Læsetid: 2 min.

Blues er bedst

19. juni 1998

Gamle drenge og prøvede numre i John Landis' joviale fortsættelse af sit 18 år gamle kulthit 'Blues Brothers'

film
Den mageløse soulsangerinde Aretha Franklin fik et enkelt nummer i den første Blues Brothers-film fra 1980 - "Think", hvor hun som caféværtinde tog sin mand i skole på en måde, der flød over af musikalitet, charme og udstråling.
Men så forsvandt hun trist nok ud af filmen. Den samme fadæse begår den nye Blues Brothers-film, der i øvrigt næsten er en genindspilning af den gamle, minus de i mellemtiden afdøde opkvikkere som John Belushi og Cab Calloway.
Aretha Franklin får en enkelt kort optræden efter samme opskrift som før, men denne gang med 1967-klassikeren "Respect" som det nyindspillede kendingsnummer, der advarer mandkønnet. Sangen er skægt sat op og koreograferet, men fuser ud til slut, da det går op for én, at Aretha stadig kun er med som gæstestjerne.

Gammeldags råhygge
Ellers er der en del at råhygge sig med i denne fortsættelse af John Landis' ekstravagante kultsucces. Der satses heldigvis mindre på biljagter og ødelæggelses-orgier end i forgængeren. I stedet handler det først og fremmest om at bringe den gode gamle bluesmusik til ære og værdighed, mens Dan Aykroyd rejser rundt for at samle det gamle band efter 18 år bag tremmer.
I stedet for John Belushi får han en bortløben dreng og en tyk cafévært (John Goodman) som partnere, og så bliver det til en lang, lang rejse ind i hjertet af et provinsielt blues- og soul-land, hvor gamle kendinge og nye navne dukker op og giver styrkende prøver på solid kunnen.
Da bandet er ved at opgive, må Aykroyd levere en musikhistorisk opsang med påkaldelse af alle de store, gamle blues- og soulnavne.
Vi skal ikke et sekund tvivle om, at det denne gang drejer sig om at hilse, hylde og hæge om de garvede veteraner, der dukker op én for én: James Brown, B. B. King, Wilsin Pickett, Eddie Floyd, Bo Diddley, Billy Preston,
Isaac Hayes, Dr. John - plus mere mondæne hoveder som Eric Clapton og Steve Winwood.

Sprælsk genoplivning
Der er megen show business-flair i den nye Blues Brothers-film, men det vigtigste instinkt mangler: always leave them wanting more. De mange musikalske trumfkort overspilles, så man til sidst snarere værger for sig end får appetit på mere.
Synd, for inden da har man frydet sig over mangt og meget, f.eks. et sprælsk nummer, der veloplagt genopliver den gamle musicalstil, med Eddie Floyd og Wilson Pickett i spidsen for en hel hønsegård af telefonsex-leverandører.
Plus det obligatoriske soul revival-nummer i et telt, hvor Jamers Brown og Sam Moore står i spidsen for en korudgave af "John the Revelator", som må kunne vække døde til live.
Showmaster er igen den dead pan-charmerende Dan Aykroyd i sort jakkesæt og solbriller. Historien er bare et påskud for at komme til numrene - elskværdig og gemytlig, men som hele filmen for lang.
Bluespurister vil nok have et og andet at indvende, men vil næppe kun betvivle filmens ærlige glæde ved at se de gode gamle navne i aktion.
At det nok mere bliver til en showpræget, symbolsk hyldest end til gedigent musikalsk gods er så en anden sag.

*Blues Brothers 2000. Instruktion: John Landis. Manuskript: Dan Aykroyd og
John Landis. Amerikansk. (Palads, Scala, BioCity, Tåstrup, Bio Lyngby, Drive-In Bio)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu