Læsetid: 7 min.

Austers Lille Røde

12. juni 1998

Paul Auster husker præcist og fortæller vidunderligt i sin opregning af sit eget livs tilfældige musik - men han balancerer på kanten af en irriterende selv-mytologisering

Erindringer
Det vrimler med små - oftest røde - notesbøger i Paul Austers fiktionsunivers. De signalerer generelt en besværet bevidstheds ensomme tanker, et højt oppresset udtryksbehov.
Sådan startede også Austers virkelige forfatterskab, med intime bekendelser, sørgearbejde-bogen Opfindelsen af ensomhed (1982), om faderen, der helt pludseligt døde (i januar 1979) og efterlod den stræbsomt strandede lyriker, oversætter og essayist med en ret beskeden formue, som dog gav Auster tid nok til at komme rigtig i gang igen. Med faderens gådefuldt fjerne billede, med sit eget skilsmisse-faderskab, en ny kærlighed, sit allerede gryende prosaforfatterskab.
Enhver blot nogenlunde vellæst Auster-fan kender allerede til forfatterens ungdomsbiografi. Fødselsåret 1947 (3. februar), Columbia University (1965-69), Frankrigsopholdet (1970-74), skilsmissen og faderens død, Siri Hustvedts magiske ankomst i hans liv (23. februar '81) osv. Disse kernedata sidder ligeså usvigeligt fast i nakken på hans protagonister som Brugsens holdbarhedsstempler.
Men de angiver ikke et forfatterskab af selvbiografisk umådeholdenhed, snarere en vished hos forfatteren om, at hans biografiske koordinatsystem er eksemplarisk. Ikke i betydningen forbilledligt, men som et eksempel, så godt som noget, inden for en ret bred efterkrigs-generationsramme. Og altså det eneste stillads, han har at rejse forståelsen af sin egen "karriere som menneske" over.

Ventetid
Udtrykket står at læse i det nye danske udvalg af Austers, jeg havde nær sagt posthume forfatterskab, erindringsbogen Den røde notesbog - og andre sande historier, der sammenfatter de to større private livsafregninger (fra 1995 og '97), som har holdt interessen ved lige siden hans sidste roman, den nu snart fem år gamle Mr. Vertigo. I mellemtiden har filmproduktion presset sig på, Smoke, Blue in the Face, og senest Lulu on the Bridge, der ikke slog an i Cannes, men som vi alligevel glæder os til.
For vi er mange, der tror på det forfatterskab, hvilket medie det så ytrer sig igennem. Om man så mest er til dekonstruktivt selvoptrevlende mysterier eller snarere til de uendelige approksimationer til personlighedens problematiske enhed. Og skøjter man f.eks. en tur på Internettet kan man finde en kultinteresse for forfatterskabet og dets intertekstuelle labyrinter, der fremviser både den mest ærbødigt elegante samlerlidenskab såvel som den mest risikabelt paranoide identifikation med de vildfarende helte.
Der er sikkert mange læsere, der ufrivilligt har oplevet det samme som den ven, der pr. brev meddeler Auster: "Jeg har det, som om jeg er blevet en person i en af dine romaner."
Det sidste er en risiko, Auster også selv kan berette om i Den røde notesbog. Helt uskyldigt overrasket - og koket pikeret - over hvad hans læsere dog kan finde på af subtilt åndssvage practical jokes. Men detektivhistorier, såvel som indsamlingen af erindringens mosaikstumper - bevidstheden bag begge aktiviteter kanter bestandig det paranoide.
Og ydermere inviterer Austers minimalistiske prosa til plagiatorisk identifikation. Hvem har ikke været ramt af tilfældets bizarre "rim", og hvem har ikke forsøgt at få fiktivt hold på egen skæbne. Den klarhedens ultimative gådefuldhed, Auster dyrker med al sin rytmiske præcision, sin stilsikre sorte humor, sin nænsomhed over for trivia - den er en fristelse mange er faldet for, og snublet ved.
Når Auster er oversat til mere end tyve sprog er det også - alle hans kvaliteter ufortalt - derfor.

Penge
Hovedstykket i den nye bog, "Fra hånden i munden", handler om penge. Om at være meget ung i 50'erne, om nær på at opleve årtiets hedonistiske forbrugsreligion, nyrigdommens triumfante selvfejring, og om med afsky - og MAD Magazine i hånden - at distancere sig, også fra forældrene og deres indædte, selvdestruktive krig om husholdningspengene. Og om den håbefulde digters deraf kroniske misforhold til penge, nødvendige som de dog er, lige meget hvor utopisk-illusionært unge idealister en tid kan holde sig flydende uden.
"A Chronicle of Early Failure" hedder nævnte 125 siders lange beretning i den amerikanske undertitel, der dumt nok ikke er kommet med i den danske oversættelse.
Auster lægger ikke fingrene imellem, krønikens misèrer er resultatet af hans eget irrationelle misforhold til penge, af hans eget tidlige, stædige valg af den fri forfatterrolle. Som studerende, som olietanker-løsarbejder, som fri fugl i Frankrig, da kan han stadig anse de kroniske pengeproblemer som midlertidige forlegenheder, noget 'naturligt' for en ung ukendt skribent.
Men hjemme i New York igen bliver han som gift mand og siden som far konfronteret med de nøgne kendsgerninger. Det går ikke i længden at prioritere den fri skrivetid højest, der skal brød på bordet.
Men kun halvhjertet går den stædige skribent en tid dagligt på halvtidsarbejde. Og det hele kulminerer tragikomisk i langvarig skrivekrampe, og i Austers maniske forsøg med forskellige "bliv-hurtigt-rig" strategier.
Først et baseball-kortspil - en gammel drengeidé - der trods angivelige kvaliteter strander på manglende startkapital og hans hjertegribende uvidenhed om vilkårene i business.
Og sidst forsøget på overnight at skrive en helt straight, ærketypisk hårdkogt krimi, hvilket ganske vist lykkes; men det kontante resultat materialiserer sig først fire år senere - hele 900 dollars. Det med at vælge agent, finde det rigtige forlag, sælge sig selv på overbevisende måde, alt det kikser fatalt. En frysende morsom historie.
"I'm a failure," siger amerikaneren, "and that is that." Disse summarisk bitre ord for amerikansk livsvisdom, som Adorno og Horkheimer prentede dem i Oplysningens dialektik i 1947 (!), de kunne gælde for Auster på hans livsbanes absolutte lavpunkt. Det er en genkommende erfaring for Austers protagonister, at de på et tidspunkt og med uafvendelig logik lander på bunden.
Nogle, de fleste, bliver der, og udvikler i bedste tilfælde stilfuldt filosofisk resigneret livsvisdom. Dem er der også flere af i "Fra hånden i munden". Andre oplever på det yderste, når alt håb er opgivet, at blive omfavnet af en pludselig nåde, et afgørende møde, en sum penge, en arv. Ikke så sært Auster fik grundlagt en ærefrygtig 'mirakeltro' af det faktum, at hans far døde, da alting var som værst, at arven kom og vendte alt på hovedet.
Men det står fast, at "ligningen" er grusom, den enes død ...

Opslagsværker
Fra samlingen The Red Notebook (1995) stammer titelessayet, der er langt mindre substantielt, bevidst fragmentarisk. Ligesom hovedstykket indeholder det dog også underholdende og gode historier om tilfældets forrygende rim - kun brugelige for den vågne og opmærksomme.
Og tilsammen dækker de to essays meget godt forfatterens tidlige, besværede karriere og er sammen med Opfindelsen af ensomhed glimrende opslagsbøger for den, der vil finde udgangspunkter og forformer til historier og skæbner, som man møder dem i fiktionsværkerne.

Den lille røde?
Man kan nu godt blive lidt træt af det, hele denne personlige mytologisering. Der kan let komme noget facilt over opregningen af verdens vidunderlige mangfoldighed som den ytrer sig i tilfældet, en hel lille skæbnetro.
"Fra hånden i munden" er heldigvis langt tættere, med en stærk selvdestruktiv linje i nedturen, som ikke bortforklares.
Austers velkendte tonefald, præcisionen og manglen på skråsikker fortolkning er også helt intakt her. Men der er en risiko ved hele den kraftige satsning på ungdommens eksemplariske forvildelser - nemlig at fra vendepunktet af da er alting genoprettet, da er ægteskabet helligt, faderskabet sakrosankt, det hele så principielt rigtigt, at det ikke kan komme til diskussion overhovedet.
Ikke fordi Auster partout skulle analysere også sit ægteskabs problemer, men stedet der tales fra, risikerer at blive urørligt, fordi der er investeret så voldsomt i omdrejningspunktet. Resultatet kan blive en moralsk korrekt bedreviden - eller ultimativt måske tavshed. Og vi trænger bestemt ikke til nogen ny gurus Lille Røde. Men til flere romaner, gerne i endnu uafsikret terræn.

Historien om en blyant
"Hvorfor skrive?" hedder samlingens korteste stykke, det eneste, der ikke har været publiceret i bogform før. Hér fortæller Auster bl.a. - med tungen lige i munden - hvordan manglen på en blyant forhindrede ham i at få den allermest eftertragtede baseball-stjernes autograf, dengang han bare var otte.
Siden denne pinsomme oplevelse lagde Auster vægt på altid at have en blyant på sig. Og:
"Om ikke andet har jeg gennem årene lært, at hvis man har en blyant i lommen, er der en god chance for, at man en dag vil være fristet til at benytte den. Og som jeg holder af at sige til mine børn, så var det sådan jeg blev forfatter."
Se, det er jo en god historie. Og som det så præcist hedder i novellen der var udgangspunktet for Smoke: "Så længe der findes en person, der tror på den, er der ingen historie, som ikke kan være sand."
Det er sådan Austers bedste bøger bliver sande, 'realistiske', for læg som for lærd - ved at de med stor sanselig omhu tilfredsstiller basale læserkrav om genkendelighed, og så derfra kan tage afsæt ud i de risikable kausaliteter, der kan synes af en anden verden.
Det er det, vi vil have, det er det, vi utålmodigt venter på igen.
Ikke for at få serveret nogen livsforklaring, men for at få åbnet egne sanser for det uforudsigelige, for kunstens unyttige, men smukke mirakler, dem, der får os til at føle os mere menneskelige, end vi til daglig er.
Og til trøst: Ligningen liv = digtning har jo aldrig været sand, lige meget hvor hårdnakket man så pukker på sammenhængen; og jo flere "sande historier", man fortæller, jo længere er man fra at være færdig ...

*Paul Auster: Den røde notesbog - og andre sande historier. Oversat (fint) af Christian Bundegaard og Anita Bay. 174 s., 248 kr. Forlaget Per Kofod. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu