes-prisbelønnede 'Festen' er i ét og alt så god som sit ry -
en skelsættende begivenhed i dansk film

ny film
Efter en styrtregn af lovord og en Cannes-pris må hjemlige anmeldertirader om Festen nødvendigvis komme i egentligste forstand post festum.
På den anden side kan denne anmelder tale med om, at der findes en særlig Cannesfeber, som risikerer at sløre kvalitetssansen. Med andre ord: er Festen nu så god som den er blevet udskreget til? Set herhjemme på en hverdagsformiddag i sommer-regnvejr.
Svaret er ja. Glem alt om Dogme 95, Lars von Trierske diktater, logebrødre og anden udenomssnak, der bare er redskaber for at nå målet og en bekræftelse på den gamle erfaring, at god kunst fødes af begrænsninger.
Og gå så ind og se en vibrerende, knugende og befriende film, der ikke spilder et sekund af de 106 minutter, den varer. Se en ung instruktør fortælle løs som en lille engel frigjort af tyngende konventioner. Og samtidig strengt artistisk kontrolleret som en artist, der billed-beretter med samme naturlighed, som han ånder, og gør sine personer så levende, at man føler man kan række ud og røre ved dem.

Efter Ibsensk mønster
Emnemæssigt er der ikke meget nyt i Festen. Den handler om den rådnende familie, om de berømte skeletter i skabet, om løgnene, der dækker over de infame hemmeligheder. På en måde et Ibsen-drama i moderne klædebon.
Men filmen handler også - som alle Thomas Vinterbergs hidtidige historier - om dødens umiddelbare nærvær og udfordring, som udslettelsens store, faste, uafvendelige kendsgerning i en ellers flydende verden af forvirring og værdiopløsning.
Heller ikke den ydre, dramatiske ramme: Festen, der får maskerne til at falde, er særlig ny. For eksempel kendes den fra Jean Renoirs stadig sprællevende klassiker Spillets regler fra 1939 - en legendarisk film, som Festen faktisk minder ikke så lidt om i sin menneskelige rigdom og sit tilgivende skarpsyn.

En særlig puls
Hvad der er nyt, er hudnærheden i familiedramaets afvikling, tonefaldets virtuose vekslen mellem det næsten farceagtigt barokke og det dødsensalvorlige, tvangfriheden i billedsproget, der bruger en masse effekter, men aldrig glemmer, at det spontane liv foran kameraet er altafgørende.
Festen er - som Breaking the Waves - et melodrama filmet som en reportage. Men det rå look bedrager. Intet føles i sidste ende tilfældigt, og trumfkortene spilles ud med næsten dreven sikker hånd.
Men blottet for underlægningmusik lever Festen ikke mindst på billedrytmens egen flaksende musikalitet, de overraskende vinkler og den energiske puls, som Vinterberg og hans klipper Valdis Oskarsdottír lægger ind i fortællingen.
Se f.eks. hvor suggestivt klipningen sammensmelter Trine Dyrholms badekars-'druknede' servitrice med forestillingen om hovedpersonens døde søster. Og hvor udtryksfuldt ladede pauser benyttes, især under festens begivenhedsrige middag.

Syrlig satire
Sammenlignet med Thomas Vinterbergs tidligere film har Festen en tidstypisk hårdere klang, en skærende ironi og en ny indsigt i tilværelsens mørke sider.
Festen har bid. Historien har en slags helt, som på mange måder er svag og ensom. En fighter, der også er en forkrampet maniker, når han som de fleste sandsigere plettes af selvretfærdighed og hævntørst. Og da han endelig synes at få det definitive overtag under en brevoplæsning, kruses hans ansigtstræk i uklædelig, bitter triumf. Det syrlige tonefald ligger også i satiren over det stenrige borgerskab, hvor racisme, hykleri, udnyttelse og senilitet indgår i en kombination, der ville virke udhængende, hvis den ikke for det meste var så kærligt præcis og overdådigt vittig. Som når Vinterberg gør en hårdt prøvet tysk toastmaster (pragtfuldt spillet af Klaus Bondam) til et mønster på grotesk udholdenhed.
Om spillet vil der blive skrevet meget - og fuldt fortjent. Festen kan meget vel være det mest generelt velspillede værk i dansk films historie.
Vinterbergs to yndlinge, Ulrik Thomsen og Thomas Bo Larsen, udvider deres register gevaldigt. Thomsen giver sit underspil en ny dybde: man gyser med ham gennem et forløb, der synes at gøre ham stadig blegere og får ham til at svinde smertefuldt ind under en proces, der burde virke forløsende. Men måske forråder filmen ham lidt til slut med nogle ikke helt vellykkede drømmesekvenser.
Og Thomas Bo Larsen vender med fræsende kraft vrangen ud af sin sædvanlige type: Den joviale, impulsive rod - men denne gang med hjertet på det forkerte sted. En voldelig hverdagsfascist og konsekvent kvindeudnytter. Manéren er den kendte, men indholdet grotesk og gysende virkningsfuldt forandret.

Mageløs Moritzen
Hvad Henning Moritzen angår, så yder han klart sin bedste præstation i en 47-årig karriere med næsten 30 filmroller. Tilsyneladende uigennemskydelig og mildt autoritær præsiderer han over festen som konge og Godfather for enden af højbordet, konfronteret med sin ældste søn for den anden ende.
En klædelig repræsentant for borgerskabets lettere smuldrende charme, der mest irriteres over, at så få efterhånden griner af hans vittigheder. Rar og næsten harmløs. Men da han falder, kan det ses og høres og frem for alt føles.

*Festen. Instruktion: Thomas Vinterberg. Manuskript: Thomas Vinterberg og Mogens Rukov. Dansk. (Dagmar, Palads, Grand, BioCity, Lyngby Teatret)
Interview side 11

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her