Læsetid: 4 min.

Der brænder en ild

2. juni 1998

MORTEN
Morten Korch er blevet kult, kitsch og B-film, navnlig efter tv's serie af filmatiserede romaner. I sin samtid blev han læst med tilbageholdt åndedræt af folk, der gik ind for bøgernes livssyn og klamrede sig til deres verdensbillede. Korchs bøger blev til tider trykt i førsteoplag på 100.000 eksemplarer; den slags forekommer ikke længere inden for det danske sprogområde. Korch opnåede da også som den første danske forfatter at blive millionær.
Korch, skriver jeg. I den biografi, jeg netop har læst, omtales han ellers som Morten. Forfatteren, Carsten Berthelsen, holder nemlig med ham og lever sig ind i hans liv og forestillinger. Så for ham bliver Morten Korch til Morten, ligesom Tom Kristensen og Thit Jensen i Jens Andersens biografier bliver til Tom og Thit, i frisk og gæv tæt/nær-stil.

Carsten Berthelsen holder med Morten, ikke mindst fordi den litterære offentlighed efter hans mening i over hundrede år har distanceret sig fra det folkelige kredsløb, en tendens, der daterer sig fra Brandes og kulminerer i ungdomsoprørets påstande om Korchs tunge ansvar for folkets falske bevidsthed.
Morten Korch fritages for beskyldningen om at være spekulationsforfatter og søges genindsat i sine rettigheder som folkelig forfatter, der skriver ud fra sin erfaring, sine værdier og sit eget gode hjerte: "...mens et ultrasmalt intellektuelt borgerskab satte normerne for, hvordan man skulle udtrykke sig litterært, kørte Morten frejdigt af sted med sin ordplov, som var trukket af en Pegasus, der var tung som en bryggerhest." Ordploven tegner også et Danmarksbillede, og Berthelsen slutter et afsnit med en erklæring, der er Jyllands-Posten værdig: "Jo, Mortens bøger bør man læse, hvis man vil vide mere om Danmark i det 20. århundrede." Der brænder en ild, både hos Korch og Berthelsen.
Carsten Berthelsen har skrevet en bemærkelsesværdig bog, båret af en kulturkritik, der ikke uden videre kan affærdiges som populistisk eller som litterær rindalisme. Han følger, som andre biograferende forfattere, sin hovedperson på rejsen gennem tilværelsen - med den litterære produktion i centrum. Han betragter Korch som en meget sammensat natur, et initiativrigt, flittigt og lidenskabeligt menneske, der trods modgang skaber sig en position og et liv, han kan være tilfreds med.
Gennem hele sit liv fører Korch dagbog, og Berthelsen noterer sig her en række stærke udenomsægteskabelige oplevelser, der ligefrem giver anledning til følgende betroelse til dagbogen: "... skal jeg i Dag sige, eller forklare de Stunder, der staar for mig som de skønneste, da bliver det dem, da jeg hvilede i kvindearme." Se, det er jo ingenlunde sensationelt. Men at netop Morten Korch fortsætter således, kan jo nok undre. Havde det så endda været Brandes: " ... den Kærlighedsnydelse, der er ulovlig, er den største (....) i sanselig Henseende kan det legitime Forhold aldrig naa det frie. Tænk paa Elskeren, der med bankende Hjerte nærmer sig den elskedes Kammer (...) og tænk saa paa Ægtemanden, der Vælter sig over sin Kones Seng for, ofte efter et Smaaskænderi eller midt i en prosaisk Passiar, at tilfredsstille sine Lyster."
Sådan skriver Morten Korch ikke i sine bøger, hvad der ikke giver Berthelsen anledning til nogen forargelse. "Morten maa ind under Tugten". Der er jo da heller ikke grund til at stille større krav om overensstemmelse mellem livsform og fiktion til Morten Korch end til andre forfattere.

Som andre biografer lader Berthelsen sig sprogligt påvirke af sit motiv, se f.eks. hans gengivelse af døden i nedenstående citater: "I løbet af efteråret og vinteren tager hosten til, og Elna bliver svagere og svagere. Den 7. februar 1907 dør hun i Mortens arme efter en kortvarig, stille dødskamp." Det var kone nr. 1. Sådan gik det nr. 2: "Sophie kæmpede bravt, men døde så fra sin kære Morten, der sørgede dybt." Om Morten Korch selv hedder det: "Kisten blev ført til Fyn, hvor Morten nu hviler sine 'Bene' på Fraugde Kirkegård."
Påvirkningen i fortællestil mærkes f.eks. de steder, hvor Berthelsen angiver vejrliget på vigtige stationer af Morten Korchs liv. Han kommer i lære i Nyborg: "Senere samme grå og kedelige majdag traskede Morten så gennem landporten (...) Inde i porthvælvingen standsede han og bad en bøn til Vorherre (...)". Da han er udlært, forlader han Nyborg "og drog ad den støvede landevej til Odense." Da hans kone Elna skal på sanatorium, står der: "Han følger hende på vej en stormfuld dag (...)"; og da han skal holde foredrag på Fanø, ved Berthelsen også, hvordan vejret var: "Så en bidende kold novemberdag er Morten på vej til Esbjerg."

Berthelsen kan, som litteraturmagister og forlagschef på Akademisk Forlag, undertiden røbe en forsigtig ironisk distance til sin hovedperson og pege på mindre gode frembringelser fra det Korchske værksted. Men sympatien er ægte, og kritikken af det litteraturkritiske klima i Danmark til at tage og føle på. Udfordringen begynder allerede i titlen Morten og det danske guld. Morten Korch for begyndere.
Jeg har som begynder haft det godt og moret mig meget under denne første lektion, ikke mindst når sproget i fremstillingen har pendlet mellem Korch og Berthelsen. Andre vil nok i højere grad lade sig opflamme - af det kulturpolitiske budskab.

*Carsten Berthelsen: Morten og det danske guld. 80 s. 28 kr. Høst & Søn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her