Læsetid: 5 min.

Blair stod ikke i vejen for fremskridtet

16. juni 1998

Briterne afslutter et EU-formandskab, som har været på det jævne. Samtidig er det svært at få øje på den nye britiske europa-politik

Formandsskabet
CARDIFF - Alastair Campbell havde travlt den første søndag i maj. Fra morgenstunden var han i gang ved telefonen med opringninger til journalister på de vigtigste britiske medier. Dagen før havde Campbells chef, den britiske premierminister Tony Blair, været vært ved et historisk topmøde i Bruxelles, hvor EU's medlemslande udpegede de lande, som fra årsskiftet indfører den fælles valuta - euroen.
Det er hævet over enhver tvivl et historisk maj-topmøde. Men omverdenens billede af topmødet var mere indtrykket af et historisk slagsmål. Uenighed mellem den tyske forbundskansler Helmut Kohl og den franske præsident Jacques Chirac om udpegelsen af den første formand for Europas nye centralbank.
Det topmøde varede 11 timer, hvilket var væsentligt længere, end det var forudset i programmet.
Når Campbell var i gang ved telefonen allerede fra morgenstunden, var det på grund af stemningen i pressesalen under ØMU-topmødet. Inspireret af uformelle udtalelser fra flere EU-landes statsministre, som udpegede Tony Blair som en af de ansvarlige for, at ØMU-topmødet var så dårligt forberedt, at det kom til at trække alt for længe ud, var stemningen i pressesalen i Bruxelles klart den, at Tony Blair havde dummet sig.
Han havde ikke taget ØMU-topmødet alvorligt og i stedet brugt tiden på fredsaftalen i Nordirland og et fredsinitiativ i Mellemøsten.
Den historie var på vej i de britiske mandags-aviser, og det var derfor, Alastair Campbell var på overarbejde søndag. Han er Blairs talsmand eller spin-doctor, som den slags kaldes på engelsk, og hans job var at forhindre negativ omtale af Blair efter ØMU-topmødet. Det lykkedes. Men kun i den britiske presse, mens en del af den udenlandske presse udpegede Tony Blair til delvis medskyldig i ØMU-topmødets fejltagelser - naturligvis sammen med den franske præsident Chirac, som hævet over enhver tvivl var hoved-skurken.
ØMU-topmødet i Bruxelles var stedet, hvor Blair fik taget sin europæiske mødom.

Udelt begejstring
Efter det britiske valg 1. maj 1996 var der udelt europæisk begejstring over udsigten til at få Tony Blair som premierminister. Efter årtier med konservativ ledelse, hvor først Margaret Thatcher og derefter John Major gjorde livet besværligt under arbejdet med reformer af det europæiske samarbejde, var der endelig udsigt til en ny og mere positiv britisk europa-politik.
Thatcher havde forsøgt at forhindre skabelsen af det indre marked. Derefter var Major ved at vælte Maastricht-traktaten, som omdannede EF til Den Europæiske Union. Forhandlingerne om Amsterdam-traktaten var også præget af de britiske konservative og partiets stærkt euro-skeptiske bagland.
Optimisterne håbede, at alt dette ville forsvinde, da Tony Blair trådte til. Men forandringen blev langt mindre end ventet.
Den første som gjorde opmærksom på dette, var den luxembourgske premierminister, Jean-Claude Juncker, som er en af de absolutte nøgle-personer på EU-topmøderne, trods Luxembourgs rolle som EU's absolut mindste medlemsland. Allerede i Amsterdam, hvor den seneste EU-traktat blev forhandlet på plads, gjorde Juncker opmærksom på, at han ikke havde opdaget nogen større forskel på Tony Blair og dennes forgænger, John Major.
Den største forskel skal heller ikke findes i Storbritanniens ageren på EU-scenen. Den største forskel kan formentlig spores i den britiske presse.

Begrænsede resultater
Tidligere var britiske medier fyldte med EU-skeptiske historier. Det har Tony Blair og hans spin-doctors forandret på en sådan måde, at EU ikke rigtigt er et indenrigspolitisk sprængfarligt tema i Storbritannien for øjeblikket. Men udover spin-doctornes aktivitet er en anden forklaring på dette fænomen, at Blairs labour-parti har et meget stort flertal i det britiske underhus, mens Major flertal i parlamentet var så lille, at han stort set hele tiden kunne tages som gidsel af den lille hårde kerne af euro-skeptikere i hans parti.
Ved afslutningen af dagens topmøde i Cardiff, afsluttes så de seneste seks måneders britiske EU-formandskab. Resultat-listen er stærkt begrænset, selv om de professionelle britiske spin-doctors har gjort deres yderste for at sælge formandskabet som en ubetinget succes. Et salgsarbejde som nærmest udviklede sig til det pinlige, da embedsmænd overrakte den britiske udenrigsminister, Robin Cook, en liste på 45 punkter, som alle skulle illustrere, hvor dygtigt formandskabet har været. Cook forsøgte sig med en oplæsning af hele listen overfor journalister i Bruxelles, men der gik ikke mange sekunder inden kuglepennene blev proppet i inderlommen. Forklaringer om, at industriminister Margaret Beckett har holdt en tale i Europa-Parlamentet om vigtigheden af moderne forretningsmetoder kan næppe betegnes som en succes.
Selv om den britiske succes-liste på 45 punkter næppe kan karakteriseres som netop en succes-liste, har det britiske EU-formandskab ikke på nogen måde været en katastrofe. Det britiske diplomati har fungeret efter hensigten og udfyldt formandsrollen på den måde, som en formand skal. Det vil sige som mægler mellem alle 15 EU-landes forskellige holdninger, hvor det gælder om at fremlægge kompromis-forslag, som kan accepteres af et flertal af lande.
Her har det britiske formandskab denne gang fungeret effektivt i modsætning til det seneste formandskab i 1992, hvor briterne eksempelvis forsøgte at udnytte det danske nej til at få gennemført forskellige britiske mærkesager om blandt andet subsidiaritet.
Når EU-diplomater og ministre i dag gør status over den nye britiske regering og dens optræden på den europæiske scene, er det helt tydeligt, at begejstringen fra 1996 for længst har lagt sig.

Stod ikke i vejen
I dag for Tony Blair primært det skudsmål, at hans største indsats har været ikke at stå i vejen for de initiativer, som de øvrige EU-lande har prioriteret og ønsket gennemført.
Der var eksempelvis topmødet i Luxembourg, hvor den gruppe EU-lande som skal med i den økonomiske- og monetære union formelt foreslog, at de gerne ville danne en særlig uformel euro-gruppe, hvor ikke-ØMU-lande som Danmark og Storbritannien ikke deltager i diskussionerne.
Blair forsøgte at forhindre dette, men nedlagde ikke veto. Blair viste dog samtidig på netop Luxembourg-topmødet, at han ikke helt har greb om, hvordan EU-samarbejdet fungerer.
En belgisk diplomat tæt på forhandlingerne dengang fortæller, hvordan Blair under luxembourg-forhandlingerne fik tilbudt et kompromis, som ville give Storbritannien mulighed for at være observatør ved disse såkaldte euro-møder. Men Blair blev ved med at insistere på fuldt medlemskab i euro-gruppen, momentum forsvandt under mødet, og han endte med, at møderne afholdes helt uden britiske deltagelse. Altså en klar fejlvurdering af den britiske indflydelse på EU-samarbejdet.
Blair kan forventes at komme i fokus igen, når der skal forhandles om EU´s fremtidige finanser. Her skal Blair forsvare den britiske rabat-ordning, som Thatcher fik forhandlet hjem. Ordningen kan føres videre, men en reform af finanserne kan føre til, at Storbritannien kommer til at betale på andre områder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu