Læsetid: 6 min.

Balkans næste dominobrik?

22. juni 1998

Tidlig udstationering af FN-styrke har hidtil holdt Makedonien ude af Balkan-krigene. Men en spredning af Kosovo-krisen og voksende spænding mellem landets makedonere og albanere kan blive en trussel mod freden

SKOPJE - Det er en lummervarm sommeraften i Skopje, Makedoniens hovedstad, og den nedgående sol stråler ubarmhjertigt ned under den baldakin i Camp Valhall, hvor FN-soldater fra det skandinaviske kompagni Scandcoy netop er ved at evaluere aftenens fodboldkamp over en kop kaffe eller en øl.
Det er kaptajn Michael Erichsen og hans danske landsmænd, der står for tur i de indbyrdes drillerier mellem de skandinaviske FN-kontingenter. Især nordmændene, som i en hel uge har måttet stå for skud på grund af den norske landsholdstræners noget destruktive opfattelse af fodboldspillet, er i topform nu og hænger danskerne ud for at være 'voldsmænd' efter de to udvisninger i landskampen mod Sydafrika. Tonen er dog kammeratlig, stemningen afslappet, det samme er påklædningen - og våben er her ingen af.
Der er ikke meget her, der viser, at FN-styrken befinder sig i det konflikthærgede Balkan, og at der mindre end en times kørsel herfra, i den serbiske provins Kosovo, foregår kampe mellem serbiske sikkerhedspolitistyrker og kosovo-albanske partisanstyrker.
"Vi mærker så at sige intet til krigen her, heller ikke når vi er på vores observationsposter langs grænserne til Kosovo og Albanien. Der foregår noget smugleri af benzin, fødevarer, cigaretter og sådan noget, som der altid har gjort. Men vi har ikke observeret flygtninge, bevæbnede mænd eller våbensmuglere krydse grænsen i noget nævneværdigt omfang. Alt er roligt - nogle dage måske endda lidt kedeligt", siger kaptajn Erichsen.

Uden at løsne et skud
At det forholder sig sådan er i virkeligheden et tegn på, at FN-styrken med det umulige akronym UNPREDEP (United Nations Preventive Deployment Force) er en tordnende succes - FN's største, og nogle vil sige: eneste, på Balkan.
Da FN-styrken blev udstationeret i januar 1993 var det første gang i organisationens historie, at FN's sikkerhedsråd sendte en styrke som en konfliktforebyggende foranstaltning - i stedet for at komme halsende efter som brandslukker, når en konflikt havde udviklet sig til krig.
Og det er gennem de nu godt fem års tilstedeværelse lykkedes FN-styrken at holde Makedonien helt ude af Balkan-konflikterne. Som det eneste land i eks-Jugoslavien er her aldrig blevet løsnet et skud. Heller ikke af FN-styrken, hvis opgave det er at 'være til stede, observere og rapportere'.
En truende strid om grænsedragningen mellem Makedonien og dens nordlige nabo, Serbien, har ikke udviklet sig til konfrontation, og det eneste, Makedonien har mærket til Kosovo-konflikten, er en mærkbar nedgang i trafikken ad hovedvejen gennem bjergpasset til Kosovos hovedstad, Pristina. Samt en enkelt flyøvelse i sidste uge, hvor NATO-fly 'viste muskler' i et forsøg på at påvirke Beograd til at stoppe offensiven i Kosovo.
"Den eneste trussel her er trafikken. De kører som død og helvede", siger oberstløjtnant Knud L.B. Rasmussen - den danske officer, der har været længst i Makedonien. En karakteristik, jeg kun kan skrive under på efter en tur fra Kosovo-grænsen til Skopje med en tydeligvis beruset taxachauffør.
Succesen var så fuldbyrdet, at FN's sikkerhedsråd i december sidste år besluttede at begynde afviklingen af UNPREDEP. Styrken blev reduceret med 300 mand til de nuværende 750, og det blev besluttet, at det mandat, der løber frem til 31. august, skulle være det sidste.

Kosovo-krisen
Så bragede det løs i Kosovo. I slutningen af februar begyndte den serbiske offensiv mod den partisanbevægelse Kosovos Befrielseshær (UCK) og de landsbyer, der hævdedes at støtte oprørerne. Det udviklede sig i den seneste måned til en egentlig etnisk rensningskampagne i hele det vestlige Kosovo. Kosovo-albanere flygtede i tusindvis over bjergpas og ind i Albanien - store våbenforsyninger gik den anden vej.
Udviklingen satte ny fokus på Makedonien med landets store befolkningsandel af albanere. FN-styrken måtte sætte 80 mand ekstra ind i overvågningen af grænserne til Makedonien - mandskab blev hentet fra køkkener og værksteder. Og chefen for FN-styrken, den danske brigadegeneral Bent Sohnemann, måtte anbefale FN-generalsekretær Kofi Annan, at styrkens tilstedeværelse forlænges med endnu et halvt år - gerne med yderligere mandskab og et større mandat.

FN-mandat i Kosovo?
"Jeg så gerne, at vi fik til opgave at gå ind og kigge på, hvad der sker i Kosovo", siger Sohnemann - og antyder hermed for første gang en FN-rolle inden for selve forbundsrepublikken Jugoslaviens grænser.
Ledelsen i Beograd har hidtil på det bestemteste afvist international indblanding i, hvad Beograd opfatter som et internt jugoslavisk anliggende, men det er Sohnemanns opfattelse - ud fra samtaler i Beograd - at man ikke længere vil være så afvisende.
Men en forlængelse af FN-styrkens tilstedeværelse - med og uden øget styrke og mandat - vil kræve en ny godkendelse i FN's Sikkerhedsråd, som har sagen på dagsordenen den 15. juli. Og hele tiden risikerer udviklingen at sætte FN-styrken ud på et sidespor. Det kan f.eks. ske, hvis kampene i Kosovo intensiveres, og NATO beslutter at gå ind og spille en militær rolle i konflikten - hvilket i så fald bl.a. vil ske med base i Makedonien.

Spredning af konflikten?
Det internationale samfunds skræmmescenario er, at Kosovo-konflikten spredes til andre lande på Balkan. Hvis Kosovo-albanerne trynes med magt, kan det føre til store flygtningestrømme til nabolande, som f.eks. Makedonien, der i forvejen har en stor albansk befolkning. Men også hvis Kosovo-albanerne går sejrrigt ud af konflikten, kan det få dramatisk effekt i hele regionen.
"Hvis Kosovo-problemet ikke løses inden for rammerne af Forbundsrepublikken Jugoslavien, vil det få afsmittende virkning i både Makedonien, Montenegro og Grækenland", siger Sohnemann.
Hermed udtrykker han hele den vestlige verdens frygt i Kosovo-konflikten: at større suverænitet til Kosovo-albanerne vil føre til krav om det samme hos de store albanske mindretal i nabolandene, først og fremmest Makedonien.

Det albanske mindretal
Frygten er bestemt ikke ubegrundet: Makedonien har et stort albansk mindretal. Officielt er det på 22 pct., men da de makedonske myndigheder - ifølge vestlige kilder - ofte afviser eller forhaler ansøgninger om statsborgerskab fra albanere, er det reelle antal betydeligt større - skøn siger 32-35 pct. Da albanernes fødselsrate ligger fire-fem gange over makedonernes, er det muligt at regne sig frem til, hvornår albanerne vil være i flertal i Makedonien.
Ifølge samme velplacerede vestlige kilde bliver albanerne behandlet som andenrangsborgere, både af myndighederne og af den almindelige makedoner.
Makedoniens præsident, den 81-årige 'landsfader' Kiro Gligorov, har hidtil - med et vist held - forsøgt at hindre nationalitetsproblemerne i at udvikle sig, bl.a. ved at indkalde alle partier til konference om 'det etniske spørgsmål'. Men præsidentens bestræbelser på forsoning bliver modarbejdet af andre kræfter i regering, lokaladministration og i sikkerhedspolitiet.

Flagstridens efterspil
Et eksempel er den såkaldte 'flagstrid', der udløstes, da den albanske borgmester i den vest-makedonske by Gostivar sidste år nægtede at rette sig efter en ny flaglovgivning, der forbød flagning med andre flag end det makedonske, men fortsatte med at hejse det albanske flag foran byens rådhus.
Da makedonske politistyrker 9. juli sidste år troppede op foran rådhuset og hev flaget ned, kom det til sammenstød med albanske demonstranter. Politiet gik til angreb med stor brutalitet, tre albanere blev dræbt og omkring 100 såret.
Som et efterspil til 'flagkrigen' blev Gostivar-borgmesteren, Rufi Osmani, idømt 13 år og otte måneders fængsel for "anstiftelse af oprør".
Selv om straffen siden er nedsat til syv års fængsel, hindrede det ikke en voldsom albansk reaktion: Det største albanske parti, Albanernes Demokratiske Parti (DPA), trak sine otte parlamentsmedlemmer, ni borgmestre og talrige byrådsrepræsentanter tilbage og har siden afvist at deltage i Makedoniens politiske liv.
Internationale institutioner som EU, OSCE og også FN har forsøgt at påvirke regeringen i Skopje til at indtage en mere forsonlig holdning, men hidtil uden de store resultater.
"Regeringen vælger at stikke hovedet i sandet og sige: Vi har ingen nationalitets-problemer. Men det passer ikke, og Skopje får samme konfrontation med deres albanere, som Beograd har i Kosovo i øjeblikket, hvis der ikke sker noget drastisk", siger en velplaceret vestlig kilde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her