Læsetid: 3 min.

Bosser udviser fri fantasi

24. juni 1998

To livstidsdømte fangers flugt gennem tunnel kaster pinligt lys over Italiens retssystem

ROM - I en retssal proppet med dommere, advokater, betjente og anklagede lykkedes det mandag to mafiabosser fra den napoletanske forbryderorganisation Camorra'en at stikke af gennem en hjemmelavet tunnel.
De to bosser, der begge er idømt livsvarigt fængsel, befandt sig i et bur sammen med andre særligt farlige anklagede, da retssagen mod dem så småt gik i gang mandag eftermiddag i byen Salerno syd for Napoli. Da en af de tilstedeværende i retssalen opdagede, at der manglede et ansigt i buret, var det allerede for sent. Ferdinando Cesarano, 45 år, og hans medfange Giuseppe Autorino, 52, var forsvundet gennem et hul i burets gulv, hvorfra en til lejligheden gravet tunnel førte ud af den ellers skarpt bevogtede sal.
Da de to var kravlet gennem den fire meter lange tunnel, var det ingen sag at fjerne brættet, der dækkede hullet, og løbe ud i det fri. Et par betjente nåede at affyre nogle skud, før de to bosser kastede sig ind i en tilkørende bil og forsvandt.
Politimesteren i Salerno blev tirsdag afsat.
Episoden har skabt røre og måben i Italien, hvor justitsministeren i forvejen beskyldes for at forvalte sit embede dårligt. For nylig krævede oppositionen hans afgang, efter at to andre kriminelle var stukket af, men det lykkedes ham at afværge et mistillidsvotum med et løfte om at fremskynde reformer af Italiens ringe fungerende justitsvæsen. I går krævede oppositionen, at justitsminister Giovanni Maria Flick afgiver en forklaring til parlamentet om, hvordan den opsigtsvækkende flugt kunne ske. Ministeren har sammen med indenrigsminister Giorgio Napolitano sat en undersøgelse i gang, der skal finde årsagerne til episoden og lovet, at de ansvarlige vil blive stillet til regnskab.
I sidste måned flygtede lederen af den ulovlige P2-loge, Licio Gelli, og en højtstående mafiaboss, Pasquale Cuntrera, der begge var dømt, men på fri fod før deres appelsager.

NATO-udvidelsen
Den pinlige fangeflugt kommer netop som Italiens centrum-venstre-regering er kommet i alvorlig modvind på en anden front. En afstemning i parlamentet om udvidelsen af NATO har i uger hængt som en tung sky over ministerpræsident Romano Prodi, der først sent i aftes - lige inden afstemningen - kunne ånde lettet op.
Hans støtteparti, de ortodokse kommunister i Rifondazione Comunista, har hårdnakket nægtet at stemme for NATO-udvidelsen, og Prodi har været nødt til at gå til højrefløjens partier med hatten i hånden. Oppositionens leder, Silvio Berlusconi, har som tak for støtten betinget sig, at Prodi går af efter afstemningen, hvilket Prodi har afvist. Efter hektisk aktivitet hele dagen i går lykkedes det i aftes for Romano Prodi at sikre sig stemmerne fra det lille centrum-højreparti, Udr, og Italiens godkendelse af NATO-udvidelsen var i hus.
Efter et lokalvalg for nylig, hvor oppositionen gik frem, har Berlusconi vist tegn på, at han er ved at føle sig rustet til et valg i utide. Men hvis regeringen skal gå af, må det ske før november, når det såkaldte "hvide semester" sætter ind. Det er en periode på seks måneder, før præsident Scalfaros afløser skal findes. I den periode kan præsidenten ikke udskrive nyvalg. Hvis Prodi-regeringen overlever så længe, vil den have slået rekorden for italienske regeringers levetid siden krigen. Den haves foreløbig af tidligere socialistleder Bettino Craxi, hvis regering i 80'erne overlevede hele 1.047 dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu