Det eneste jeg ønsker mig til jul...
HERHJEMME
Kuffertens indhold er makabert. De løsrevne legemsdele flyder over, da låsene giver efter for trykket. Et sammenfilter af hår- og tøjdele må rives fra hinanden før et overblik er muligt. Der afslører sig herefter syv ben, alle lange, slanke med varierende hudfarve. De er revet af ved hoften. Et hoved med mørkt krøllet hår dukker op blandt tøjstykkerne. Den perfekte makeup er grotesk i sin mangel på sammenhæng. Det er overflødigt at gå i detaljer med arme og torsoer - læsionerne er udført af en professionel. Enkelte højhælede sko blander sig med gafler og tallerkner og fuldender billedet af en fests turbulente afslutning.
Kufferten står i min datters klædeskab - inderst inde. Indholdet er forvirrende for hende, og formentlig forbundet med en skyldfølelse, der forklarer, hvorfor den samler støv i husets mørkeste krog. Det var ikke stanken, der bragte den for en dag, men en weekendtur til Odense. I mangel af en taske med hjul og regulerbart håndtag faldt tanken på den gamle, grønne Kinakuffert. Dens indhold endte i sorte plastiksække og igangsatte nogle mere eksistentielle overvejelser.
Det er Barbiedukker, der er tale om - mængder af dem. Det er vores søvngængeragtige tilfredsstillelse af hvad vi tror er børns behov, der er i fokus, og måske endnu værre, erkendelsen af, at en bevidsthed om overproduktionens klimatologiske konsekvenser endte på bunden af en kuffert på blot 25 år.
"Da jeg var barn" var det at have en Barbiedukke et privilegium, der sjældent tilsmilede proletartøser med venstrefløjsforældre. Afgørende var ikke et princip med kvindepolitiske overtoner, men snarere modstanden mod at bidrage til multinationale giganters årlige profitmaksimering - herunder Mattels. De ukurante dukkemodeller gik derimod an. De var blødere i plastikken og havde badedragter i brandbart materiale, men formerne - her tænker jeg specielt på proportionaliteten mellem barm og benlængde - matchede Barbies, derfor fandt de nåde for mine nøjeregnende barneøjne. Jeg havde én!
Nye Babier
I dag er dette en saga blot.
Det ligger lidt tungt med min indsigt i Barbies kulturhistoriske udvikling. De hårde data for hvornår Mattel gav hende lov til at tage en uddannelse i omsorgssektoren, hvornår hun fik sit første stutteri, blev gift og begyndte at dyrke arobic unddrager sig præcisering. Vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor hun er begyndt at mutere parallelt med hver eneste ny konvention om marginaliserede gruppers vilkår og rettigheder, som FN formulerer: "mulat" Barbie, "handicappet" Barbie og "mor" Barbie.
Hvorfor er det nået så vidt, at vores døtres dukkesamling år efter år skal forøges med minimum én Barbie til jul og fødselsdage? Er det de bedende barneøjne, hysteriscenerne eller forhandlingsevnens fallit, der byder os at adlyde det messende mantra "ved du hvad det bedste er..?"
Nix!
Langt de fleste børn ved jo ikke længere, hvad de ønsker sig, når man spørger dem.
Hvorfor?
Fordi de har det hele i forvejen; 35 forskellige bløde og brummende krammebamser, "Trivial Persuit" til vidensudvikling, Børnescrabble til stavekontrol, Lego til finmotorikken, Det Store Trafikspil til cykelmanøvrering My little Pony (i alle farvevarianter) til ridelængslen, bolde til tumlere, oliefarver til de kreative osv.
En syndflod af produkter tiltvinger sig adgang til de små børnekamre og udgør sindbilledet på en gennemsnitlig, dansk forælderansvarlighed.
Diagnosen på disse stopfodrede børn (og voksne) er stillet af den tyske kulturanalytiker, Gunter Schmidt. Vi lider af "ønskernes tiltagende knaphed", hævder han. I senmodernitetens, vestlige overflodssamfund, hvor alle længsler og behov kan tilfredsstilles uophørligt, tyndes der så meget ud i behovsforrådet, at der opstår en decideret mangel på behov. Det er ganske enkelt noget lort for Mattel, fordi "behovenes begrænsede karakter kolliderer med den ekspansionsorienterede økonomis rationalitet".
Forstået?
Derfor må nye behov skabes og frem for alt maksimeres, så forbrugsflowet forsat kan accelerere. Ja, det er hørt før, men tidens raffinement er "økomærkning". Ganske som sukker på en besk pille har økomærkning åbenbaret sig som en gave til politisk bevidste, skyldbetynget forbrugere, nu kan vi købe aflad for vores vestlige privilegier uden at skulle afstå fra fortsat at forbruge.
Med sine FN-konventions-inspirerede Barbie-produkter er Mattel med i forreste række, hvad angår politisk korrekt "økomærkning". Og det er et rigtig, smart træk. Som forælder er man næsten taknemmelig over at kunne hengive sig til koncernens forførelse, når ungen, rådvild over at være blank på ønsker, resigneret mumler, at hun "jo ikke har den nye, langhåret Barbie". At hjemmets Barbie-kollektiv står overfor udvidelse med endnu en beboer aftegner sig som en uvæsentlig detalje i selve situationen - barnet har formuleret et ønske! - og dukken glider ned, fordi standardproduktet er iklædt, hvad der ligner originalitetens og den humanitære tolerances gevandter. Set i bakspejlet er der for os forældre tale om en slags 'catch twenty-two'; både opfyldelse og afvisning af barnets ønske vil på tidspunkter føles som svigt, det er derfor med meget blandede følelser, jeg forudser Mattels markedsføringen af en "alkoholiseret", en "voldelig" og en "anorektisk" Barbie.
Efterskrift
Mens jeg endnu overvejede at samle min datters havarerede Barbie-dele til komiske hybrider, kom jeg til at tænke på omkvædet fra en gammel sang: "Det eneste jeg ønsker mig til jul, er to nye tænder" Mere rendyrket anakronisme skal man lede længe efter, for det stopper ikke ved de nye tænder - også tandalfen har pakker med...
