Læsetid: 5 min.

Bag det skrammede skrivebord

20. juni 1998

En Danmarksfarce 1

Farce: kåde, overgivne løjer; ting som ikke kan eller skal tages alvorligt; nu især begivenhed, optrin o.s.v. af en vis ydre alvor, som i virkeligheden ikke kan tages højtideligt, eller som efterhånden udvikler sig til rene løjer.

Ordbog over det Danske Sprog, bd. 4, spalte 756

1.
Kriminalkommissær Mortensen var blevet en anden. Nej, han var selvfølgelig stadigvæk sig selv: lavstammet, bredskuldret, tæt og med moustachen peber & salt på overlæben. Men inden i var der sket noget, han havde mistet sin gamle sikkerhed. Fuldkommen var den ikke forsvundet, og han kunne stadig spille rollen, ingen, der mødte op på kontoret eller traf ham i tjenesten, tvivlede om, at det var kriminalkommissær Mortensen, de stod overfor. Det var kun inden i den lille orm gnavede, og sådan havde det været siden sidste sommer.
Det var ikke sagen om den forsvundne Overlærer alene, der havde rokket hans selvtillid, det var langt snarere mødet med det danske åndsliv (eller hvad man skulle kalde det). Han havde i sin karriere mødt mange originaler og taskenspillere, fupmagere og psykofanter, men den kompakthed, hvormed de var myldret frem, mens sagen om Overlæreren verserede, slog benene væk under Mortensen.
Det allerværste var imidlertid, at hans kone samtidig begyndte at få åndelige interesser. Det var ikke længere nok, at fjernsynet stod og brægede, nu gik fru Mortensen også på biblioteket og til studiekredse, og når han kom hjem, prøvede hun flere gange at få en samtale i gang om emner, der rakte fra urtete til spørgsmålet om sjælens eksistens, Søren Kierkegaards "Diapsalmata" og Francis Bacons malerier. Kriminalkommissær Mortensen var målløs, for han vidste ikke, hvad han skulle sige. Ikke fordi han var dum eller ikke havde indsigt i det menneskelige sinds irgange - det var hans job at opklare forbrydelser! - men fordi han følte sig snigløbet. Alle disse ord! Alle disse begreber! Alle disse skøre mennesker med deres opskrifter på verdens frelse, deres forfærdelige bedreviden, deres himmelråbende selvhøjtidelighed camoufleret som eksistentiel usikkerhed (var det ikke sådan hun sagde?) drev ham til vanvid - netop fordi de gjorde kriminalkommissæren selv usikker!
Han rejste sig fra det skrammede skrivebord og lagde hænderne på ryggen. Lyset fra gården ramte hans ansigt, der blev tydeligere og viste furer og rynker mere dramatisk, jo tættere han kom på vinduet. Det var den sædvanlige udsigt. Gården på Yarden med den ovale søjlegang lå øde hen. Om lidt ville en dør gå op og en eller to personer haste hen over ødet med hatten trukket ned i panden og hænderne begravet i trenchcoat-lommerne, eller en ny arrestant med slæbende skridt blev ført ind, ansigtet skjult, nakken bøjet. Buret var åbent, buret blev lukket! Brrrr.
Kriminalkommissær Mortensen sukkede, de brede skuldre løftede sig og sank. Herregud, det var jo så enkelt: Uden for lå samfundet, det havde sine love, fulgte man dem, var det godt, forbrød man sig imod dem, måtte man betale prisen. Der var ikke noget at tage fejl af, ikke det mindste, han følte sandheden i dette som en del af sin egen krop. Han var selve den sandhed, den var meningen med hans liv! Hvorfor svimlede det så en gang imellem for ham, hvorfor måtte han - som nu - lægge hånden over øjnene og søge tilbage til stolen for ikke at dejse om?
Sagen om den forsvundne Overlærer havde været latterlig, bortset fra hvad den ellers havde været. I sin kerne var den absurd, for der var jo ikke tale om et regulært mord, kun om en forsvinden. Resten var hokus-pokus. Mortensen tog hånden fra øjnene og kneb dem vredt sammen: En pæl gennem hjertet! Vampyrer! Hvad fanden var det for tøjeri, hvorfor havde han spildt sin tid på den samling narrehatte? Hvorfor havde han været med til at ødsle skatteborgernes penge på denslags tosserier? Alene tanken om den skrupskøre Overlærer og hans fjogede overfald på sagesløse og honette mennesker kunne få ham til at se rødt. Der var kun én tilfredsstillende udgang på hele affæren, og det var, at han havde fået naglet den skrækkelige psykopat Claes Kastholm Hansen en gang for alle. At have sådan et åndeligt fallitbo til at rende frit omkring var utåleligt.
Måske var det en af grundene til, at kriminalkommissæren havde det så dårligt, for Hansen var jo allerede på fri fod igen og sad og flommede med sine racistiske kollegaer Gade og Falbert nede på skidtsprøjten på Rådhuspladsen, hvor ingen længere behøvede tinge om graden af forræderi på samvittighedens vegne, den var for længst kastet ud af vinduet og lå og sjaprede i vandpytterne sammen med de andre møgblade fra i går.
Men det var nu ikke det værste og heller ikke den dybeste grund til kriminalkommissærens følelse af depressiv usikkerhed.
Det handlede i meget højere grad om en person, der pludselig var dukket op. Ja, det var faktisk så sent som i går. Sekretæren havde ringet ind og med lav stemme sagt, at der stod en ca. halvtredsårig mand derude, som insisterede på at komme til at tale med Mortensen, men ikke ville sige, hvad det drejede sig om.
"Endnu en tosse," tænkte Mortensen. Men han kendte sin pligt, og lidt efter kom manden ind.
Han var middelhøj, smal, bleg, så en lille smule underernæret ud, han holdt en kasket i hånden, og en fugtig hårtjavs klistrede til panden, der var regnstænk på den brune, billige cottoncoat, og foran på skoene var der to lyse pletter, som råbte på sværte.
Kriminalkommissæren lænede sig tilbage og så på manden, der var standset midt i kontoret. Han sagde ikke noget, kendte sine metoder. Manden begyndte at svede. Han slog svagt rytmisk med kasketten mod benet under cottoncoaten. Så lukkede han munden op.
- Mit navn er Hother Christoffersen, sagde han.
Kriminalkommissær Mortensen løftede det ene øjenbryn.
- Jaså.
- De kender mig ikke?
- Nej,
Manden skrabede med den ene fod som en nervøs hest.
- Det er mig...
Han tog tilløb en gang til.
- Det er mig, der har myrdet Olof Palme!
Mortensen lukkede øjnene. Søgte ly for galskaben i sit eget mørke. Men han vidste han blev nødt til at åbne øjnene igen. Så det gjorde han. Og hvad han så, var en mand, der kaldte sig Hother Christoffersen og påstod, at han var Olof Palmes morder.

Stop Hother!
Folk, der kan huske et helt år tilbage (hvis sådanne findes), vil fra vor sommerføljeton i fjor erindre sig salig overlærer Clausen, der forsvandt - og både gik igen og og kom igen. Ham kan vi ikke regne med, hvorfor vi i år koncentrerer os om kriminalkommissær Mortensen, der fik et så grundigt indblik i det danske åndsbolleliv, at han vist helst var fri og i hvert fald ikke er kommet sig over det endnu. Rifbjerg Petersens historie starter i år: Hjemme hos Mortensens.Fortsættes på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her